
ELSK Repair tester livsforlængelse af dit yndlingstøj
Med sin reparationsservice puster brandet liv i gamle håndværkstraditioner og forbinder kunder med skræddere gennem sømløs online facilitering.
Med sin reparationsservice puster brandet liv i gamle håndværkstraditioner og forbinder kunder med skræddere gennem sømløs online facilitering.
Mange kender sikkert til skuffelsen, når deres bedste skjorte, bukser eller sweater pludselig går i stykker og skal til skrædderen. For hvor og hvordan finder man egentlig en skrædder? Det Thy-baserede tøjmærke ELSK kommer nu til undsætning med en løsning, der både er nem at bruge og giver arbejde til skræddere i Danmark – og så åbner den op for nytænkning af reparation, håndværk og serviceudbud.
Som en del af projektet Closing Loops og i samarbejde med Create2Stay, der leverer løsninger inden for re-commerce, har det danske modebrand ELSK igangsat en reparationsservice, som giver ødelagt tøj nyt liv. I den nuværende testfase er reparationen gratis og inkluderer desuden reparation af tøj fra andre mærker, så hele oplevelsen kan afprøves i større udstrækning og finjusteres.
ELSK har valgt at gå ind i et projekt om reparation, fordi det passer perfekt ind i virksomhedens værdigrundlag og ønsket om at udstyre deres kunder med viden til at handle mere ansvarligt. “Vi ønsker, at folk skal ændre adfærd, forbruget skal ned, og vi skal give vores varer længere levetid. Det taler reparation meget tydeligt ind i”, siger medejer Steffen Førgaard.
På et tidspunkt hvor tøjindustriens enorme klimabelastning bliver stadig sværere at se bort fra, og hvor mærkater om genbrugt materiale og bæredygtig produktion kæmper om kundernes opmærksomhed i detailhandlen, kan reparation blive en måde at imødekomme en større efterspørgsel på ansvarlig handling. Selvom det ikke kan sættes i et Excel-ark og skabe profit, har det stadig værdi for virksomheden. ELSK beviser, at de mener, hvad de siger, når talen går på at tage ansvar for produkterne også efter et salg. Med højere fokus på ansvarlighed og genbrug åbner det også op for at nytænke reparation generelt, mener Steffen Førgaard: “Når man reparerer noget, tilfører man det merværdi, det kan faktisk godt blive en trend. Det er et signal, jeg sender, hvis jeg går med en gammel overshirt med en stor lap på – jeg er faktisk glad for den her, og jeg reparerer mine ting.”
Hvor tidligere generationer har lagt vægt på, at en reparation skal være usynlig, kan en tydelig reparation i dag blive en måde at gøre et stykke masseproduceret tøj unikt på – passende til en virkelighed hvor alle gerne vil være lidt unikke. Her kan bruges forskellige teknikker, som forener reparation og udsmykning, deriblandt broderi, og det kan fortælle en historie om tøjet, om selve håndarbejdet og om personen bag.
Tidlig feedback fra ELSKs kunder har også vist, at konceptet har masser af potentiale og efterspørgsel. Selvom der i denne fase kun kan accepteres tøj, har virksomheden modtaget forespørgsler på reparation af blandt andet computer sleeves, og det peger på, at tiden er moden til et tilbud som dette. Ting har værdi for folk, og de vil faktisk gerne have dem repareret i stedet for at smide det væk.
Men at finde nogen til at reparere er blevet sværere, særligt i provinsen, hvorimod man i gamle dage godt kunne finde en skrædder på hovedgaden. Her spiller Create2Stay ind med stor erfaring og indsigt i brugervenlige re-commerce platforme. Deres løsning tilføjer virkelig værdi, både for ELSK og deres kunder, fordi systemet er integrérbart, nemt at bruge og kan skaleres. Således er et ellers omkostnings- og administrationstungt tilbud pludselig let for ELSK at udbyde – og derfor også ligetil for andre brands at efterfølge.
“Jeg kan ikke overdrive, hvor let og overskueligt det har været at implementere. Ingen skal tænke, fed idé, men det er for bøvlet.”
Håbet for ELSK er, at reparation bliver en løsning, flere vil bruge i fremtiden – både kunder og virksomheder. “Det skal bare være en selvfølge, at alle gør det. Jeg håber, at det er noget, som man i fremtiden kan pege lidt fingre på ved et brand, hvis ikke de tilbyder det her”. Opfordringen er hermed givet videre.
ELSK Repair er skabt som en del af en værdikæde, der har fået økonomisk støtte fra programmet Closing Loops. Lifestyle and Design Cluster er operatør og har hjulpet som facilitator. Closing Loops er EU-finansieret og støttes af EU’s regionalfond.