DANSK WILTON A/S:  ’Genvej Til Et Grønt Marked Som Venter På Os’

DANSK WILTON A/S: ’Genvej til et grønt marked som venter på os’

Ved at deltage i projekt Design for Disassembly (DfD) fik tæppe-virksomheden DANSK WILTON A/S lagt en plan for, hvordan de trinvist kan omstille til en ny cirkulær forretningsmodel, som flere af deres kunder er klar til. Den gjorde det overskueligt at gå i gang med en ambitiøs og krævende proces.

Omstilling i overkommelige bidder
Dansk Wilton deltog i Rethink Business projektet Design for Disassembly og fik udarbejdet en cirkulær forretningsplan med en forretningsmodel, hvor de ’gamle’ tæpper tages retur for at blive genanvendt. En god og fornuftig plan, men også en stor opgave som var svær at få hul på. I DfD projektet fik de derfor lavet et roadmap for, hvordan de trinvist kan nå i mål og allerede nu sætte nogle mindre initiativer i gang, som de kan høste frugterne af –  og ikke mindst tage ved lære af for at kunne tage de næste skridt i processen.

Genanvendelse som konkurrenceparameter
Dansk Wilton fremstiller kundespecifikke højkvalitets tæpper til primært krydstogtskibe og luksushoteller. Det er brancher, hvor der stilles høje krav til kvalitet og design, og hvor mode og fornyelse er afgørende parametre. På f.eks. krydstogtskibe udskiftes tæpperne derfor ca. hvert 4 år, selvom de sagtens kan holde i 10-12 år. Flere af de førende hotelkæder og rederier er i stigende grad bevidste om det uholdbare i et sådant ressourcespild og begynder at efterspørge tæppeløsninger, hvor de udskiftede tæpper bliver genanvendt. For Dansk Wilton ligger der derfor et stort potentiale i at tænke i nye grønne forretningsmodeller med genanvendelse som omdrejningspunkt.

Selvom materialesundhed og miljø- og ressource-bevidsthed er kerneværdier for virksomheden, er drivkraften i deres omstilling til en cirkulær forretningsmodel ikke blot bæredygtighed i sig selv, men også brandingværdien af at være i stand til at genanvende tæpperne.

Udfordringer på vejen til 100% genanvendelse
Dansk Wiltons tæpper er primært vævet af uld men af hensyn til slidstyrke er der også nylon i (20%) i garnet. Det gør det vanskeligt at adskille tæpperne og oparbejde hhv. uld og nylon til nyt garn.

Desuden er der en udfordring med at adskille bagsiden fra forsiden. Tæpperne produceres i to kvaliteter: Axminster, som er et traditionelt vævet tæppe, og Colortec, som er et tuftet tæppe. I Axminster er luven af uld/nylon garn vævet sammen med en bagside af polypropylene, som ikke umiddelbart kan skilles fra luven. I Colortec tæppet er den tuftede luv derimod limet på en bagside af filt, og i princippet vil det være muligt at adskille de to lag igen ved at opvarme limen.

Et bud på et fremtidigt 100% genanvendeligt tæppe kan derfor være et tuftet Colortec tæppe i ren uld. Men det vil kræve et større udviklings-arbejde for bl.a. at finde frem til en måde at honorere kravet om slidstyrke på, og udvikle metodikker og teknologier til adskillelse og oparbejdning af forsider og bagsider af tæpperne.

Dansk Wilton deler disse designudfordringer med andre tæppeproducenter, og der kunne være en fordel i at løse dem i et samarbejde med nogle af dem, og ikke mindst med underleverandører til tæppebranchen. Som en udløber af DfD projektet er Dansk Wilton gået i gang med at afsøge mulighederne for at indgå et sådant udviklingssamarbejde.

PROJEKT RETHINK BUSINESS – DESIGN FOR DISASSEMBLY

Region Midtjyllands projekt Rethink Business – Design for Disassembly (DfD), blev gennemført  i 2015 og sluttede i februar 2016. Projektet har givet de deltagende virksomheder viden om cirkulær økonomi, Cradle to Cradle og Design til Adskillelse. På denne baggrund er udviklet løsninger med sunde materialer og genanvendelse af produkter, hvilket vil give mindre miljø-impact, styrket ressourceeffektivisering og bedre forretning.

Hver virksomhed i projektet har fået hjælp til at udvikle en ny grøn forretningsmodel, som skaber mere værdi af de ressourcer, der allerede er i brug.

– Projektet var organiseret med Development Centre UMT som operatør, praktisk projektleder og part i det tværfaglige virksomhedsteam. UMT er juridisk-ansvarlig sekretariat for Lifestyle & Design Cluster.

– Vugge til Vugge ApS med Minor Change Group som underleverandør var gennemgående ekstern virksomhedskonsulent og indgik i det tværfaglige team.

– Brendstrup Consult har været ekstern evaluator i projektet.

– Regional Udviklings team for Cirkulær Økonomi har haft den strategiske ledelse.

– Projektet er finansieret af Region Midtjylland og Den Europæsike Fond for Regionaludvikling.

KONTAKT OS

Afdeling i Jylland
Birk Centerpark 38
7400 Herning
Tlf.: +45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
> Find vej
Afdeling i København
Fredericiagade 21
1310 København K
Tlf.:+45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej
Lifestyle & Design Cluster
Lifestyle & design cluster is supported by: