
Medarbejderne er den bedste investering
Projektet Data til Business lærer virksomheder, at data kan være med til at tjene penge.
Projektet Data til Business lærer virksomheder, at data kan være med til at tjene penge.
Når det nordiske samarbejde i det EU-finansierede Interreg- projekt ”Data til Business” går ind i år to, er interessen vokset så meget, at den overstiger antallet af ledige pladser i 2026.
- Det understreger, at virksomhederne har set værdien i, at medarbejderne får kompetencer, netværk og værktøjer til at gøre data til en værdifuld forretningsressource, siger Head of Digital, Lifestyle and Design Cluster, Heidi Svane.
Projektet hjælper virksomhederne med at forstå, hvordan de kan opnå konkurrencefordele ved at bruge de data, de alligevel skal indsamle - blandt andet i forbindelse med compliance - og dermed sikre både sporbarhed og transparens.
EU’s digitale produktpas gør det samtidig lettere for forbrugere at få viden om produkter - herunder oprindelse, materialer, reparationsmuligheder, genanvendelighed og CO₂- aftryk.
Projektrådgiver Niels Boye fra Interreg-sekretariatet ser samarbejdet på tværs af grænser som en styrke i arbejdet med at påvirke livsstilsbranchen regionalt.
- Projektet adresserer en aktuel udfordring med at fremskynde den grønne omstilling og reducere det miljømæssige aftryk i mode-, møbel- og designindustrien i Øresund- Kattegat- Skagerrak- regionen, siger han.
Udviklingen er tydelig: fra den fysiske butik til e-commerce og omnichannel - og nu videre til re commerce og cirkulære forretningsmodeller. Her spiller det digitale produktpas en central rolle som et nyt lag i forretningen.
Produktpasset gør nemlig også produkter til forretningskanaler i sig selv. Heidi Svane er ikke bange for at kalde det ”en revolution”.
- Når produkter får en digital identitet, kan de kommunikere direkte med markedet - på tværs af salg, gensalg, reparation og services. Et produkt kan automatisk gøres tilgængeligt på et gensalgsmarked, aktiveres i en serviceaftale eller indgå i nye værdikæder - styret af data og foruddefinerede regler.
- På samme måde som musik, betalinger og mobilitet er blevet digitaliseret, står fysiske produkter nu over for samme skifte: fra statiske varer til dynamiske, digitale forretningsenheder. Det ændrer ikke bare salget - det ændrer hele forretningsmodellen, siger hun.
25 virksomheder er med i projektets andet år. Interessen har været stor, og Heidi Bøjlesen, Digitization and Master Data Manager hos Holmris B8, hentede masser af inspiration i det internationale samarbejde gennem sin deltagelse i 2025.
- Data er magten i forretningen, og jeg vil gerne, at vi i branchen begynder at samarbejde om dette. At vi kan blive enige om at forfølge de samme temaer og finde et fælles udgangspunkt for, hvilke data vi skal indsamle, siger hun.
Også Catherine Aledal, Digital Product Manager hos Lindex, ser et stort udbytte af projektet. Hun finder det blandt andet interessant at høre om de erfaringer, andre brancher har gjort sig.
- Pludselig slår det os, at vi måske kan gøre noget anderledes med deres perspektiv i tankerne. Det er meget inspirerende, at vi på den måde kan lære af andre brancher, siger hun.
I løbet af den treårige projektperiode gennemgår 60 virksomheder fra Norge, Sverige og Danmark et kompetence- og læringsforløb, hvor medarbejderne har flyttet fokus fra det rent juridiske vedrørende produktpasset til en kommerciel forretningsmulighed.
MØBEL: HOUE ApS (DK) · Gubi (DK) · Nine United (DK) · Blå Station (SE) · Gärsnäs (SE) · String Furniture (SE) · DUX Nordic AB (SE) · Vilax Produktion AB (SE) · StableTable Scandinavia AB (SE) · Fora Form AS (NO) · Ekornes (NO) · Brandtown AB (SE) · IKEA (SE)
INTERIØR / DESIGN: Ferm Living (DK) · Rosendahl Design Group (DK) · Fischer Group (DK) · Shyness Interior (SE) · reCovers Sweden (SE)
FASHION / SKO / RETAIL: Salling Group (DK) · Les Deux ApS (DK) · ECCO Sko A/S (DK) · Fiftytwo A/S - Varsity Headwear (NO) · Kattnakken (NO) · Nilson Group (SE) · J. Lindeberg (SE)
Den nationale erhvervsklynge Lifestyle and Design Cluster står sammen med fire nordiske organisationer - NF&TA, PlusLab, Science Park Borås og Interior Cluster Sweden - bag det EU-finansierede Interreg-projekt ”Data til Business”.