Whocopied.me protects this content
Nytænkende Iværksætter Ommøblerer Sin Virksomhed

Nytænkende iværksætter ommøblerer sin virksomhed

Et udvidet netværk, lærerige processer og nye forretningsmetoder blev for møbelvirksomheden EPJ II Design vejen til en styrket forretningsmodel efter et vellykket Nordic Buzz-forløb.

EPJ II Design har udviklet innovative afsætningskanaler for brandets design ved at placere møbler i en række af Bestsellers butikker – det har givet en unik salgsplatform. Lige nu sælges EPJ II Designs daybed, lounge stol og tray table, der er designet specifikt til Selected-butikkerne, udelukkende i en B2B-kontekst. I fremtiden ser Esben P. Jørgensen dog lyst på videreudviklingen af salgskanalen og muligheden for at sælge møblerne til private med prisanvisninger gennem butikkerne.

Han har tegnet og produceret møbler siden 2013, hvor virksomheden blev grundlagt. Først var designudgangspunktet custom-made møbler, men siden 2015 har Esben P. Jørgensen kreeret serieproducerede møbler.
Idéen om at placere møblerne hos Bestseller opstod ved et tilfælde, da tøjgiganten opdagede EPJ II Designs daybed på en messe. ”Derfra blev kontakten etableret, og det har sidenhen ført til et udvidet samarbejde med andre produkter,” fortæller Esben P. Jørgensen.

 

Innovativ virksomhed får effektive redskaber
Det nordiske kompetenceudviklingskoncept Nordic Buzz understøtter kreative iværksættere fra håndværks- og designbranchen i at styrke branding-, økonomi- og salgsforståelsen.
Med det fokus gik den kreative møbelvirksomhed EPJ II Design ind i et skræddersyet forløb baseret på en forudgående GAP-analyse af alle deltagende virksomheders forretning. Gap-analysen åbner øjnene på ny, så iværksætterne ser blinde vinkler, og hvor de har brug for at sætte ekstra fokus og finde nye kompetencer. ”Gennem kombinationen af kursets indhold og arbejdsmetoderne, hvor jeg arbejdede individuelt og i grupper, betragtede jeg pludselig min virksomhed fra helt andre og nye vinkler, så jeg nu gentænker udviklingen af min forretningsmodel,” fortæller Esben P. Jørgensen, der driver EPJ II Design.
Esben P. Jørgensen er en yderst erfaren herre inden for design- og håndværksbranchen. Alligevel trængte han, ligesom så mange andre af sine kreative kolleger, til et kvalificeret boost for at få det maksimale ud af virksomheden. Det fik han i den grad gennem Nordic Buzz’ skarpe, målrettede projekt.

”Jeg har fået en masse ny inspiration til at udvikle og vækste min virksomhed,” siger Esben P. Jørgensen og fortsætter: ”Det har været en lærerig proces, og særligt har jeg taget Business Model Canvas til mig, som jeg blev præsenteret for i starten af forløbet. Den gav en konkret og meget brugbar metode til at videreudvikle min virksomheds byggesten, så jeg kan steppe op på et nyt niveau.”
Virksomhedsejeren henviser her til Alexander Osterwalders metode, hvor man arbejder meget visuelt og legende med sine forretningsgange og dermed får mulighed for at se på værditilbud, pengestrømme, partnere og kunder med nye øjne.

Konkret udbytte
Igennem forløbet har Esben P. Jørgensen fyldt sin faglige rygsæk med konkrete værdier. Projektet fik ham blandt andet til at kigge nærmere på virksomhedens retning og arbejde intenst med vækst og udvikling. Samtidig har gruppearbejdet i forskellige workshops været gavnligt, fordi udveksling af erfaringer og indsigt i de andre deltageres måder at drive virksomhed gav masser af fornyet inspiration.
Desuden kom designeren hjem med et stort, udvidet netværk. ”Det er et helt unikt sted at networke. Gennem forløbet fik jeg både en underleverandør og stablet et godt samarbejde på benene. Så jeg har virkelig taget helt håndgribelige redskaber og frugtbare bekendtskaber med mig fra Nordic Buzz” siger Esben P. Jørgensen.

Om Nordic Buzz
Nordic Buzz er et nordisk kompetenceudviklingskoncept finansieret af Interreg ÖKS og udviklet af Lifestyle & Design Cluster i samarbejde med Nääs Konsthantverk og Textilhögskolan i Borås. Sammen med en række danske og nordiske partnere, som ønsker at understøtte kreative virksomheders vækst og konkurrenceevne, ledes projektet af Lifestyle & Design Cluster.

De deltagende virksomheder tæller 120 virksomheder. Hver udarbejder en strategi- og forretningsplan, der fintunes under hele forløbet.

Projektet strækker sig over tre år og består af tre årlige workshops, hvor deltagerne præsenteres for værktøjer, der skal løfte deres kompetenceniveau inden for forretningsforståelse, ledelse, salg, kunderelationer m.m. Forløbet afsluttes med en fælles, nordisk konference, hvor resultaterne præsenteres.

KONTAKT OS

Hovedkontor
Birk Centerpark 38
7400 Herning
Tlf.: +45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej

Headstart Fashion HOUSE
Mindet 4
8000 Aarhus C
Tlf.: +45 2420 7207
E-mail: info@ldcluster.com
Kontor i BLOXHUB
Frederiksholms Kanal 30 A5, 1. sal
1220 København K
Tlf.:+45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej

Lifestyle Lab CPH
Bredgade 66
1260 København
Tlf.: +45 2276 7990
E-mail: info@ldcluster.com

CVR
26927722
Lifestyle & Design Cluster
Lifestyle & design cluster is supported by: