Bliv praktikant hos Lifestyle & Design Cluster med fokus på Cirkulær Økonomi
Praktik hos Lifestyle & Design Cluster i National Cirkulær Økonomi Hub for studerende på de videregående uddannelser
Lifestyle & Design Cluster igangsætter en empirisk undersøgelse af status og perspektiver for Cirkulær Økonomi i den danske møbelbranche. Vi tilbyder derfor praktik til en stærk studerende med interesse for Cirkulær Økonomi og møbelbranchen, der har kvalifikationerne til at udarbejde en sådan undersøgelse. Undersøgelsens konkrete fokus, formulering og felt vil du i samarbejde med leder af National Cirkulær Økonomi Hub, Isabella Holmgaard, udarbejde, ligesom hun vil bidrage som sparringspartner for dig under udarbejdelsen af rapporten.
Undersøgelsens primære fokusområder er:
- Kortlægning af markedet, produktion og forbrug på baggrund af allerede eksisterende empiri
- Analyse af udvalgte mønstercases med fokus på metoder, materialer og forretningsmodeller
- Vurdering og perspektivering af potentialet for videreudvikling af Cirkulær Økonomi, nye materialer, metoder, forretningsmodeller og værdikædesamarbejder
Lifestyle & Design Cluster vil sikre samarbejder med virksomheder og relevante fagpersoner, som kan anvendes som cases samt danne partnere og netværk for dig.
Er du er interesseret i at udarbejde en sådan rapport for den danske møbelbranche, bedes du sende en ansøgning til Isabella Holmgaard senest d. 13.08.17 på mail: isabella@ldcluster.com.
Såfremt du har spørgsmål er du velkommen til at maile eller ringe på mobil: 41 24 79 11.
Praktikken påbegyndes hurtigst muligt efter aftale.
Kort om Lifestyle & Design Cluster:
Hos innovationsnetværket Lifestyle & Design Cluster arbejder vi med innovation i møbel-, tekstil- og designbrancherne. Kort sagt livsstilsbranchen. Vi arbejder tæt sammen med virksomhederne i netop disse brancher og er brobygger mellem landets mange vidensinstitutioner, virksomheder og beslutningstagere. Vi har igangsat en større national indsats på området cirkulær økonomi, der skal bidrage til at gøre Danmark til Europas vækstcenter for cirkulær økonomi.
Lifestyle & Design Cluster er et landsdækkende og internationalt netværk med kontor i Herning og København.