Skip navigation

Det har været en øjenåbner

READY-projektet har vist BESTSELLER, at stærkere materialeforståelse bliver en afgørende kompetence i fremtidens modebranche

Hvordan udvikler man fremtidens tekstiler, når materialerne forandrer sig? Det spørgsmål har BESTSELLER arbejdet intensivt med gennem innovationsprojektet READY, hvor fokus har været på at styrke forståelsen af materialer, genanvendelse og nye teknologier.

For virksomheden har projektet været med til at flytte materialer fra at være et element i produktudviklingen til at blive et strategisk fokusområde.

- Det har været en øjenåbner, siger Dea Marcela Tuns, Innovation Project Specialist om erkendelsen af, at nye og genanvendte materialer ikke nødvendigvis kan behandles som direkte erstatninger for traditionelle materialer.

Gennem READY har BESTSELLER undersøgt, hvordan Material Driven Design (MDD) kan bruges til at bringe materialet tidligere og mere aktivt ind i designprocessen. Samtidig har projektet givet virksomheden mulighed for at opbygge en langt dybere forståelse af fibre, garn og materialekvalitet.

- Historisk har vi arbejdet meget med færdige produkter fra vores leverandører. Men når vi taler om genanvendte materialer, er vi nødt til at forstå, hvad der sker helt nede på fiber- og garnniveau. Det kræver en anden type indsigt og kompetencer, siger Anders Schorling Overgård, Materials Research Lead hos BESTSELLER.

 

Det handler Ready om
  • Indsamling af viden og metoder
  • Undersøgelse af lokalt producerede tekstiler
  • Design for cirkularitet og lang levetid

Ny teknologi kan ikke stå alene

En af de vigtigste erfaringer fra READY er, at udviklingen af nye materialer og textile-to-textile-løsninger ikke alene handler om teknologi. Det kræver også en langt stærkere forståelse af materialernes egenskaber, muligheder og begrænsninger.

- Det har været afgørende for os at undersøge, hvordan MDD kan omsættes til praksis i en stor organisation med forskellige brands, produktkategorier og arbejdsgange, siger Dea Marcela Tuns.

I projektet har brands som VILA, SELECTED, ONLY, ONLY & SONS, JACK & JONES og PIECES bidraget med cases og erfaringer fra den daglige produktudvikling. Samtidig har READY gjort det muligt at teste og sammenligne materialer, benchmarke kvalitet og evaluere nye fibre og teknologier.

- Projektet har givet os mulighed for at sammenligne materialer, benchmarke kvalitet og teste nye fibre og teknologier på en måde, vi ikke tidligere har kunnet. Det betyder, at vi kan stille de rigtige spørgsmål til leverandørerne og træffe bedre beslutninger, siger Anders Schorling Overgård.

Særligt genanvendt polyester og bomuld har været i fokus, da de udgør virksomhedens to største fibertyper. I et samarbejde mellem ONLY og den tyrkiske virksomhed Re&Up har BESTSELLER blandt andet arbejdet med tekstil-til-tekstil-genanvendelse og vist, at polyester baseret på tekstilaffald kan erstatte jomfruelige materialer.

Dea Marcela Tuns , Innovation Project Specialist
Bestseller

“Det har været en øjenåbner, at nye og genanvendte materialer ikke nødvendigvis kan behandles som direkte erstatninger for traditionelle materialer.”

Teknologien virker - men økonomien udfordrer

Selvom de tekniske resultater er lovende, er vejen til storskala anvendelse endnu ikke uden udfordringer.

- Vi forventer at teknologierne over tid vil virke teknisk, men økonomien er stadig en barriere. Nogle af de materialer, vi har arbejdet med, har været væsentligt dyrere end de konventionelle alternativer, og det er en udfordring på et prisfølsomt marked, siger Anders Schorling Overgård.

Samtidig kræver overgangen til en mere cirkulær tekstilbranche store investeringer i indsamling, sortering, genanvendelsesanlæg og produktionskapacitet. For BESTSELLER handler omstillingen derfor ikke kun om materialer, men om udviklingen af et helt nyt økosystem.

Anders Schorling Overgård , Materials Research Lead
BESTSELLER

“- Når vi forstår materialerne bedre, bliver vi også bedre til at navigere i udviklingen og træffe kvalificerede valg om fremtidens materialer og teknologier.”

Materialeforståelse er en strategisk kompetence

READY har også vist værdien af praksisnære læringsformater. Særligt de såkaldte labdays har gjort det muligt at omsætte forskningsbaseret viden til konkrete erfaringer for designere, indkøbere og produktteams.

For Dea Marcela Tuns er den vigtigste læring, at Material Driven Design ikke kan implementeres gennem enkeltstående workshops.

- Material Driven Design er ikke et plug-in-værktøj, man bare kan sætte på som én workshop. Det er en serie af metoder og en kompetence, der skal bygges over tid, siger hun.

Selvom READY-projektet nu afsluttes, ser BESTSELLER det som begyndelsen på en længere udviklingsrejse. Ambitionen er at videreføre erfaringerne gennem labdays, konkrete cases,

Dea Marcela Tuns og Anders Schorling Overgård ser begge den største værdi af READY i de kompetencer og den viden, der er blevet opbygget.

- Det har hjulpet os med at se, at materialeforståelse ikke kun er teknisk specialviden - det er en strategisk kompetence i fremtidens produktudvikling, siger Dea Marcela Tuns.

- Når vi forstår materialerne bedre, bliver vi også bedre til at navigere i udviklingen og træffe kvalificerede valg om fremtidens materialer og teknologier, supplerer Anders Schorling Overgård.

Fakta om projekt Ready

Forskningsprojektet Ready skal gøre Danmark førende på vejen mod en mere cirkulær tekstilproduktion.
Outsourcing af den danske tekstilbranches produktion har medført et stort tab af viden. Med 17,5 millioner kroner fra Innovationsfonden skal Projekt READY skaffe ny viden om en mere bæredygtig tekstilproduktion og give Danmark en global førerposition på området.
Ambitionen bag READY er at styrke innovations- og konkurrencekraften, så både små og store tekstilvirksomheder gennem optimerede produktionsmetoder, nye tekstiler, teknologier, designstrategier og cirkulære forretningsmodeller kan indfri deres vækstpotentiale.