Future of Fashion 2017

Nyudklækkede, kandidat-uddannede designere og unikke talenter er det blod, der gør moden til en forunderlig størrelse, der bliver ved at skifte ham sæson efter sæson. De er hjerteblodet, der ufortrødent holder modens hjerterytme i fast trav. Men hjerteblod har brug for at flyde og designere har brug for anerkendelse. Derfor matchmaker Future of Fashion denne sæson designere med etablerede aktører i modebranchen samtidig med, at de unge designere får mulighed for at vise kreationer og sig selv frem for et stort internationalt publikum. For alles og fremtidens bedste.

Future of Fashion har som overordnet formål, at facilitere et bedre møde mellem de nyuddannede talenter fra de statsanerkendte modedesign uddannelser og branchen, med det formål at lette kandidaternes vej ud på arbejdsmarkedet. Samtidig er det formålet at branchen får mulighed for at være bedst muligt opdateret på hvad der rør sig hos de nye designere og forbedre deres muligheder for at rekruttere bedst mulig.

 

Om modeshowet

Tid: Onsdag den 9. august kl. 10.00 – showet starter kl. 11.00

Sted: CIFF Showscene, Bella Center, 2300 København S

Download floorplan her over CIFF-messen

Onsdag d. 9. august under modeugen kommer 19 sæt unge fødder til at trippe nervøst bag kulisserne på CIFFs showscene under Copenhagen Fashion Week.

Catwalken fyldes af kreationer begået af ejerne af de nervøse fødder – 19 unge afgangsstuderende fra både Designskolen Kolding og KADK. De er stjernerne i den forestilling, vi har valgt at kalde ”Future of Fashion – La Grande Finale”.

For især tre af de fremvisende designere er der vitterligt tale om en finale. Ingen af designerne ved hvem, men efter showet går tre af dem derfra med et rejselegat fra Lund-Bugge Fonden på 7500 kroner.

La Grande Finale er dog todelt. Klokken 11 træder de første modeller ud på catwalken, men allerede en time tidligere trykker designerne hænder med særligt indbudte gæster fra mode- og erhvervslivet, hvilket skal lette transitionen fra studerende til færdiguddannet modeskaber, fortæller Betina Simonsen, adm. Direktør hos innovationsnetværket Lifestyle & Design Cluster, der i samarbejde med uddannelsesinstitutioner og brancheorganisationer står bag Future of Fashion.

– Dette års Future of Fashion er femte udgave af et koncept, vi er utrolig tilfredse med. Denne sommer tilfører vi et nyt element i form af matchmaking mellem de dimitterende studerende og særligt indbudte VIP’s fra dansk mode og det danske erhvervsliv. De afgørende skridt mod at etablere sig som modedesigner fra udgangspunktet som nyudklækket kandidat-studerende kan være svære, men det er netop den overgang, vi forsøger at lette med et arrangement som dette under Copenhagen Fashion Week. På denne måde får de nyuddannede designere et unikt netværk og synlighed i en branche, de snart er en vigtig del af.

Inden showet – sparring med virksomheder

Inden selve showet vil de dimitterende designere fra Designskolen Kolding og KADK fremvise hver sin portfolio med looks og kollektioner, hvor særligt indbudte brandejere, designere og andre modefolk kan byde ind med viden, erfaringer, sparring og ikke mindst blive inspireret af nye og anderledes tanker hos de unge designere.

Før, mellem og efter showsene vil virksomhederne have mulighed for at se designernes portfolios igennem, det gælder både de studerende fra mode samt fra tekstil, der arbejder med tekstil til mode. Det er samtidig hensigten at mødet mellem institutionerne, de færdig uddannede designere og erhvervslivet kan skabe bedre relationer. Derudover satses der også meget på internationale virksomheder kan komme til Danmark og møde alle de nye danske talenter.

Kort om Future of Fashion

Future of Fashion arbejder for at fremme modebranchens synlighed og søger at understøtte udviklingen og matchmaking  af de nye talenter.

Arrangører
Future of Fashion er en aktivitet i Lifestyle & Design Cluster, som arrangeres med partnerne Designskolen Kolding og Kunstakademiets Designskole i samarbejde med WEAR/Dansk Erhverv, Dansk Mode & Textil, Kopenhagen Fur og CIFF.

Fra show til salg 
Potentialet og synligheden omkring de nye designere på Future of Fashion er stort – det fremgår af tidligere udgaver af showet.

• Rikke Møller Pedersen fra KADK fik job hos By Malene Birger.

• Iben Lea Rasmussen (KADK) landede et job hos modegiganten H&M.

• Julie Amalie Svensson brugte Future of Fashions 2016-udgave til at sikre sig et job hos Preen.

Nadine Möllenkamp
Tlf: 91 33 30 25
Mail:nam@dskd.dk

Future of Fashion består af følgende partnere: Lifestyle & Design Cluster, Designskolen Kolding, Kunstakademiets Designskole og VIA Design i samarbejde med WEAR Dansk Erhverv, Kopenhagen Fur, CIFF og Dansk Mode og Textil.

KONTAKT OS

Afdeling i Jylland
Birk Centerpark 38
7400 Herning
Tlf.: +45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
> Find vej
Afdeling i København
Fredericiagade 21
1310 København K
Tlf.:+45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej
Lifestyle & Design Cluster
Lifestyle & design cluster is supported by: