Whocopied.me protects this content
DM

Design Match: Et komprimeret og succesfuldt program

Lifestyle & Design Cluster afholdt i samarbejde med Design Denmark, Business by Design og d2i – Design to Innovate for nylig Design Match, hvor vi efter bedste Kirsten Giftekniv-opskrift faciliterede møder mellem både etablerede og mere uprøvede designere og virksomheder fra den danske møbel- og interiørbranche.

Badet i sol på Godsbanen var mere end 60 personer dukket op for potentielt at finde netop den designer eller virksomhed, der kan blive en kommende samarbejdspartner i forhold til nye kompetencer eller udvikling af nye produkter.

Der var stor tilfredshed med arrangementet, der både tilgodeså nye designtalenter i branchen samt de mere etablerede kræfter, ligesom virksomhederne også var mødt talstærkt op – nysgerrige efter at møde de udvalgte designere og få inspiration til nye samarbejdsmuligheder og nye ideer.

Dagens program bestod af speed dating mellem designere og virksomheder. 20 minutter til at spore sig ind på hinanden, og så videre til den næste. En svær øvelse, men ikke desto mindre en disciplin, de mange fremmødte var rigtig godt tilfredse med.

Positiv energi og gode møder
En af dagens deltagende etablerede designere var Lars Vejen, der er selvstændig designer og arkitekt under Design Studio Lars Vejen.

– Jeg deltager i dag, da jeg først og fremmest er nysgerrig på, hvad der ligger derude og venter på at bryde igennem rent designmæssigt. Ellers er min primære årsag til deltagelsen, at jeg selvfølgelig skal vise nye, potentielle partnere, hvad jeg kan, og jeg skal se, hvad de kan tilbyde. I sidste ende er det jo business, siger Lars Vejen og fortæller, at han var godt tilfreds med dagens setup:

– Der er en rigtig positiv energi, hvilket også ses på deltagertallet. Jeg har selv haft to rigtig gode møder under den organiserede speed dating, mens jeg også havde en ”blind date” over en kop kaffe. Jeg håber bestemt på, at det kaster noget konkret af sig. Virksomhederne, jeg har talt med, har alle udfordringer, der ligger inden for mine kompetencer, så det ligger lige for at tro på, at vi sammen kan finde en god løsning, sagde Lars Vejen.

Det blev bakket op af blandt andre brandet MUUBS, der var på talentjagt.

– Vi er her i dag for at møde en masse nye designere. Vi har en inhouse-designer, men vil gerne have nye øjne på vores sortiment, fortalte Eric Farges, Sales Manager hos MUUBS, der samtidig var begejstret over, at designerne var mødt forberedte op.

– Mange af dem, vi har talt med, har allerede rigtig meget indsigt i MUUBS, måden vi designer på og vores DNA. Det er positivt, at de har gjort sig den ulejlighed.

Tid er penge – også i jagten på nyt design
Hos MUUBS’ udsendte medarbejdere var der også tilfredshed med speed dating-konstellationen, der gjorde jagten på nye designere overskuelig.

– At kunne møde så mange på en kort tid i en travl hverdag har været fantastisk. Jeg synes, der har været gode, potentielle designere i forhold til os, så det er dejligt at se, at man kan gøre det på denne måde, hvor vi ikke bruger en masse tid på at køre rundt til mange forskellige designere, men kan møde mange på ét sted, fortalte Penille Skou, marketingchef hos MUUBS.

Netop det faktum kunne Louise Siig Nielsen, der designer under navnet Louise Siig Design Studio, nikke genkendende til:

– Det har været rigtig brugbart for mig som selvstændig og forholdsvis ny designer, at der var så mange forskellige brands og også andre designere, jeg kunne tale med og præsentere mine ideer og kompetencer for.

Hun var generelt rigtig godt tilfreds med dagens udbytte, der blandt andet talte flere positive møder.

– Jeg har fået rigtig meget ud af at deltage i dag. Det har også været muligt at tale med andre virksomheder end dem, der lige var planlagt, så det har været rigtig godt.

Tallene taler
Over halvdelen af deltagerne har efterfølgende svaret på den spørgeskemaundersøgelse, Lifestyle & Design Cluster har sendt ud. Her ser tallene også yderst positive ud. Samtlige besvarelser ønsker konceptet gentaget og melder desuden om stor tilfredshed med dagens forløb, hvilket naturligvis vækker glæde hos projektleder på Design Match, Joan Knudsen fra Lifestyle & Design Cluster.

– Vi er naturligvis virkelig glade for den store tilfredshed med Design Match og meget tilfredse med dagens forløb. Det har været vigtigt, at vi sammen med vores samarbejdspartnere fik etableret et fælles, professionelt set up, som tilgodeser både designernes og virksomhedernes ønsker og behov. Så det dejligt, at deltagerne bekræfter vores opfattelse af dagen som værende udbytterig og at de ønsker et lignende arrangement gentaget ved en senere lejlighed, siger hun.

Design Match er en aktivitet i Lifestyle & Design Cluster i samarbejde med Design denmark, Business by Design og D2i- Design to Innovate

KONTAKT OS

Hovedkontor
Birk Centerpark 38
7400 Herning
Tlf.: +45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej

Headstart Fashion HOUSE
Mindet 4
8000 Aarhus C
Tlf.: +45 2420 7207
E-mail: info@ldcluster.com
Kontor i BLOXHUB
Frederiksholms Kanal 30 A5, 1. sal
1220 København K
Tlf.:+45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej

Lifestyle Lab CPH
Bredgade 66
1260 København
Tlf.: +45 2276 7990
E-mail: info@ldcluster.com

CVR
26927722
Lifestyle & Design Cluster
Lifestyle & design cluster is supported by:

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com