Skip navigation
Lakor Iværksætteri Headstart Fashion Finansiering (2)

Livsstilsbrand vil tredoble omsætningen

LAKOR vil kun have aktive partnere i ejerkredsen

Case

Ambitioner og balance

En arbejdsuge på 37 timer – og ønsket om en tredobling af omsætningen. 

Umiddelbart ikke den mest realistiske måde at definere sit ambitionsniveau på, men for ejerne af LAKOR er det afgørende, at de som familiefædre skal have en balance i deres liv. 

Det har ellers ikke skortet på fremdrift for brandet, der startede som et passionsprojekt ved siden af studier og fuldtidsarbejde. I dag har LAKOR to butikker, 23 ansatte og planer om internationalisering i 2023. 

Highlights
  • Ønsker at tredoble omsætningen, men prioriterer samtidig en 37-timers arbejdsuge
  • Brandet har nu to butikker og 23 ansatte
  • Planlægger at udvide internationalt i 2023.

Coast-kultur

LAKOR blev etableret i 2011 som et dansk bud på et tøjbrand, der skulle emme af ”coast” –   inspireret af amerikansk surfer- og livsstilskultur, men med et tydeligt dansk islæt, der skulle signalere værdien af dansk kystkultur. De tre stiftende partnere investerede tilsammen 120.000 kroner i projektet, der i starten blev drevet ved siden af deres studier.  

I udgangspunktet skulle salget foregå som online-salg, men ambitionerne voksede, så LAKOR også skulle have fysiske butikker. 

Efter tre år fik de en medinvestor ind, som skulle løfte projektet videre, hvilket lykkedes, og i 2014 fik brandet en investor mere med ombord. 

Den første LAKOR-butik åbnede i Aarhus i 2016, samtidig med at Jeppe Kornum Jensen trådte ind som direktør og medejer. To år senere åbnede LAKOR butik i København. På trods af et større opgravningsarbejde på gaden og corona-krisen, blev forretningen en succes med en god omsætning allerede det første år. 

Lakor Iværksætteri Headstart Fashion Finansiering (6)

Lakor Iværksætteri Headstart Fashion Finansiering (4)

Egne hænder på kogepladen

I 2020 takkede brandet farvel til investoren, og i dag ønsker partnerne, at der skal være sammenhæng mellem ejerskab og aktiv medvirken i driften. Ejerkredsen består nu af fem aktive partnere: Lasse Smed Kornum, Jesper Hjortkjær Unna, Kasper Aamand Petersen, Rasmus Matthiessen og Jeppe Kornum Jensen. 

Partnerkredsen dækker et bredt felt af kompetencer fra indkøb over produktion og salg. De er dog bevidste om, at en fortsat vækst kommer til at kræve specialkompetencer, som de ikke selv har i dag – blandt andet omkring varemærkebeskyttelse, ligesom de også har brug for mere viden om online markedsføring. 

De har derfor et lønnet advisory board, som de kan trække på et langt stykke ad vejen, samtidig med at de ved, at de får brug for at få nogle af kompetencerne in-house. 

Flere partnere er familiefædre og har derfor en ambition om at holde arbejdstiden på 37 timer.  De vægter i det hele taget et godt arbejdsklima, der skal være tro mod brandets lidt ”loose” stil.  Det betyder, at brandet både har en målsætning om en tredobling af omsætningen og en ambition om at blive Danmarks bedste arbejdsplads.  

Jeppe Kornum Jensen , Direktør
LiiteGuard

“Vi oplevede faktisk, at salget gik så godt, at vi ikke havde varer nok på lager”

Coast, kultur og community

Selv om udgangspunktet var online-salg, er detailbutikkerne blevet stadig vigtigere for LAKOR, da de er med til at udbrede brandets kreative designunivers. LAKOR-butikkerne bugner med måger, fiskerbilleder, fiskeriudstyr og sågar en enkelt svane – ting, som kunder har tilbudt dem, fordi de lever sig ind i det ”community”, som brandet har skabt. 

Under corona-krisen boostede LAKOR dog igen online-handlen, og den udgør stadig omkring 40% af den samlede omsætning.  

– Vi oplevede faktisk, at salget gik så godt, at vi ikke havde varer nok på lager, siger direktør Jeppe Kornum Jensen om det paradoks, som mindre vækstvirksomheder kan løbe ind i, når væksten presser likviditeten og dermed muligheden for at have varer nok på lager.