Dagens Vindere Arbejdede Med Rejse-udbyderen Unique North, Der Specialiserer Sig I Skræddersyede Rejser Til Skandinaviske Lande

Studerendes ideer skal nedbryde danske firmaers kinesiske mure

Kina.

Det store, mystiske land mod øst, hvor alt er anderledes fra det, vi kender.

Med et land, der er så markant anderledes, er der også behov for en markant anderledes markedsføringsstrategi. Eller er der?

Netop det og mange andre spørgsmål om Kina som eksportland var omdrejningspunkt, da Agro Business Park, Lifestyle & Design Cluster, Inno-Pro og VIA University College bød velkommen til seks virksomheder samt knap 40 studerende med forskellige nationaliteter og uddannelsesretninger.

Igennem en dag fyldt med talrige benspænd skulle de studerende og virksomhederne sammen forsøge at udarbejde et løsningsforslag på virksomhedens udfordring i forhold til det kinesiske marked. Dagen igennem summede lokalerne hos VIA University College Campus C i Aarhus af liv, mens de studerende forsøgte at komme op med en løsning til deres udvalgte virksomheds udfordringer.

Kina og ”one size fits all” harmonerer ikke
Blandt virksomhederne var udfordringerne vidt forskellige. Unique North vil gerne sælge rejser til de skandinaviske lande til kineserne, Gonge Creative Learning vil give kinesiske børn lærerige legemuligheder og H.C. Andersen Cookies vil sælge eventyrlige, danske småkager i den eksklusive ende af skalaen.

Det kan dog være en udfordring, når man som flere af de deltagende virksomheder ikke har den store erfaring med Kina som marked. Af den årsag var det selvfølgelig også især de kinesiske studerende, der for virksomhederne var interessante og kunne byde ind med vigtige betragtninger om Kina som land og afsætningsmarked.

– Det er en unik mulighed for virksomhederne at kunne sparre med så mange studerende med vidt forskellige kompetencer. Vi håber naturligvis at kunne anspore virksomhederne til at benytte sig af de studerendes ideer, når de entrerer det kinesiske marked, siger Louise Krogh Johnson, der er projektleder på Midtnet Kina.

Set i bakspejlet er der rig mulighed for, at de medvirkende virksomheder har fået værdifulde input med sig fra arbejdsdagen. De studerende brugte i mange tilfælde deres kendskab til det kinesiske marked og den kinesiske kultur til at korrigere virksomhedernes oprindelige ideer til deres kinesiske kunder.

– Det er rigtig fornuftigt at sætte studerende med Kina-kendskab sammen med virksomheder, der drømmer om at gøre det godt på det kinesiske marked. Meget lidt i Kina er, som vi kender det herhjemme, og det er nemt at knække på det kinesiske marked, hvis man ikke har gjort sit hjemmearbejde godt nok. Derfor er arrangementer som dette en god ide, forklarer Niels Christian Flintholm, EF Consult, der rådgiver om diverse forhold vedrørende det kinesiske marked og samtidig selv holdt oplæg om blandt andet kinesiske sociale medier for virksomhederne.

Virksomhederne tog konkrete ideer med sig
På dagens innovation camp stod det klart, at virksomhederne hver især stod med meget forskelligartede udfordringer. Alligevel gik alle sidst på dagen hjem med følelsen af, at de havde lært og kunne tage nogle af idéerne med sig.

For Bo Lorentzen, ejer af H.C. Andersen Cookies, gav dagen ham et unikt indblik i, hvordan de kinesiske forbrugere tænker og agerer, mens det også åbnede hans øjne for, at han skulle kigge på en yngre målgruppe, end han nødvendigvis havde tænkt i første ombæring.

– Mit mål er, at kinesiske forbrugere på lang afstand vil kunne spotte på emballagen, at der her er tale om ”butter cookies”, samt at det er mit brand. Det har vi allerede haft en masse gode dialoger omkring, så jeg er fuld af forventning, siger Bo Lorentzen.

Da teamet af studerende fremlagde deres forslag for Bo Lorentzen, var der dog en overraskelse indlagt.

Mock-up af forslag til H.C. Andersen Cookies-emballage

Især de kinesiske studerende lagde op til en høj grad af storytelling omkring H.C. Andersen og dennes eventyrlige fortællinger, som kineserne i nogen grad kender. De studerendes forslag gik nemlig blandt andet på, at man i emballageformen skulle søge mod et visuelt udtryk med H.C. Andersens velkendte eventyr, mens der så skulle indlægges små historier og andre add-ons i selve småkage-dåserne, hvor også det efterhånden internationalt kendte danske ord ”hygge” skulle spille en rolle.

Det blev dog ikke H.C. Andersen Cookies-holdet, der kunne lade sig hylde for dagens bedste forretningside.

Den ære gik til Unique North holdet. Her havde de studerende gjort sig umage med at inkorporere kinesiske sociale medier som WeChat, Weibo og flere internetbaserede shopping-platforme.

Dagens vindere arbejdede med rejse-udbyderen Unique North, der specialiserer sig i skræddersyede rejser til skandinaviske lande

Du kan se mere fra Innovation Campen på linket herunder, der fører dig videre til en kort film udarbejdet af Agro Business Park om dagens aktiviteter.

Se filmen her

 

KONTAKT OS

Afdeling i Jylland
Birk Centerpark 38
7400 Herning
Tlf.: +45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
> Find vej
Afdeling i København
Fredericiagade 21
1310 København K
Tlf.:+45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej
Lifestyle & Design Cluster
Lifestyle & design cluster is supported by: