Whocopied.me protects this content
Studerende Tegner Stregerne Til Ny Hotelseng

Studerende tegner stregerne til ny hotelseng

Carl Hansen & Søn deltog i talentudviklingsprogrammet og blev matchet med fire studerende, som ud fra et designbrief skulle skabe en hotelseng baseret på virksomhedens stil. Det gjorde de så godt, at sengen nu er ved at blive føjet til produktporteføljen hos Carl Hansen & Søn. ”I forløbet lagde vi vægt på den kreative og innovative del. Designet skal nu justeres til et mere kommercielt produkt, men vi har planer om at sætte det i værk,” fortæller Jesper Bruun, udviklingschef hos Carl Hansen & Søn.

Stilrent og klassisk design
Ved programmets begyndelse fik de fire studerende udleveret et designbrief, der lød på at udvikle en hotelseng, som passer ind på ”high end”-hoteller. Designet skulle være enkelt og stilrent; helt i Carl Hansen & Søns ånd.

De unge talenter tog rundt på hoteller for at hente inspiration til produktet; blandt andet på Hotel D’Angleterre. De baserede også deres arbejde på en brugerundersøgelse, der viste, at de tiltænkte brugere vægter renlige og ordentlige omgivelser. Ud fra denne researchproces designede gruppen en klassisk seng i massivt egetræ. På sengen havde de studerende tilføjet nye teknologiske komponenter, som gav produktet et moderne islæt.

Ud over sin funktionalitet er sengen også en skulptur, der med sin fine stil kan stå alene i rummelige omgivelser. Sengen er modulopbygget og kan skilles ad, så den også fungerer på et enkeltværelse. Samtidig kan man til- og fravælge tilbehørsdelene.

Samarbejde med designforbillede
”Jeg har aftalt med de studerende, at vi mødes og går forløbet igennem, hvor jeg giver dem feedback fra processen, og så ser vi fremadrettet på, hvordan vi kan lave sengen mere kommerciel. De skal være med i det videre udviklingsforløb. I den proces er det vigtigt at have et samarbejde, hvor de kommer med designet, idéerne og stregerne, mens vi ser på det med producentens øjne. Vi skal ende med et produkt, vi kan se er kommercielt, og som har den linje og streg, de har udviklet,” fortæller Jesper Bruun.

Projektet var også højt værdsat hos de studerende, der deltog i samarbejdet med Carl Hansen & Søn. Isabella Bergstrøm Christensen fra VIA Design fortæller: ”Vi fik meget ud af at netværke med studerende fra andre skoler og høre om de forskellige kompetencer, vi får med hver især. Det var spændende at være i nær kontakt med en virksomhed som Carl Hansen & Søn, hvor vi så hele produktionsgangen. I forhold til at det var et skoleprojekt, har det været et virkelighedsnært forløb, og i perioden, hvor talentudviklingsprogrammet foregik, var det dét projekt, som optog det meste af min opmærksomhed, da det både var meget spændende og udbytterigt.”

Virksomhederne
Samarbejdet med virksomheden var også en positiv oplevelse: ”Det var stort at få lov til at arbejde for Carl Hansen & Søn – det var jo nærmest éns designerforbilleder, der skulle stå for produktionen, og vi tænkte, at hvis vi kunne få et produkt i produktion hos dem, var det noget af det største, der kunne ske for os”, siger Isabella Bergstrøm Christensen.

Også Carl Hansen & Søn fortæller i positive vendinger om samarbejdet med de unge talenter, som skabte en seng til hotelbrug.
”Det har været inspirerende at se, hvor hurtigt de studerende fik samarbejdet i gang. De var på en fælles mission fra dag ét. De havde selv støv på skjorten i forløbet og var hurtige til at lave brugerundersøgelser og senere destillere idéerne til konkrete forslag, som de derefter arbejdede fokuseret på. De studerendes force er, at de arbejder med helt åbne skyklapper – alt er muligt! Det var inspirerende, og det gav os et frisk pust,” afslutter Jesper Bruun.

Gruppen af studerende, som arbejdede sammen med Carl Hansen & Søn, bestod af:
-Caroline Matilde Borg Nielsen fra Designskolen Kolding
-Isabella Bergstrøm Christensen fra VIA Design
-Janni Dissing Berthelsen fra Arkitektskolen Aarhus
-Astrid Tolnov fra Kunstakademiets Designskole

KONTAKT OS

Hovedkontor
Birk Centerpark 38
7400 Herning
Tlf.: +45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej

Headstart Fashion HOUSE
Mindet 4
8000 Aarhus C
Tlf.: +45 2420 7207
E-mail: info@ldcluster.com
Kontor i BLOXHUB
Frederiksholms Kanal 30 A5, 1. sal
1220 København K
Tlf.:+45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej

Lifestyle Lab CPH
Bredgade 66
1260 København
Tlf.: +45 2276 7990
E-mail: info@ldcluster.com

CVR
26927722
Lifestyle & Design Cluster
Lifestyle & design cluster is supported by: