Ambitiøst værdikædesamarbejde
Lifestyle & Design Cluster udvalgt som en af operatørerne i stort værdikædesamarbejde
Lifestyle & Design Cluster udvalgt som en af operatørerne i stort værdikædesamarbejde
”CLOSING THE LOOP” skal sikre at, SMV’er bruger færre ressourcer og skaber mindre affald
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har til programudbuddet ” Cirkulære Værdikæder for SMV’er” udvalgt fire erhvervsklynger, fem erhvervshuse og Teknologisk Institut, der i samarbejde med omkring 200 offentlige og private virksomheder i projektet ”Closing The Loop” vil reducere brug af nye ressourcer og mængden af affald.
Målet er på tre år at reducere affaldsmængden med 3,3 mio. tons og CO2 ækvivalenter med 90.000 tons ved at skabe værdikædesamarbejder på tværs af brancher og traditionelle materialestrømme.
Det 3-årige projekt finansieres med 125 mio. kr. fra EU's regionalfond og 70 mio. kr. fra de decentrale erhvervsfremmemidler.
Se pressemeddelelse fra Erhvervsfremmebestyrelsen her
Færre ressourcer – og bedre udnyttelse
Danmark er kun 4 procent cirkulær. Det er altså kun en meget lille del af de ressourcer, som vi forbruger, der har været brugt før eller recirkuleres. Dermed er Danmark dårligere til cirkulær økonomi end flere andre europæiske lande, viser den nyligt udgivne rapport: “Circularity Gap Report”. Samtidigt har Danmark et materialeforbrug, der er blandt de højeste i verden.
Vores store overforbrug og træk på ressourcer giver ikke kun store affaldsmængder i Danmark; det har også konsekvenser langt ud over de danske grænser. Når materialer udvindes og forarbejdes, udledes bl.a. store mængder af CO2. De udledninger skal vi også tage ansvar for gennem cirkulær omstilling i Danmark, og det arbejder netop “CLOSING THE LOOP” for at realisere.
- Cirkulær økonomi handler om at nedbringe forbruget af ressourcer og råvarer ved at udnytte dem bedre og bibeholde deres værdi i længere tid. Den mest effektive måde, virksomheder kan gå fra lineære til cirkulære forretningsmodeller er i samarbejde med deres værdikæder. Det er et stærkt udgangspunkt, når der skal tænkes implementerbare løsninger, siger Lars Visbech Sørensen fra Food & Bio Cluster, Denmark.
Samarbejde i værdikæder skaber bedre implementerbare cirkulære løsninger
Ingen virksomhed kan være cirkulær alene. Virksomheder er blandt andet afhængige af tilførsel af viden fra andre industrier, ressource-input fra leverandører og aftag af deres produkter fra kunder. Samarbejde og innovation i værdikæderne er derfor en forudsætning for at omstille SMV’er til cirkulær økonomi. Erfaringer fra tidligere indsatser viser desuden, at omstilling af SMV’ers materialeforbrug er komplekst og kræver samarbejde i og på tværs af værdikæder.
Ud over udbyttet af en mere ressourceeffektiv økonomi vil SMV’erne, med den viden og de resultater der skabes, vise vejen for både danske og internationale aktører.
”CLOSING THE LOOP” vil give et markant og vigtigt løft af de medvirkende virksomheder, som både får en gevinst i form af bedre udnyttelse af ressourcer samtidig med, at de får implementeret løsninger, som giver nye udviklings- og forretningsmuligheder. Vi er samtidigt ekstra glade for at CLOSING THE LOOP sker i et stærkt og integreret samarbejde på tværs af viden- og klyngeaktørlandskabet”, siger Mette Glavind fra Teknologisk Institut.
Konsortiet bag ansøgningen er fire erhvervsklynger (Food & Bio Cluster Denmark, Lifestyle & Design Cluster, We Build Denmark, og CLEAN) i samarbejde med fem erhvervshuse (Hovedstaden, Sjælland, Sydjylland, Midtjylland og Nordjylland) samt Teknologisk Institut. Projektets fokus er at mobilisere SMV'er og deres værdikæder til at implementere og skalere konkrete bæredygtige cirkulære løsninger.
Konsortiet vil sætte deres store erfaring med at arbejde med cirkulær økonomi indenfor mange forskellige industrier og flere dele af værdikæden i spil i dette projekt.
Yderligere information:
CEO, Food & Bio Cluster Denmark, Lars Visbech Sørensen - 4056 7128 - lvs@foodbiocluster.dk
Head of Communications, Turid Fennefoss Nielsen - 3066 8254 - tfn@foodbiocluster.dk
FAKTA 1: Projektets partnere og målgrupper
Projektet har allerede udvalgt samarbejde med flere stærke værdikæder og omkring 200 virksomheder, private som offentlige partnere i ansøgningen. Der er afsat en pulje i projektet til at støtte flere nye værdikædesamarbejder. Det forventes, at puljen åbnes for ansøgninger i projektets første år.
Projektets primære målgruppe er modne og omstillingsparate, såkaldte ”Loop Closers”, som indgår i værdikæder, hvor væsentlige ressource- og affaldsstrømme flyder.
Projektets sekundære målgruppe er virksomheder og andre aktører, som sætter et væsentligt fodaftryk i form af affald og ressourcestrømme, som der i dag ikke er optimal anvendelse for.
Øvrige målgrupper består af virksomheder og aktører, som ønsker at anvende mere bæredygtige materialer, produkter og løsninger og dermed repræsenterer et vigtigt markedstræk for den primære målgruppe.
Ud over de direkte implicerede virksomheder, henvender projektet sig til en række øvrige aktører, herunder:
Iværksættere, underleverandører, konsulenter, mindre modne virksomheder, videninstitutioner og internationale aktører. Projektet er markant, også i international sammenhæng, og vil skabe øget interesse for Danmark som et grønt foregangsland, hvilket kan skabe grobund for internationale samarbejder.
FAKTA 2:
Midlerne udmøntes inden for rammerne af det danske program for Den Europæiske Regionalfond 2021-2027, hvor ansøgninger skal leve op til kravene i prioritet 2 "Grøn omstilling i SMV’er".
Projektets første fase forventes at starte i det nye år, når alle formelle rammer er fastlagt.