Whocopied.me protects this content

Danske studerende hylder Mogensen og Wegner i Milano

Studerende ved de danske arkitekt- og designskoler genfortolker netop nu 100-års jubilarerne Børge Mogensen og Hans Wegners møbelklassikere. De studerendes bud på fremtidens møbeldesign skal til april udstilles på møbelmessen i Milano for at promovere dansk design og danske designuddannelser.

Verdens største møbel- og designmesse, Milano Design Week, løber af stablen d. 8.-13. april 2014.

Det er her, årets største møbelnyheder bliver præsenteret, og de mest populære møbelproducenter og designere fra hele verden er repræsenteret. Og igen i år går de danske design- og arkitektskoler sammen om at sætte fokus på dansk design.

Ny dagsorden for dansk møbeldesign

Udtræksmøbel fra Aarhus Arkitektskole som deltog på messen sidste år.

Det er Kunstakademiet, Designskolen i Kolding, Arkitektskolen i Aarhus og TEKO, der står side om side i Milano. Formålet er at synliggøre nye, opkommende talenter fra den danske møbelscene.

”Vi skal bygge videre på den stigende internationale opmærksomhed omkring al den nyudvikling, der i disse år sker i den danske møbelbranche og netop i år kan vi i den grad vise, hvordan fremtiden skabes ud af fortiden. For på møbelmessen i Milano viser de næsten færdige kandidater noget helt nyt og unikt, inspireret af de gamle danske møbelmestre,” siger direktør Betina Simonsen fra Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning, som står bag det fælles initiativ.

Børge Mogensen og Hans Wegner ville begge være fyldt 100 år i 2014. Som en hyldest til dem, har skolerne fået til opgave at bruge de to kendte møbelarkitekter som afsæt for et undervisningsprojekt, der munder ud i udstillingen på møbelmessen i Milano.

Mogensen og Wegner var begge med til at udvikle og sætte dagsordenen for det, vi i dag kalder for ’Guldalderen i Dansk Design’, og deres ikoniske møbler er for mange symbolet på dansk møbeldesign. Betina Simonsen forklarer, at det derfor er spændende at bruge dem i international sammenhæng og lade dem være udgangspunktet for design- og arkitektskolernes udstilling.

DANISH – Nye fortolkninger og et bud på fremtidens møbeldesign

Skolerne har grebet opgaven an på forskellige vis. Imens Kunstakademiets studerende ud fra en analyse af møbelklassikerne kommer med nye bud på fremtidens møbeldesign, sætter Arkitektskolen i Aarhus de studerende til at udføre nyfortolkninger af forbilleders møbeldesign – som Wegner og Mogensen selv gjorde det i deres tid. På TEKO undersøger de studerende, hvorfor møblerne var noget særligt – og hvad der skal til for at gentage succesen.

teko-2014

Stolen AT H3 som deltager fra TEKO i år

Designtalenter fra Designskolen i Kolding viser under temaet Framing Enterprise, The Tube, de faglige metoder og kunstneriske færdigheder, designerne har forfinet og justeret i samarbejde med engagerede producenter med henblik på at skabe forandring gennem fælles design praksis. Den fælles promovering af de danske talenter og studerende sker under navnet Danish.

Samarbejdet er ikke kun til gavn for de studerende, skolerne og deres indbyrdes samarbejde, men også for møbelproducenterne en mulighed for at være med til at løfte arven fra tidligere danske designikoner. Og så vil udstillingen givetvis endnu en gang pirre udlandets interesse for dansk design.

Vil du vide mere?

Nærmere informationer kan fås hos Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning:

– Direktør Betina Simonsen, telefon 29 36 00 90 eller mail betina@innonetlifestyle.com
– Institutleder Mathilde Aggebo, Kunstakademiet, telefon 45 41 70 15 88 eller magg@kadk.dk

Fakta

Bag det fælles tiltag i Milano står Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædnings partnere: Kunstakademiet, Designskolen i Kolding, Arkitektskolen i Aarhus og TEKO.

KONTAKT OS

Hovedkontor
Birk Centerpark 38
7400 Herning
Tlf.: +45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej

Headstart Fashion HOUSE
Mindet 4
8000 Aarhus C
Tlf.: +45 2420 7207
E-mail: info@ldcluster.com
Kontor i BLOXHUB
Frederiksholms Kanal 30 A5, 1. sal
1220 København K
Tlf.:+45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej

Lifestyle Lab CPH
Bredgade 66
1260 København
Tlf.: +45 2276 7990
E-mail: info@ldcluster.com

CVR
26927722
Lifestyle & Design Cluster
Lifestyle & design cluster is supported by: