Svævende Stumtjener Vandt Innovation Cup 23

Svævende stumtjener vandt Innovation Cup 23

Ved Innovation Cup 23 ramte to designere præcist ved at skabe en svævende stumtjener. Den passer perfekt til virksomheden Frost A/S, der med vægt på design leverer interiør til kontraktmarkedet og en lang række bolig- og interiørbutikker i ind- og udland.

Bøjle med indbygget funktion

Vinderne af bedste samlede møbelprodukt ved Innovation Cup 23 blev Melinda Allermann og Marianne Kleis Jensen med deres svævende stumtjener. Den vindende stumtjener hænger i loftet, hvorfra en række skulpturelle bøjler placeres nedad i forlængelse af hinanden. Bøjlernes form betyder, at de kan bruges både som bøjle og knag. De kan også benyttes traditionelt, hvis man foretrækker en almindelig garderobestang. Vinderne beskrev til præsentationen, hvordan stumtjeneren kan bruges i både private hjem og offentlige rum; eksempelvis i et venteværelse, hvor også børn kan nå en knage.

”Vinderne har lavet en grundig analyse, som dokumenterer produktets eksistensberettigelse. Desuden har de arbejdet grundigt med farver og materialer, så de har skabt et produkt, der er nyt, samtidig med, at det spiller perfekt sammen med vores øvrige design,” forklarer Hans Jørgen Frost, som er imponeret over niveauet hos alle deltagende grupper.

Men selv om noget er flot, er det ikke nødvendigvis let. ”Vores eget formsprog er anderledes, så vi har sat os grundigt ind i Frosts værdier for at skabe et produkt, som passer ind netop her,” fortæller Marianne Kleis Jensen og suppleres af Melinda Allermann: ”Vi har lært rigtig meget ved at skulle indleve os i virksomheden. Derfor har det været godt at arbejde sammen, fordi vi har kunnet trække på hinanden og se ideerne fra flere vinkler.”

Om Innovation Cup

Innovation Cup arbejder med studerende fra design‐, arkitekt‐ og produktionsteknologiuddannelser, som løser opgaver direkte afledt af bolig- eller beklædningsvirksomheders behov.

Formålet er at udbygge og sikre samarbejdet mellem danske virksomheder og uddannelsesinstitutioner. Samtidig synliggøres nyt, dansk design og danske virksomheders innovationsevne.

Innovation Cup 23 blev afviklet i 2012.

KONTAKT OS

Afdeling i Jylland
Birk Centerpark 38
7400 Herning
Tlf.: +45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
> Find vej
Afdeling i København
Fredericiagade 21
1310 København K
Tlf.:+45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej
Lifestyle & Design Cluster
Lifestyle & design cluster is supported by: