N0A3992 Min

Future of Fashion 2018: Et royalt rendezvous af designtalent

Sjette udgave af Future of Fashion, en aktivitet under Lifestyle & Design Cluster, gik ned ad catwalken på Københavns modeuge onsdag.

Badet i blitzlys fra en horde af fremmødte pressefotografer tog H.K.H. Kronprinsessen plads på forreste række, inden soundtrackets dybe lyd signalerede et kraftigt tordenvejr. Lynnedslaget kom straks efter.

19 yderst talentfulde designere fra Designskolen Kolding og KADK sendte deres modeller ud på podiet, der skiftevis blev prydet af designs i genbrugsmaterialer, skrædderkunst og avantgardistiske og futuristiske kreationer. I flere tilfælde samtidig.

På programmet var dog også en rundtur på Nordeuropas største modemesse CIFF, hvor Kronprinsessen interesseret spurgte ind til flere forskellige emner hos de stande, hun besøgte. Også Fashion Tech-området, bestående af samarbejder mellem studerende og dimittender fra designskolerne i Danmark og etablerede firmaer i livsstilsbranchen, fik besøg af Kronprinsessen, der nysgerrigt kiggede på lysende strømpebukser til børn, oppustelige jakker, sko i bæredygtigt fiskeskind og meget andet.

Ydermere var Future of Fashion så privilegerede, at Kronprinsessen indvilligede i at overrække en af de i alt tre priser til en dimittend, der udmærker sig ud over det sædvanlige.

Prisen ”Lauritz.com Fashion Forever” blev overrakt af Mette Rode, medejer af Lauritz.com, der blandt andet lagde vægt på, at prisen gik til en designer, der med klassisk stil, kærlighed til materialerne og ikke mindst flot håndværk havde skabt mode, der er ”langtidsholdbart design, vi sagtens kan se på vores auktioner om 25 år”. Prisen gik til Designskolen Koldings Frederik Ingvorsen.

Chef for CIFF, Kristian Andersen, havde æren af at overrække CIFFs egen pris til en designer, der har drivet og ambitionerne om at skabe sin helt egen identitet og sit eget brand som selvstændig designer og forretningsmand- eller kvinde. I netop denne kategori var der to designere, der lyste så klart, at det var umuligt at udvælge én. Derfor fik både Designskolen Koldings Nanna Stech Jensen samt KADKs Nikolaj Storm æren af at modtage CIFFs ”Entreprenørpris” med ordene om, at ”godt, nyt design skal støttes hele tiden, ikke bare under modeugen. Denne pris sikrer de unge designere netop dén støtte”.

Den sidste pris, Dansk Mode & Textils pris med fokus på innovation i modebranchen, blev overrakt af Direktør Thomas Klausen og H.K.H. Kronprinsessen. Her var fokus på, at modebranchen har brug for innovation som aldrig før, ”både i kraft af nye materialer, nye forretningsmodeller og ikke mindst store ambitioner om at skabe en bedre og renere modeindustri, der med bæredygtighed for øje passer på kloden”. Vinderen blev Marie Sloth Rousing fra KADK.

Fra alle arrangørerne bag Future of Fashion 2018 skal der lyde et stort tillykke til samtlige dimittender fra skolerne.
Dansk mode går en lys fremtid i møde!

 

KONTAKT OS

Afdeling i Jylland
Birk Centerpark 38
7400 Herning
Tlf.: +45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
> Find vej
Afdeling i København
Fredericiagade 21
1310 København K
Tlf.:+45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej
Lifestyle & Design Cluster
Lifestyle & design cluster is supported by: