Whocopied.me protects this content
Kadk 2b

KADK og Kähler inviterer til tankevækkende middag i Milano

KADK og Kähler sætter madspild på dagsordenen, når de inviterer til middag ved et bord, hvor retterne forsvinder hurtigere end gæsterne kan nå at indtage dem. ”Ingestion” hedder installationen, der præsenteres på dette års Designmesse i Milano

Bordet summer mekanisk under dugen, der trækker den ene ret efter den anden forbi de bænkede middagsgæster hurtigere, end de kan nå at spise på dem. Glas vælter, bestik flyder og tallerkener trækker lange spor af sovs, kartofler og steg efter sig, før de mange uspiste fødevarer vælter ned i en stor sort affaldssæk for enden af bordet.

Det er forvirrende, forbløffende og ret frustrerende. Og det må det også gerne være.

Installationen ”Ingestion”, der består af i alt tre performances, er lavet i et samarbejde mellem designstuderende på KADK og designvirksomheden Kähler, og skal netop sætte ikke bare tankerne, men også sanserne i spil, når der dækkes op til debat om fødevareforbrug og det madspild, der efterlades i dets kølvand.

”For det er lige det, design kan”, siger rektor for KADK Lene Dammand Lund:

”Vi kan læse artikler og afhandlinger om fødevarer, forbrug og miljø, men når det visualiseres foran os rent fysisk, sætter det skub i os på en helt anden måde. Derfor har vi på KADK en forpligtelse til at sætte vores designkompetencer i spil på de dagsordner, der vedrører os alle og vores fælles klodes fremtid. Vi skal selvfølgelig udvikle konkrete designløsninger og produkter, men vi skal også være med til at skubbe til og kvalificere debatten”, siger Lene Dammand Lund.

KADK valgte i efteråret 2016 at dedikere tre akademiske år til arbejdet med FN’s Verdensmål. En satsning, der i praksis betyder, at akademiets medarbejdere, forskere og godt 1600 studerende nu fokuserer på én samlende opgave: At udvikle løsninger og sætte perspektiv på FN’s 17 mål for en bedre og mere bæredygtig verden.

Og det er en ambition, der deles af den danske virksomhed Kähler – en af landets førende designvirksomheder med en over 175 år lang keramiktradition bag sig:

”Som moderne designvirksomhed er det vigtigt for Kähler at bidrage til alle kulturelle aspekter af samfundet. Vi producerer ikke kun designprodukter, men deltager også aktivt i den løbende diskussion om formgivning og designs rolle i fremtiden. Og vi er overbevist om, at fremtidens design netop afhænger af designeres evne til at omfavne alle de miljømæssige, filosofiske og kulturelle udfordringer, der ligger foran os”, siger chef for kulturel udvikling i Kähler Ane Cortzen.

”Ingestion” præsenteres 17. til 22. april på årets Designmessen i Milano; Viale Abruzzi 42, 20131 Milano. Udstillingen er åben d. 17-21. april fra kl. 10.00-20.00 fra og d.22. april fra kl. 10.00-18.00.

Åbningsreception finder sted torsdag den 19. april kl. 19-22
For yderligere information kontakt:  Inge Henningsen; Pressekonsulent KADK. M: 41701533 E: Inge.Henningsen@kadk.dk

Fact Sheet”Ingestion”
”Ingestion” er et samarbejdsprojekt mellem 90 studerende på Institut for Bygningskunst og Design på KADK og Kähler – en af Danmarks førende designvirksomheder og producenter af keramik. De 90 studerende fik til opgave at arbejde med begrebet ”Ingestion” – eller ”Indtagelse” som led i KADK’s treårige satsning på FN’s Verdensmål for en mere bæredygtig verden. Resultatet blev en række projekter, der diskuterer og visualiserer fødevareforbrug og madspild på en performativ og interagerende måde med både studerende og deltagere fra offentligheden som aktive medspillere. Tre af studieprojekterne udstilles nu på Designmessen i Milano:

Ingestion – Wasteaurant
Installationen består af et bord, hvor maden forsvinder hurtigere end middagsgæsterne kan nå at indtage den – for til sidst helt eller delvist uspist at dumpe i en sort affaldssæk for enden af bordet. Middagsbordet kan ses i aktion i tidsrummet 15.00 – 15.20 alle dage.

Ingestion – Sharing
Installationen består af et overdådigt dessertbord udstyret med saucerne, sirupper og marengsbund. Skålene, som saucerne serveres i, er imidlertid udstyret med huller, så jo mere deltageren deler deres respektive skåle, jo mere smag tilsættes der den fælles marengs. Bordet kan ses i aktion i tidsrummet: 12.00 – 12.20 og 18.00 – 18.20 alle dage.

Ingestion – Museum på Mars
Installationen består af en forhistorisk udstilling af de madvarer, jordboerne spiste før de tømte kloden for resurser og måtte emigrere til Mars. På display er blandt andet en marsbar, en reje og en radise, der af vores efterkommere er blevet forvekslet med en spiselig fisk. Madmuseet på Mars kan besøges alle dage.

Læs mere om KADK og FN målene her: https: https://kadk.dk/fns-verdensmaal-2017

Læs mere om Kähler her: https://www.kahlerdesign.com/history

Se billeder af ”Ingestion” her: https://kadk.dk/galleri/milano-2018

Se film om ”Ingestion” her: https://vimeo.com/244976375

Madspild i tal
Omkring en tredjedel af de fødevarer, der produ-ceres på verdensplan, går til spilde. Set over et år betyder det, at 1,3 milliarder ton mad, aldrig bliver spist.

Alene i Danmark smider vi hvert år over 700.000 ton mad ud, som kunne være spist. Madspildet koster danske forbrugere mere end 11 milliarder kroner årligt. Husholdningernes madspild udgør 260.000 ton pr. år mens fødevareindustrien står for et årligt madspild på 133.000 ton.

KONTAKT OS

Hovedkontor
Birk Centerpark 38
7400 Herning
Tlf.: +45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej

Headstart Fashion HOUSE
Mindet 4
8000 Aarhus C
Tlf.: +45 2420 7207
E-mail: info@ldcluster.com
Kontor i BLOXHUB
Frederiksholms Kanal 30 A5, 1. sal
1220 København K
Tlf.:+45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej

Lifestyle Lab CPH
Bredgade 66
1260 København
Tlf.: +45 2276 7990
E-mail: info@ldcluster.com

CVR
26927722
Lifestyle & Design Cluster
Lifestyle & design cluster is supported by: