Skip navigation
Lifestyle Hub News

Bag om arkitekturen i Lifestyle Hub Aarhus

Fleksible trævægge, genbrugsmursten og runde sydhavnsvinduer - læs med og lær om Lifestyle Hub’s spændende arkitektur og detaljer samt tankerne bag dem.

Bag om arkitekturen i Lifestyle Hub Aarhus

Lifestyle Hub Aarhus er et centralt mødested for virksomheder fra mode, møbler og design samt beslægtede brancher, der vil være en del af et kreativt miljø. Her bor etablerede brands side om side med iværksættere, studerende og vidensmiljøer i et community, der sprudler af udvikling, samarbejde og innovation.  

Livsstilshuset står som en helt unik bygning i Sydhavnskvarteret i Aarhus. Her sætter vi fokus på husets arkitektur, de tanker og visioner, der ligger bag livsstilshusets udformning samt de elementer og materialer, der gør huset til noget helt særligt. 

 

Visionen for huset 

Lifestyle Hub Aarhus er tiltænkt som livsstilsbranchens samlingssted i Danmark. Tilsvarende steder har længe eksisteret i udlandet, eksempelvis i New York og London, men indtil nu har det manglet herhjemme. Huset er således skabt med en specifik branche i tankerne. Derudover er det lavet med en vision om at samle både små og store virksomheder, så de kan inspirere og bruge hinanden, og være et sted, hvor nye talenter kan finde vej ind i branchen. For at fremme samarbejde og netværk mellem disse forskellige beboere er husets arkitektur derfor åben og fleksibel. 

Peter Skjalm , Arkitekt
RUM3 Studio

“Vi ønskede efter to års designproces med de kommende lejere at skabe og designe et hus, som skulle repræsentere den grønne omstilling, som livsstilsbranchen står overfor. Derfor valgte vi blandt andet at tegne et træhus og vælge bæredygtige materialer, samt materialer fra 1950’erne som ikke har været brugt før, kaldet ‘New Old Stock.’”

Et af målene i skabelsen af Lifestyle Hub Aarhus var at bygge på en miljømæssigt ansvarlig måde, blandt andet for at inspirere husets beboere til også at følge dette princip i deres arbejde og på samme tid at sætte rammerne for det. Man har derfor arbejdet med biogene løsninger helt op på bygherreniveau, og bygningen er desuden DGNB-præcertificeret til guld. 

Fra et visuelt og arkitektonisk perspektiv var tanken, at Lifestyle Hub Aarhus skulle passe ind i området og have Sydhavnsstemning og på samme tid have lov til at stikke ud og være noget særligt. 

Mette Nymann , Arkitekt, partner, adm. direktør og bæredygtighedsleder
LOOP Architects

“Lifestyle Hub skulle have lov til at have en anden puls helt grundlæggende og fylde mere i gadebilledet i kraft af sin profil som træhus.”

Atrium og fag 

Selve bygningen består af fire etager. Husets omdrejningspunkt er et atrium, der går op gennem bygningen. Omkring atriummet ligger individuelle kontorer (som vi kalder “fag”), mødelokaler, små køkkener og døren ud til trappeopgangen og badeværelserne. Huset blev designet med atriummet som omdrejningspunkt med en ambition om, at dets åbne design ville skabe møder og netværk - som husets hjerte, hvor dets puls går igennem, og hvor det er nemt at høre og tale på tværs af etagerne. 

Bag Om Arkitekturen I Lifestyle Hub Aarhus Atriumrum

Atriummet på første sal.

Det er selvfølgelig også vigtigt, at man i huset har mulighed for at finde ro til at fordybe sig i sit arbejde. Dette er fagene designet til. Her er der lagt et stort arbejde i at sørge for, at akustikken og lydisoleringen er god, så man ikke forstyrres af alt det, der foregår ude i atriummet.  

Fagene er lavet med store, indbydende vinduer ind mod atriummet for at vise, at der er liv i huset, og at der sker noget ude i virksomhederne, selv når dørene er lukkede. Det er desuden helt op til den enkelte virksomhed, hvordan man vil indrette og pynte, så man kan skabe sit eget lille univers, og vælge hvordan man vil vise sig frem til fællesskabet og omverdenen. Det gælder især for de fag i stueetagen, der vender mod gaden; de er nemlig udstyret med vinduer, der fylder hele endevæggen, så de kan benyttes som showroom. 

Et af målene for livsstilshuset er, at der skal være plads til både små og større virksomheder, samt at man kan starte op her som nyuddannet og/eller iværksætter og have plads til at vokse sig større. Fagene er derfor opdelt med fleksible skillevægge. Modsat typiske skillevægge lavet i gips, er disse skillevægge lavet i krydsfiner af fyrretræ og konstrueret sådan, at de kan tages ned og derved slå to mindre fag sammen til ét større. Fyrretræet giver desuden et flot udtryk og et godt sensorisk arbejdsmiljø. 

Peter Skjalm , Arkitekt
RUM3 Studio 

“Et kardinalpunkt for huset er de mange skillevægge produceret af krydsfiner, som skaber de enkelte lejemål. Vi har designet væggene sådan, at de kan fjernes og genetableres igen og igen, så man ikke, som med gipsvægge, smider ud unødigt.”

Bag Om Arkitekturen I Lifestyle Hub Aarhus Fag Med Fleksibel Skillevæg

Fag med fleksibel skillevæg.

Træ og beton 

Træ som materiale har i det hele taget spillet en stor rolle i konstruktionen af Lifestyle Hub Aarhus, der fra starten var tænkt som et “træhus.” Store dele af huset, herunder dæk, søjler, bjælker og overflader, er lavet i limtræ og fyrretræ. Selvom der kun er brugt to slags træ, opstår der alligevel et flot og varieret farvespil, da fyrretræet fremstår i flere forskellige nuancer pga. de forskellige lakeringer, det er behandlet med.

Mette Nymann , Arkitekt, partner, adm. direktør og bæredygtighedsleder
LOOP Architects

“Alle kan se, hvad afsættet har været – at træet indtager en helt tydelig plads.”

For enden af huset findes dets stabiliserende element, der er lavet i beton. Det er også her, trappeopgangen er placeret, både af hensyn til brandsikkerheden og fordi en trappe skal kunne tåle meget brug, hvilket beton er velegnet til. 

Genanvendte materialer og New Old Stock 

I skabelsen af Lifestyle Hub Aarhus har man haft en ambition om at bygge på en miljømæssigt ansvarlig måde, blandt andet ved at begrænse brugen af nye materialer. Eksempelvis er cirka halvdelen af de røde mursten på facaden af bygningens to gavle genanvendte; de kom originalt fra en af de gamle bygninger i Sydhavnskvarteret. For at mindske CO2-udledningen i konstruktionen er de resterende mursten blevet brændt med biogas 

Blandingen af nye og gamle mursten var tænkt som en symbolsk afspejling af husets brugere; nyopstartede iværksættere og veletablerede, erfarne virksomheder. De røde mursten er desuden med til at forbinde Lifestyle Hubs visuelle identitet med resten af Sydhavnen. 

Ud over murstenene er resten af bygningens facade dækket af aluminiumsplader, som kan genanvendes i fremtiden. 

Nogle af materialerne i Lifestyle Hub Aarhus er fundet gennem konceptet New Old Stock; det vil sige materialer, der er mange år gamle og ofte gået ud af produktion, men som aldrig er benyttet før. I Lifestyle Hub Aarhus gælder det blandt andet klinkerne på badeværelserne samt de flotte fliser på væggene i badeværelserne og køkkenerne. De giver et unikt og lidt retro udtryk, som man måske ikke ville have fået ved at bruge mere moderne, hvide klinker. 

Bag Om Arkitekturen I Lifestyle Hub Aarhus Fliser

Vægfliser på et af badeværelserne.

Synlige installationer 

En af de mere iøjnefaldende detaljer ved Lifestyle Hub Aarhus er, at alle installationer i huset er synlige. Det er hovedsageligt gjort for at mindske brugen af ressourcer i bebyggelsen;  den måde behøver man ikke at bruge materialer på at gemme rør osv. bag vægge og lofter. Som bonus giver det selvfølgelig også mere loftshøjde.  

Det er dog ikke kun gjort af praktiske årsager; det handler også om æstetikken. Ved at folde maskinrummet ud på den måde, får huset et mere råt og ærligt udtryk, der passer godt ind i havneområdet. Og ved ikke at lægge skjul på, hvordan huset er sat sammen, kan det også symbolisere og inspirere til transparens – en værdi som Lifestyle and Design Cluster og husets øvrige beboere lægger stor vægt på. 

Runde vinduer 

Lifestyle Hub Aarhus er i den ene ende udstyret med flotte runde vinduer på begge sider af bygningen – ud mod resten af Sydhavnen og ind mod kunstgården. De er lavet med inspiration fra bl.a. Badeanstalten Spanien og andre byggerier i Sydhavnsområdet. Vinduerne giver Lifestyle Hub et flot, anderledes udtryk og den runde form symboliserer cirkularitet – endnu en værdi, der fylder meget hos husets beboere.

Bag Om Arkitekturen I Lifestyle Hub Aarhus Mødelokale

Mødelokale med rundt vindue ud mod Kunstgården.

Tagterrasse 

På toppen af bygningen er Lifestyle Hub udstyret med en tagterrasse. Selvom Sydhavnen er kendetegnet af bygninger, der er meget højere end Lifestyle Hub Aarhus, så er der alligevel en flot udsigt heroppefra, da der ligger en lavere bygning på hver side af huset. Tagterrassen er udstyret med solceller, der er med til at gøre huset mere ansvarligt energimæssigt. På sigt er det er også planen, at dele af tagterrassen skal beplantes.

Begrebsafklaring 

DGNB: En frivillig certificeringsordning, der benyttes til at måle, samarbejde om, og fremme bæredygtighedshensyn i hele det byggede miljø. Certificeringen består af en række kriterier, der samlet set vurderer en bygning ud fra en række sociale, miljømæssige og økonomiske parametre. Det omfatter blandt andet emner som biodiversitet, indeklima, miljøfarlig og sundhedsskadelig kemi, CO2-aftryk, sociale forhold og holdbarhed. I certificeringen kan man opnå sølv, guld eller platin, alt efter hvor godt projektet performer. 

 

Lifestyle Hub Aarhus er skabt i samarbejde med: 

Bygherre: A. Enggaard A/S 

Arkitekter: LOOP Architects, RUM3 Studio 

Rådgivende ingeniører: Søren Jensen  
 

 

Kilder: