Skip navigation
Lancering af National Handlingsplan for Tekstiler

Ny fælles retning for tekstilsektoren

National Handlingsplan for Tekstiler er lanceret. Ni initiativer fordelt på tre spor skal styrke den cirkulære omstilling i tekstilsektoren.

9. oktober 2026

Ny fælles retning for tekstilsektoren


National Handlingsplan for Tekstiler lanceret: Tre spor samlet i ni initiativer, skal styrke den cirkulære omstilling på tværs af tekstilsektoren. Lanceringen på Nationalmuseet satte fokus på både fælles ansvar og konkrete løsninger.

Hvordan får vi mere ud af færre tekstiler?

Det spørgsmål stod centralt, da National Handlingsplan for Tekstiler den 2. oktober blev lanceret på Nationalmuseet i København.

Klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa satte den politiske ramme for dagen. Skal tekstilernes klima- og miljøbelastning ned, kræver det både nye løsninger i sektoren og ændringer i den måde, vi bruger, reparerer, genbruger og køber tekstiler på.

Og én pointe gik igen gennem dagen: Ingen kan løse opgaven alene.

Hele værdikæden hænger sammen, og derfor skal løsningerne også udvikles på tværs. 

Marie Busck fra Dansk Mode & Textil er forperson for styregruppen bag handlingsplanen. Hun gjorde udfordringen konkret med et enkelt billede: ”En skjorte designes, produceres, bruges og repareres - og måske får den til sidst nyt liv som noget andet. I hvert led er der noget, der enten kan forlænge tekstilets levetid – eller stå i vejen for det.” 

Lancering af National Handlingsplan for Tekstiler

Klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa og konsortiet bag National Handlingsplan for Tekstiler. (Foto: Lars K. Engelgaar)

Lancering af National Handlingsplan for Tekstiler

Lancering af National Handlingsplan for Tekstiler. (Foto: Lars K. Engelgaar)

Lancering af National Handlingsplan for Tekstiler

Lancering af National Handlingsplan for Tekstiler. (Foto: Lars K. Engelgaar)

Minister og forperson til lancering af National Handlingsplan for Tekstiler

Klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa og forperson Marie Busck (Foto: Lars K. Engelgaar)

En plan er ikke et resultat i sig selv

National Handlingsplan for Tekstiler inkluderer ni initiativer samlet i tre spor, som tilsammen skal bidrage til at reducere produktion og forbrug af tekstiler og mindske klima- og miljøbelastningen.

De tre spor retter sig mod branchens cirkulære omstilling, cirkulær infrastruktur og systemløsninger på tværs af private og offentlige aktører, samt tekstil dannelse, kompetencer og adfærd.

Handlingsplanen er udviklet af konsortiegruppens tre partnere, som hver repræsenterer vigtig viden; Dansk Mode og Textil har fokus på branchens vilkår, Lifestyle and Design Cluster har fokus på innovation og værdikædesamarbejde, og TRACE repræsenterer forskningen. Herudover er en lang række aktører blevet inddraget, som alle er nået til enighed om planens målsætninger og indhold. 

Men lanceringen er ikke et slutpunkt. 

”Planen er jo ikke et resultat i sig selv. Det er de handlinger, den sætter i gang, og de resultater, vi kan dokumentere over tid, der tæller,” sagde Marie Busck. 

Det kan blandt andet være nye samarbejder, bedre rammer for reparation og genbrug, nye forretningsmodeller, fælles infrastruktur- og systemløsninger og mere viden om, hvordan tekstiler kan blive brugt længere og bevare deres værdi.

Marie Busck , Forperson for styregruppen
National Handlingsplan for Tekstiler

“Planen er jo ikke et resultat i sig selv. Det er de handlinger, den sætter i gang, og de resultater, vi kan dokumentere over tid, der tæller.”

Løsningerne findes allerede – men de skal hænge bedre sammen

På lanceringsdagen blev handlingsplanens tre spor gjort konkrete gennem en række eksempler fra virksomheder, organisationer og aktører, der allerede arbejder med nogle af udfordringerne.

Fra virksomhedssiden lød det blandt andet, at cirkulær omstilling ikke kan reduceres til spørgsmålet om genanvendelse. Design, materialevalg, levetid, reparation og nye forretningsmodeller skal tænkes sammen – og især mindre virksomheder har brug for fælles løsninger på de udfordringer, de ikke kan håndtere alene: “Cirkularitet begynder ikke, når tekstilet bliver til affald. Den begynder, når produktet designes. Vi skal skabe tekstiler, der holder længere, kan repareres og bruges igen, men løsningerne skal samtidig kunne fungere i en kommerciel forretning. Vi skal selvfølgelig også finde løsninger til genanvendelse, men genanvendelse må aldrig blive en undskyldning for overforbrug af ressourcer”, sagde Lone Ditmer (CEO, Dansk Wilton)

Også de større systemer omkring tekstiler kom i fokus. Eksempler fra blandt andet hospitals- og arbejdstekstiler viste, hvordan brugte tekstiler kan få nyt liv, men også hvor afhængige løsningerne er af samarbejde mellem leverandører, kunder, vaskerier, offentlige indkøbere og aktører, der kan sortere og genanvende materialerne: ”Vi kan godt udvikle tekstiler, der holder længere og kan genanvendes, men vi lykkes kun, hvis hele systemet omkring dem hænger sammen. Alle aktører skal arbejde tæt sammen, hvis vi for alvor skal flytte de store tekstilmængder ind i et cirkulært kredsløb.” sagde Ulrich Mosegaard (CEO, Borch Textile Group).

Og cirkularitet handler ikke kun om systemer og teknologi.

Repair Café Danmark viste, hvordan helt konkrete færdigheder kan forlænge tekstilers levetid. Når mennesker lærer at reparere en lynlås, sy et hul eller på anden måde passe bedre på det, de allerede ejer, handler det både om at spare ressourcer og om at opbygge en anden kultur omkring tekstiler. Motivationen er ikke nødvendigvis den samme for alle. Nogle reparerer af hensyn til klimaet, andre af økonomiske grunde – og nogle, fordi de ganske enkelt holder af genstanden: “Hvis det er noget, vi holder af, så er det også noget, vi passer på,” lød det fra Ristil Skovgaard (næstforperson, Repair Café Danmark). 

Dette illustrerer samtidig en grundtanke i handlingsplanen: De tre spor kan ikke stå alene. Produkter skal designes, så de kan holdes i brug længere tid, let kunne repareres og gnidningsløst kunne indgå i et lukket kredsløb efter endt levetid. Der skal være systemer, der gør genbrug og genanvendelse tilgængeligt og økonomisk muligt, og vi skal have både kompetencerne og incitamenterne til faktisk at bruge mulighederne.

Reparation af tekstil

Lancering af National Handlingsplan for Tekstiler. (Foto: Lars K. Engelgaar)

Lancering af National Handlingsplan for Tekstiler

Lancering af National Handlingsplan for Tekstiler. (Foto: Lars K. Engelgaar)

De svære spørgsmål skal med

Lanceringsdagen viste også, at vejen fra ambition til handling ikke er uden dilemmaer. Spørgsmålene fra salen gjorde det tydeligt, at omstillingen rummer meget forskellige udfordringer. Fra de mindre virksomheders muligheder for at være med, til økonomien i reparation og betydningen af offentlige indkøb. Også behovet for en egentlig kulturforandring omkring tekstiler blev bragt op.

Spørgsmålene bliver vigtige i det videre arbejde. For omstillingen handler ikke alene om at udvikle nye løsninger. Den handler også om økonomi, vaner, kompetencer, regulering og om at skabe de samarbejder, der gør løsningerne mulige i praksis og skubber på de nødvendige kulturændringer.

Nu skal planen omsættes til handling

Lanceringen markerede derfor ikke afslutningen på arbejdet med National Handlingsplan for Tekstiler.

Tværtimod.

Nu begynder næste fase, hvor virksomheder, organisationer, forskere, myndigheder, civilsamfund og andre aktører skal være med til at udvikle og kvalificere initiativerne.

Allerede i uge 44 afholdes workshops i København, Odense og Aarhus som en del af markedsdialogen om de kommende indsatser.

For løsningerne findes allerede mange steder. Opgaven nu er at koble viden, erfaringer og aktører sammen – og få flere af de løsninger, der virker, til at fungere i større skala.

Hvis tekstiler skal bruges længere og belaste klima og miljø mindre, kræver det mere end én god idé.

Det kræver fælles handling.

Se www.tekstilhandlingsplan.dk for yderligere information om National Handlingsplan for Tekstiler herunder omkring markedsdialogen og for at gense lanceringseventen on-demand.

 

Finansiering og videnspartnere