Skip navigation
Headstart Fasion House Davai

DAVAI Studio – Jo friere, jo federe

Fire unge medie- og journalistuddannede har taget storytelling til et nyt niveau for modige brands

Case

Seriøst drengeværelse

Oppe på første sal i Headstart Fashion House træder man ind i et rum, der – lidt respektløst – kan beskrives som et drengeværelse. I en sofa sidder – eller ligger – én med sin bærbare Apple. Ved skriveborde foran store computerskærme sidder tre andre fordybet i noget, der kunne ligne alt mellem tegnefilm, spil og musikvideoer.

  • DAVAI er bestående af fire unge medie- og journalistuddannede, der fokuserer på kreativ storytelling for modige brands.
  • Arbejder tæt sammen med virksomheder for at forstå deres DNA og skabe autentiske film
  • Vandt “Best Fashion Film” ved LA Creative Film Awards 2021, hvilket øgede deres anerkendelse i branchen.

Kreativitet og mod

Det kunne minde om en lejlighed med fire unge fyre, der lige var flyttet hjemmefra – havde det ikke været for den store reol midt i rummet med flightcases og tasker fyldt med svinedyrt kameragrej.

Det er nemlig hardwaren i produktionsselskabet DAVAI Studio, der består af journalisterne Søren Møller Sloth og Simon Berg samt multimedieuddannede fra VIA Multiplatform, Storytelling and Production, Sune Morgenstjerne og Jens Nordhausen.

Den kreative side er dog dét, som firkløveret hellere vil kendes og anerkendes for.

– Vi arbejder rigtigt gerne sammen med modige brands, siger de fire, der ser sig selv som storytellere.

Aarhus Inkubationsmiljø Davai

En anden måde

– Vi arbejder lidt anderledes end traditionelle produktionsselskaber, mener Simon Berg. Vi vil gerne ind til virksomheders DNA, så vi kan give vores kreative filmiske billede af virksomheden.

Derfor kræver de større projekter også, at de får et godt kendskab til en virksomhed, ser ind bag det umiddelbare udtryk og finder ind til brandets DNA. På den måde kan de derfra udvikle en filmisk indfaldsvinkel, der har et lag, der er dybere end ”bare” fede billeder og god lyd. Dermed bliver filmene mere ægte og autentiske og skal ikke ”bare” sælge nye produkter eller flashe et bestemt budskab.

– Jo friere rammer, vi får, jo federe film kan vi lave, siger Søren Møller Sloth.

Søren Møller Sloth , Medstifter
DAVAI Studio

“Jo friere rammer, vi får, jo federe film kan vi lave”

Prisbelønnet kreativitet

Filmene bliver derfor også i den bedste af alle verdener til egne små værker. Et eksempel er et af de første større projekter, som filmselskabet kastede sig ud i – en visuelt spændende fashion-film for brandet Twelvepieces, der havde til huse i Headstart Fashion House.

Filmen vandt en række priser, herunder ”Best Fashion Film” ved filmfestivalen LA Creative Film Awards 2021 i Los Angeles, hvilket var med til at give en god del opmærksomhed til de kvaliteter, som Davai kunne byde på som en anden form for storytellere.

– Vi har flere gange oplevet, at netop de stærke filmhistorier har haft så godt fat i et brands DNA, at virksomheden efterfølgende har valgt at tage udgangspunkt i filmene og brugt dem i andre branding- og markedsføringskampagner, siger Jens Nordhausen.

Sparring i Headstart Fashion House

Davai har haft glæde af at være en del af Headstart Fashion House, hvor de har kunnet bruge sparring fra leder af huset, Christian Chappelle, ligesom de også har gjort brug af det netværk, som huset har.

De synes desuden, at det er fedt at være i et hus centralt i Aarhus med mange livsstilsvirksomheder, der tit tør at bryde grænserne for kommunikation.

Jens Nordhausen , Medstifter
DAVAI Studio

“Vi har flere gange oplevet, at netop de stærke filmhistorier har haft så godt fat i et brands DNA, at virksomheden efterfølgende har valgt at tage udgangspunkt i filmene og brugt dem i andre branding- og markedsføringskampagner”

Davai har produceret film for blandt andre

  • Twelvepieces
  • (Di)vision
  • Red Bull
  • LEGO
  • Den århusianske musiker Clara
  • Roskilde Festival.