Danish LIVINGroom forbereder Milano 2015
I sidste uge mødtes virksomheder i Herning og København for at evaluere Danish LIVINGroom 2014 og høre nyt om næste års fælles danske messestand. Tilmeldingsfristen er denne gang allerede d. 1. september.
Med 357.212 besøgende i 2014 er Milanomessen oplagt for møbel- og interiørvirksomheder, som gerne vil vise sig frem for alverdens arkitekter, forhandlere, indkøbere, distributører, agenter, journalister og bloggere. 25 virksomheder var i april i år en del af den danske fællesstand Danish LIVINGroom, og forleden var det tid til at evaluere – og se frem til næste messe.
Traditionen med et fælles dansk fremstød startede i 2008, fordi danske virksomheder havde svært ved at komme igennem messearrangøren Cosmits nåleøje på egen hånd. Det lykkedes Eksportrådet at argumentere for en fælles dansk brandingplatform, som blev et godt afsæt for, at nogle virksomheder senere selv får egen standplads på den eftertragtede messe. I 2012 fik danskerne endnu mere plads at boltre sig på med konceptet Danish LIVINGroom.
”Danish LIVINGroom er en kæmpe succes, fordi konceptet viser møbler og interiør på en særlig dansk måde. Vi har de seneste tre år haft en af de bedst besøgte stande på Milanomessen,” fortalte Birgitte Woersaa, der igennem en årrække har samlet trådene for Eksportrådet, som står bag det fælles tiltag sammen med Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning.
Et slaraffenland af kontakter
På møderne forleden kom virksomhederne med forslag til, hvordan messen kan blive endnu bedre næste år. Det er vigtigt, at den bygges op, så det er let at sælge fra den, ligesom fordelingen af produkter skal afvejes nøje. Produkterne må ikke forsvinde i mængden og samtidig skal konceptet – den danske stue – fremstå tydeligt. ”Cosmit ser kritisk på både standen og udstillerne og tjekker nøje, om udstillerne passer ind i konceptet.
Se præsentationen fra kick-off-møderne i Herning og København
Nogle blev afvist sidste år, fordi deres hjemmesider afspejlede møbler, som var for institutionelle,” forklarede direktør Betina Simonsen fra Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning, som samtidig opfordrede de deltagende virksomheder til at få mest muligt ud af de mange kontakter, der kan etableres.
Hun fremhævede arkitekter, indkøbere og agenter, men også pressen og internationale bloggere er værd at tilgå aktivt. Birgitte Woersaa pegede på, at det er vigtigt, at især de små virksomheder overvejer nøje inden tilmelding, om de nu også er klar til at deltage i så stor en messe, fordi der skal sættes ressourcer af til opfølgning: ”Man skal som lille virksomhed gøre op med sig selv, om man er klar til at følge op på alle de kontakter, man får. Det er afgørende at følge op, ellers er ressourcerne spildt.”
…
Læs hele pressemeddelelsen “LIVINGroom forbereder Milano 2015”
Mere om Danish LIVINGroom
Den danske fællesudstilling Danish LIVINGroom 2014 var arrangeret af Eksportrådet og Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning. Læs mere om aktiviteten på Innovationsnetværkets hjemmeside, hvor I også kan følge med i de kommende informationer om Danish LIVINGroom 2015.