Whocopied.me protects this content
W3IRDOS

Du kender dem fra ishockey: Nu er de også iværksættere med etik i højsædet

– Vi skulle spille en fodboldturnering, hvor alle skulle være et landshold. Det endte så med, at vi fik Holland, men det er jo ikke lige til højrebenet at skaffe hollandske landsholdstrøjer, når man sidder i en hytte langt oppe i de finske skove. Vi måtte ind i den nærmeste H&M og have fat i en håndfuld orange t-shirts, som vi så sad og klippede, klistrede og tegnede på. Det var faktisk ret sjovt. Og det var vel der, det gik op for os, at vi også kunne starte et modebrand.

Ordene kommer over læberne i et ansigt, der er placeret under en kasket med et logo, de færreste kender. Ansigtet kender mange. Det tilhører Peter Regin, der sammen med Jesper Jensen Aabo og Oliver Lauridsen dagligt slår sine folder på isen for ishockeyklubben Jokerit i den finske hovedstad Helsinki.

Fra venstre mod højre; Peter Regin, Oliver Lauridsen og Jesper Jensen Aabo

Logoet på hans kasket er hans, og de to andres, helt eget. Bag det gemmer sig brandet W3IRDOS, som er trekløverets nye passionsprojekt, som de, med Peter Regins egne ord, ”arbejder på fremfor at se fjernsyn på de lange udebaneture”, når deres primære arbejde kalder.

Det er åbenbart det, der sker, når man sidder i en afsidesliggende hytte i en mørk skov langt oppe i Finland. At man starter et modebrand.

”Vi vil ikke bare lave endnu en masseproduceret T-shirt”
– Ærlig talt vidste vi ikke ret meget om, hvordan man starter et firma. Alt det med produktion, opstarten af et firma, CVR-nummer og at få en revisor. Oliver vidste lidt mere end Jesper og mig, men vi kastede os bare ud i det sammen. siger Peter Regin ydmygt.

Han lægger ikke det fjerneste skjul på, at mændene bag W3IRDOS ikke ved meget om, hvordan man skruer en modeforretning sammen. Andre ting var de fra starten omvendt lige så skarpslebne på, som deres skøjter altid er.

– For at bruge tid på det, så skal vi kunne stå inde for alt i firmaet. Det er det vigtigste for os. Den første kollektion her er primært nummererede limited editions, siger Peter Regin og roder i en stak papirer. Han fisker et broderet logo frem i forskellige farver, som normalt er syet fast på de grønne t-shirts fra W3IRDOS kommende kollektion.

– Vores liv er meget centrerede om hele denne machokultur, der ofte forbindes med ishockey. Måske netop derfor har det været vigtigt for os at vise, at man sagtens kan være åbensindede, hvilket også er grunden til, at vi har fået lavet t-shirts med LGBTQ-logoer. Vi skal ikke bare være endnu en masseproduceret kinesisk t-shirt med en masse profit. Vi kan stå inde for alt her, og forhåbentligt kan vi støtte velgørende formål med tiden. Hvis projektet her går godt, smiler Peter Regin.

Sylab var den perfekte partner
Integriteten fylder meget for de tre iværksættere. Af samme årsag var der aldrig tvivl om, hvad de ville rent produktionsmæssigt.

– En af mine gamle venners forældre drev tidligere tekstilvirksomhed i lokalområdet her, så jeg spurgte ham lidt til råds om, hvad vi skulle lede efter. Og så fandt vi Sylab på nettet og tog kontakt. Fra første fløjt var vi ikke i tvivl om, at det var her, vi skulle have vores produktion. Det er unikt at få det hele lavet i Danmark, og med Lises hjælp har processen bare kørt så snorlige, som det kan, når vi af gode grunde ikke kan være her så ofte, siger Peter Regin med henvisning til Lise Clemmensen, der har været W3IRDOS-grundlæggernes kontaktperson hele vejen igennem.

Uden hende havde fødslen af W3IRDOS været langt mere kompliceret. Det lægger Peter Regin ikke skjul på.

– Det har været en fed proces. Vi er her selvfølgelig ikke så meget fysisk, men vi har haft en rigtig god og tæt kontakt med Lise på Skype, så vi har kunnet følge processen hele vejen. Det har været sjovt og spændende at være med til at starte noget op på den måde, og vi har alle tre lært rigtig meget af samarbejdet, siger Peter Regin og uddyber:

– Vi anede jo ikke, hvad ”hangtags” var, så det måtte Lise lige hjælpe os lidt med. Vi måtte da også lige have lidt stofprøver sendt med min mor, da hun skulle besøge mig i Helsinki. Det viste sig, at vores ellers meget konkrete ønske om en hvid logo-t-shirt ikke var så konkret alligevel. Farven ”hvid” er åbenbart ikke bare hvid, griner Peter Regin og Lise Clemmensen griber lynhurtigt den interne joke:

– Nej, der havde I lidt svært ved at forstå, at der er mange nuancer af hvid. Men vi har da fået løst nærmest alle udfordringer henad vejen. Vi havde også en lille smutter med nogle syninger, som ville komme til at se mærkelige ud, hvis vi bare havde lavet dem efter planen. Det havde en kinesisk producent nok gjort, eftersom det var ordren fra kunden.

Peter Regin nikker.

”Vi må se, hvordan det går”
Peter Regin skal egentlig bare afhente lidt t-shirts til sig selv og sine to kolleger, inden han skal videre. Der er et VM i ishockey, han skal til.

Alligevel bliver han velvilligt hængende til en snak om det, han selv beskriver som en ”sjov ide” og et ”passionsprojekt”.

– De forskellige poster i firmaet er ikke fordelt som sådan. Vi gør det hele meget fælles, men Oliver er nok den mest praktiske af os. Vi spiller jo også stadig alle sammen, men planen er, at vi skal drive det som et regulært firma. På hvilket niveau det så bliver, det må tiden vise. Vi gik ikke ind i det for at tjene penge på det, det var bare en sjov ide. Det er ikke noget, der vælter hele butikken for os, hvis det ikke går, siger han.

Det understreges også ved, at der ikke er lavet salgsstrategier, markedsføringsplaner eller andet for W3IRDOS. Det er simpelthen ikke en prioritet.

– Vi skal ikke død og pine ud og sælge 10.000 t-shirts for at få tingene til at hænge sammen. Vi vil gerne holde det overskueligt og som et fedt projekt. Og så er det vigtigt for os, at vi selv er så meget som muligt med i det hele. Selvfølgelig skal vi markedsføre produkterne og vise brandet frem, men der er vi så privilegerede, at der er et VM lige om hjørnet, siger Peter Regin.

Han understreger dog også, at de ikke er et ”ishockey-brand”.

– Selvfølgelig er vi kendt som hockeyspillere, men W3IRDOS er ikke et ”ishockey-brand”. Det er for alle. Så det vil vi gerne kendes som. Vi bliver ganske naturligt forbundet med ishockey, men vi vil helst ikke forbindes med hockey på dén måde, at vi ”bare” er et ”ishockey-brand”.

I øjeblikket har W3IRDOS-stifterne lagt bestilling hos Sylab på 150 sorte, 150 hvide og 99 grønne t-shirts, som syerskerne knokler for at få færdig til lanceringen af W3IRDOS egen webshop den 10. juni. Ifølge Lise Clemmensen skal de nok blive klar.

Til sidst er der blot ét spørgsmål, der presser sig på.

 

Hvor kom navnet egentlig fra?

– Haha, ja, godt spørgsmål. Vi kunne ikke rigtig komme på et navn. Men vi er jo bare tre gøglere i en anden verden, så det virkede oplagt. Og da vi først havde registreret firmaet, så hang vi jo på det, smiler Peter Regin, inden han lægger an til en afslutning på interviewet.

Han har en webshop, han skal have stablet på benene. Og et VM i ishockey som kaptajn for Danmark.

KONTAKT OS

Hovedkontor
Birk Centerpark 38
7400 Herning
Tlf.: +45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej

Headstart Fashion HOUSE
Mindet 4
8000 Aarhus C
Tlf.: +45 2420 7207
E-mail: info@ldcluster.com
Kontor i BLOXHUB
Frederiksholms Kanal 30 A5, 1. sal
1220 København K
Tlf.:+45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej

Lifestyle Lab CPH
Bredgade 66
1260 København
Tlf.: +45 2276 7990
E-mail: info@ldcluster.com

CVR
26927722
Lifestyle & Design Cluster
Lifestyle & design cluster is supported by: