Skip navigation

Stigende interesse for cirkulære løsninger

LOOP Forum 2026 viste et marked i bevægelse. Hvor cirkulære løsninger ikke kun inspirerer, men efterspørges, skaleres og omsættes til forretning.

Stigende interesse for cirkulære løsninger

Der var forretning i luften på LOOP Forum 2026. Det var som om, en duft af penge blandede sig med de langsigtede løsninger. En ny slags interesse, hvor langt flere end sædvanligt spurgte nysgerrigt ind til at investere i cirkularitet. Som om vi bevæger os fra tilbagelænet afventen til reel efterspørgsel.

Kim Rohde Mogensen er CEO i Textile Pioneers, og har udstillet på messer i mange år. Derfor er han vant til LOOP Forum, men oplevede i år en ny tendens:

”Folk er ikke længere så reserverede. De kommer og snakker mere. Før i tiden forbandt de det cirkulære med fremtiden, men nu har de en forventning om at kunne købe noget. I år kan vi bruge udstillingen som en salgsmesse,” siger han, og forklarer, at hans virksomhed også har flyttet sig.

”Vi gør mere ud af at fortælle, hvad man også kan købe hos os, og vi er mere konkurrencedygtige end de første år. Jeg har t-shirts, der er 100% genanvendte, og nu er vi der, hvor vi kan skalere. Da vi startede, var vores garner dyre, fordi alt skulle udvikles. Men nu har vi billige råmaterialer, og er derfor konkurrencedygtige i forhold til det konventionelle."

Ragna Sara Jónsdóttir fra FÓLK har samme oplevelse. Hun er også vant til at udstille på LOOP Forum, men oplever dette år som det bedste:

”Arrangørerne er dygtige til at samle mennesker, der vil det her med det cirkulære. Folk stiller flere og bedre spørgsmål end tidligere. Det er så tydeligt, at de søger viden, og er oprigtigt interesserede i, hvordan vi arbejder. Jeg synes også, der kom flere business-folk forbi, som viste interesse i at være med i den cirkulære omstilling. Jeg tror, de ser mulighederne i det, så jeg er meget optimistisk.” 

Debat på LOOP Forum 2026

LOOP Forum 2026

LOOP Forum 2026 28.-29. april 2O26

LOOP Forum 2026

Gode debatter om fremtidens spilleregler 

Men træerne vokser naturligvis ikke ind i himlen. Der er stadig mange cirkulære udfordringer, inden der kan skabes solide bundlinjer. Netop derfor er det vigtigt at lede efter løsninger og dele viden, så  Lifestyle and Design Clusters stand gik debatterne livligt.

Fx om erfaringerne fra projektet Data til Business, som har fokus på at gøre EU-regler til konkurrencekraft.

Hvordan kan vi fx flytte det digitale produktpas fra at være en administrativ byrde til en strategisk løftestang for cirkulær forretningsudvikling?

EU’s krav om transparens og dokumentation ændrer spillereglerne. Men de virksomheder, der arbejder strategisk med data, sporbarhed og digitale produktpas (DPP), kan skabe langt mere end compliance.

Det debatterede et veloplagt panel:

  • June Harrild, Digital Manger, Green Cotton Group
  • Sanne Nørgaard, Managing Director, Green Cotton Group
  • Heidi Bøjlesen, Digitization and Master Data Manager, HOLMRIS B8
  • Signe Marie Bakka Backhaus, Director of Design & Product Development, roccamore
  • Heidi Svane Pedersen, Head of Digital, Lifestyle and Design Cluster

Moderator: Mikkel Frost, Evaluator for projektet Data til Business, Pluss Leadership

Blandt de mange gode pointer var:  

  • Det digitale produktpas skal skabe værdi for kunderne. Derfor er det vigtigt, at virksomheder undersøger, hvad der er vigtigt for netop deres kunder. Hav fokus på, hvad kunden gerne vil have, frem for hvad virksomheden selv vil informere om.
  • Der skal fx meget til, før kunder klikker på en QR-kode: ”Vi har erfaret, at kunden læser utrolig lidt tekst. Vi vil så gerne forklare vores produkter, men folk er blevet mere visuelle og går ikke så meget i dybden med ting.” 
  • Man skal være meget opmærksom på, hvilke partnere, man finder på sin vej. Det gælder om at finde nogen, der vil løfte sammen med en.
  • Du er i møbelbranchen nødt til at have styr på dine data. Ofte jagter vi de samme data. Min drøm er, at vi fisker i den samme sø.
  • Man skal have ledelsen og sælgerne med, ja, inddrag hele organisationen. 
  • Brug ikke et år på at samle data. Få hjælp til at strukturere, og gå så i gang med at afprøve.
  • Hvis du ikke er cirkulær i 2030, så er du ikke konkurrencedygtig. For der kommer forventninger fra yngre kunder plus fra business to business. Så kom i gang med at øve jer, nu så I kan modne organisationen
Kim Rohde Mogensen , CEO
Textile Pioneers

“Vi er mere konkurrencedygtige end de første år. Jeg har t-shirts, der er 100% genanvendte, og nu er vi der, hvor vi kan skalere.”

Den cirkulære omstilling er i gang 

CEO Sanne Nørgaard fra by Green Cotton deltog i flere debatter og udstillede på den kuraterede Lifestyle and Design Cluster Exhibition.  

Hun var meget positiv over dagene på LOOP Forum, hvor by Green Cotton udstillede deres løsning på det digitale produktpas.  

”Der er mange, som spørger ind til, hvordan vi har gjort, og tankerne bag. De vil også gerne have præcise tekniske informationer, men jeg vil jo rigtig gerne fortælle historien om, hvorfor kunderne har taget så godt imod vores løsning. Vi arbejder med gensalg og tager alle produkter tilbage. Det er der interesse for at høre om, og vi har haft mange besøgende. Jeg lægger bl.a. mærke til, at her er mange unge samt et ret internationalt publikum.”  

Direktør Betina Simonsen fra Lifestyle and Design Cluster glæder sig over, at både udstilling og debatter gik så godt: 

”Vores medlemsvirksomheder står midt i en omfattende omstilling. Derfor er det afgørende for os at fremhæve de virksomheder, der allerede er godt i gang, og dele deres erfaringer. Med et klart fokus på at skabe innovation og styrke konkurrenceevnen sikres det samtidig, at ressourcerne udnyttes så effektivt som muligt.” 

 

Produkt på LOOP Forum 2026

LOOP Forum 2026

Produkt på LOOP Forum 2026

LOOP Forum 2026

Heidi Svane Pedersen , Head of Digital og leder af Data til Business
Lifestyle and Design Cluster

“Vi står midt i et skifte, hvor cirkularitet ikke længere er en vision, men en konkurrenceparameter. De virksomheder, der investerer i data og digitale kompetencer nu, får et reelt forspring. ‘Data til Business’ hjælper med at omsætte krav om transparens og digitale produktpas til konkret forretningsværdi – og med at opbygge de kompetencer i organisationen, der er afgørende for at lykkes. ”