Skip navigation
Deltagere i Data til Business

Lad data give dit brand mere værdi

Sporbarhed og transparens skaber nye muligheder for vækst.

- Enten er vi en del af problemet – eller en del af løsningen, sagde professor på Copenhagen Business School, Carsten Sørensen til deltagerne i en workshop i Data til Business-projektet.  

Her deltager 60 nordiske virksomheder i det treårige projekt, der tager udgangspunkt i det kommende EU-krav om et digitalt “pas” til alle produkter (Digital Product Passport – DPP). Det skal gøre det lettere for forbrugere at få viden om produkter - herunder oprindelse, materialer, reparationsmuligheder, genanvendelighed og CO₂- aftryk.  

Oplægsholder på Data til Business

Carsten Sørensen, professor, Copenhagen Business School

Gør data til forretning  

Formålet med projektet Data til Business er at hjælpe virksomhederne i processen med at gøre data til passet tilgængelige – og i lige så høj grad at få virksomheder til at bruge dem offensivt og kommercielt. Her er transparens og sporbarhed fundamentet for at kunne dokumentere blandt andet råvarer, produktion, klimabelastning og genanvendelse.  

Carsten Sørensen påpegede desuden vigtigheden af, at virksomhederne ser datahøst og DPP som en mulighed – frem for at være et problem. 

- Det er vigtigt at se EU’s krav om Det Digitale Produktpas som en strategisk mulighed for at virksomhederne. De kan bruge processen til at opgradere deres digitale modenhed og samtidig etablere værdifulde nye tjenester, siger han. 

Digitale tjenester, der binder den fysiske og den digitale verden sammen, kan bidrage til producenters værdiskabelse ved at opnå stærkere forbindelser med slutkunder og ikke mindst til at skabe tættere samarbejde i økosystemer, hvor blandt andet data fra det digitale produktpas aktiveres mellem aktører.  

Fordi vi VIL  

Det danske tøjbrand Les Deux er i 2026 med i projekt Data til Business sammen med 24 andre brands. Brandet er etableret i 2011 og bygget op om wholesale.  

- Vi deltager i projektet for at forpligte og dedikere os selv til at arbejde mere med sporbarhed og transparens på produktniveau – ikke fordi vi skal – men fordi vi gerne vil, siger Anna Österdahl, Lead ESG- and Product Compliance. Brandet er i en fortsat stor vækst, hvilke stiller stadig større krav til mængden af data og dermed også behovet og mulighederne for at udnytte dem ud fra et forretningsmæssigt perspektiv. 

- Vi kan se, hvordan samarbejdet på tværs af afdelinger er særligt essentielt for et projekt som dette.  Med den viden, vi får her, og de øvelser vi er igennem, kan vi se hvordan vi kan og skal omsætte produkt- og ESG-data til brug i en ny kontekst og dermed udvikle nye forretningsmuligheder, siger Anna Österdahl. Derfor er det også vigtigt, at deltagelsen i programmet gerne munder ud i brugbare løsninger, der styrker virksomheden. 

Anna Österdahl , Lead ESG- and Product Compliance
Les Deux

“Vi deltager i projektet for at forpligte og dedikere os selv til at arbejde mere med sporbarhed og transparens på produktniveau – ikke fordi vi skal – men fordi vi gerne vil.”

Deltagere i Data til Business

Anna Österdahl og Gry Anna Nordensgaard, Les Deux

Deltagere i Data til Business

Stina Meynert og Julia Wetterling, String Funiture

Mere ud af forretningen  

Samme argumenter driver det svenske møbelbrand String Furniture, der har udviklet og produceret en række møbelklassikere siden 1949. Mere end 95 procent af produktionen foregår i Sverige hos leverandører med et fokus på genanvendelige og genanvendte materialer. 

- For os handler det digitale produktpas om mere, end ”bare” at overholde regler. Vi ønsker, at vi skal få mere ud af vores forretning med data, siger Julia Wetterling, E-com and Content Activator. Brandet har i forvejen en stor mængde data, der indsamles og anvendes blandt andet til virksomhedens Co₂-regnskab. Og netop storytellingen med mindre svenske leverandører kan underbygges endnu mere, når der er transparens og sporbarhed hele vejen fra snedker til storkunder.   

Tre temaer  

I løbet af den treårige projektperiode gennemgår 60 virksomheder fra Norge, Sverige og Danmark et kompetence- og læringsforløb, hvor medarbejderne har flyttet fokus fra det rent juridiske vedrørende produktpasset til en kommerciel forretningsmulighed.   

Virksomheder går ind i Data til Business med forskellige motiver – men på tværs af besvarelserne tegner der sig tre tydelige drivkræfter:  

  • behovet for at leve op til kommende krav,  
  • ønsket om at skabe ny forretning  
  • fokus på at opbygge kompetencer. 

For en stor del af virksomhederne handler deltagelsen først og fremmest om at være på forkant med regulering. Især kommende EU-krav som Digital Product Passport (DPP). Her er målet at få styr på data, sporbarhed og leverandørkæder, så man står stærkere, når kravene træder i kraft. 

Samtidig ser en anden gruppe virksomheder data som mere end en forpligtelse. For dem er DPP og øget transparens en mulighed for at styrke brandet, udvikle nye forretningsmodeller og komme tættere på kunderne. Det gælder blandt andet gennem bedre produktkommunikation og udvikling af cirkulære services som reparation, videresalg og takeback-ordninger. 

Endelig deltager en tredje gruppe med et mere læringsorienteret udgangspunkt. Her er fokus på at opbygge viden, teste løsninger og indgå i samarbejder. For disse virksomheder er netværk, sparring og konkrete eksperimenter med DPP centrale elementer i arbejdet. 

Samlet set peger besvarelserne på en bevægelse: fra et snævert fokus på compliance mod en bredere, mere strategisk tilgang, hvor data og transparens i stigende grad bliver en løftestang for innovation og forretningsudvikling. 

Virksomheder træder sig selv over tæerne 

En anden udfordring ligger i det langsigtede. En screeningtest af de deltagende virksomheder peger på, at investeringer i forskning og uddannelse ikke prioriteres eller mangler retning.  

- Uden faste budgetter og strategiske valg bliver kompetenceopbygning let tilfældig – og det bremser udviklingen. For det er netop her, fundamentet lægges for at kunne arbejde mere kvalificeret med data, transparens, sporbarhed og cirkularitet, siger Emelie Palmquist, Den Svenske Tekstilhøjskole, Science Park Borås. 

Midt i det hele står Digital Product Passport (DPP) som en mulig gamechanger, som et værktøj, der både kan hjælpe virksomheder med at leve op til krav, og samtidig løfte dem til mere strategisk udnyttelse af data - også forretningsmæssigt. 

Derfor er temaerne for de tre workshops i 2026 da også: 

  • Find data - introduktion til sporbarhed og transparens  

  • Manage data - fra data til information og handling  

  • Create value from data - fra data til konkret værdi og nye forretningsmuligheder  


Det nye hold består af:  

  • MØBEL: Blå Station (SE) · Gärsnäs (SE) · String Furniture (SE) · DUX Nordic AB (SE)  · Vilax Produktion AB (SE) · StableTable Scandinavia AB (SE) · IKEA (SE) Fora Form AS (NO) · Ekornes (NO) · HOUE ApS (DK) · Gubi (DK) · Nine United (DK) · Brandtown AB (SE) og IKEA (SE)  

  • INTERIØR / DESIGN: Shyness Interior (SE) · Ferm Living (DK) · Rosendahl Design Group (DK) · reCovers Sweden (SE) · Fischer Group (DK)  

  • FASHION / SKO / RETAIL: J. Lindeberg (SE) · Les Deux ApS (DK) - Varsity Headwear (NO) · Kattnakken (NO) · ECCO Sko A/S (DK) · Nilson Group (SE) · Salling Group (DK)   

 

Fakta  

Lifestyle and Design Cluster står sammen med fire nordiske organisationer - NF&TA, PlusLab, Science Park Borås og Interior Cluster Sweden - bag det EU-finansierede Interreg ÔKS projekt “Data - Information – Cirkularitet - i daglig tale: ”Data til Business”. 

 

Fakta om DPP 

EU's digitale produktpas er et obligatorisk, digitalt "identitetskort" for produkter, der markedsføres i EU, indført via Ecodesign-forordningen (ESPR). Det er en digital fil, tilgængelig via f.eks. QR-koder, der sporer et produkts fulde livscyklus, herunder oprindelse, materialer, kemikalier, reparationsevne og genanvendelse. Formålet er at fremme den cirkulære økonomi og bæredygtighed ved at gøre produktdata tilgængelige for myndigheder, virksomheder og forbrugere.    

Finansiering og videnspartnere