Skip navigation
Web

Digital transformation med fokus på EU's Digitale Produktpas

Projektet om EU's Digitale Produktpas har forberedt danske livsstilsvirksomheder på fremtidige krav om gennemsigtighed og sporbarhed i produktkæden.

Klar til fremtiden

Fra krav til konkurrencefordel: EU’s Digitale Produktpas

Projektet om EU's Digitale Produktpas har haft til formål at forberede danske livsstilsvirksomheder på fremtidige krav om gennemsigtighed og sporbarhed i produktkæden.

Gennem anvendelse af teknologier som blockchain og IoT har projektet skabt en platform for udvikling af digitale produktpas, der kan understøtte cirkulære forretningsmodeller og bidrage til den grønne omstilling.

Læs her om, hvordan projektet har samlet virksomheder, forskere og studerende i et fælles arbejde for at gøre fremtidens digitale krav forståelige og anvendelige i praksis. 

  • Klargøring til EU-krav via blockchain og IoT skaber gennemsigtighed i værdikæden
  • 14 virksomheder testede digitale produktpas og fik konkrete værktøjer
  • Behov for mere brugervenlige bæredygtighedsværktøjer

Indsigter fra forskerne bag projektet

Jesper Thisted Larsen, lektor ved KEA – Københavns Erhvervsakademi, har gennem projektet om EU´s digitale projektpas arbejdet med at øge forståelsen for området blandt virksomhederne.

Gennem workshops og individuelle møder har han fokuseret særligt på forsyningskæden og kommunikation med leverandører. Jesper fremhæver, at der er betydelige kommunikationsudfordringer med at formidle de komplekse krav til digitale produktpas-data til leverandører, og at det kræver en målrettet indsats at få dem med i processen.
KEA har også undersøgt forbrugernes reaktioner på digitale produktpas ved at indsamle feedback fra over 200 personer, der testede tre prototyper. Undersøgelserne afslørede, at der er stor interesse og nysgerrighed omkring konceptet, men også at de komplekse data skaber forvirring blandt forbrugerne. Mange efterspurgte et mere tilgængeligt bedømmelsessystem, som f.eks. et "smiley-skema", for nemmere at kunne tolke bæredygtighedsdata. 

Meiken Hansen, Ph.d., og Emilie Møllenbach fra FORCE Technology har undersøgt, hvordan digitale produktpas påvirker danske tekstilvirksomheder. De har analyseret relevante softwareplatforme og perspektiveret kravene til digitale produktpas i forhold til eksisterende systemer, som virksomheder allerede bruger.
De har også arbejdet tæt sammen med virksomhederne for at evaluere Trust Traces dataprotokol og identificere barrierer i implementeringen.

Derudover har de udviklet et dialogværktøj og oplysende materiale, som kan hjælpe virksomhederne med at forberede sig på kravene fra EU's produktpas.
FORCE Technology har gennem projektet fået en dybere forståelse for tekstilindustriens praksisser og de udfordringer, virksomhederne står over for i forhold til produktion og datahåndtering. Denne indsigt gør det muligt at støtte virksomheder endnu bedre fremover. 

Produktpas-EU-lovgivning-bæredygtig-fremtid

Resultaterne fra projektet

Projektet har skabt konkrete resultater, der viser potentialet i samarbejdet mellem teknologi og virksomheder.

I alt har 14 virksomheder deltaget i caseforløb, hvor de har arbejdet med at integrere digitale produktpas i deres forretningsmodeller. Tre af disse virksomheder har yderligere testet digitale produktpas i samarbejde med studerende fra KEA, hvilket har givet værdifulde erfaringer og slutbrugerindsigter. Derudover er der udviklet et dialogværktøj, som hjælper virksomheder med at navigere i de komplekse krav og muligheder, der følger med implementeringen af digitale produktpas. 

Projektet har demonstreret, hvordan teknologi kan være en drivkraft for bæredygtig udvikling og har banet vejen for, at danske virksomheder kan være frontløbere i implementeringen af EU's digitale produktpas. 

Programmet – Indsigter fra projektet og branchens fremtid

Webinaret startede med en præsentation fra en repræsentant fra den Danske Erhvervsstyrelsen, som fremhævede betydningen af finansiering til initiativer som dette projekt. Oplægget gav en statusopdatering på EU’s Digitale Produktpas og dets betydning for industrien. 

Derefter præsenterede Jesper Thisted Larsen fra KEA og Emilie Møllenbach/Meiken Hansen fra FORCE Technology erfaringer fra projektets 14 caseforløb. Disse cases illustrerede, hvordan virksomheder i mode- og møbelbranchen har arbejdet med at implementere digitale produktpas. De delte også praktiske råd til virksomheder, der ønsker at tage de første skridt mod implementering af teknologien. 

En central del af programmet var erfaringer fra virksomheder, der havde modtaget feedback på deres digitale produktpas-prototyper fra studerende ved KEA. Studerende præsenterede også resultater fra tests med slutbrugere, hvor de delte indsigt i markedets parathed og forventninger til digitale produktpas. 

Jesper Thisted Larsen , Lektor
KEA – Københavns Erhvervsakademi

“Der er betydelige kommunikationsudfordringer med at formidle de komplekse krav til digitale produktpas-data til leverandører. Det kræver en målrettet indsats at få dem med i processen”

Nordiske succeshistorier og praktiske eksempler

I webinarets afsluttende del blev der præsenteret inspirerende cases fra nordiske partnere. Holzweiler, et nordisk modebrand, delte deres erfaringer med at arbejde med digitale produktpas, mens Vestre, en førende møbelvirksomhed, viste, hvordan data fra produktpas kan skabe nye forretningsmuligheder. Johanson Design gav et indblik i APPEND, en case om digitale produktpas i den svenske møbelindustri. 

Praktisk støtte til virksomheder

Lifestyle & Design Cluster afsluttede webinaret med at fremhæve, hvordan virksomheder kan få støtte til at komme i gang med digitale produktpas, både lokalt gennem SMV-grøn, nationalt via KEA, FORCE og DM&T, samt gennem Data -> Business, som er et Nordisk Interreg-finansieret projekt.