Et eksklusivt erhvervsnetværk for danske møbel- og interiørbrands
Om Circular Furniture Network
Circular Furniture Network er et eksklusivt erhvervsnetværk, for danske møbel- og interiørbrands, der har udstillet/udstiller på Lifestyle & Design Clusters ’Circular Furniture Days’ – den årlige kuraterede cirkulære møbel- og interiørudstilling under 3daysofdesign. Netværket er blevet til på opfordring af flere udstillende brands, der gerne ville fortsætte dialogen og vidensdelingen, og ikke mindst sætte fokus på samarbejder og synergier omkring deres cirkulære arbejde – også efter endt udstilling.
Læs mere om udstillingen Circular Furniture Days her
Netværkets formål
At skabe en platform for vidensdeling og sparring, hvor brands/virksomheder, der på forskellige niveauer er kommet i gang med den cirkulære rejse, kan mødes, vidensdele, finde synergier og debattere, og samtidig få konkret input og inspiration til det cirkulære arbejde.
Rammerne
Circular Furniture Network samles 3 gange om året og afholdes over hele Danmark. Hvert møde varer som regel 3-4 timer og vil indeholde både relevante oplæg og rum for vidensdeling og debat. Et skiftende udvalg af medlemmer fra netværket står for sammen at beslutte netværksmødets tema, indhold og format. Det besluttes fra gang til gang, hvem der står for næste event. Hvor muligt afholder vi møderne hos medlemmer af netværket. Lifestyle & Design Clusters rolle er overordnet at facilitere netværket, stå for praktikken omkring netværksmøder, og ligeledes at assistere og være i tæt dialog med det udvalg, der står for de enkelte netværksmøder. Lifestyle & Design Cluster er desuden facilitator på selve netværksmøderne.
Deltagerbetaling
Medlemskab koster et årligt gebyr pr. virksomhed, der som ved Circular Furniture Days afhænger af størrelsen på denne:
- ≤2 pers.: 1.000 kr. + moms pr. år.
- ≤20 pers.: 2.000 kr. + moms pr. år.
- > 20pers.: 3.000 kr. + moms pr. år.
Beløbet dækker op til to deltagere fra hver virksomhed til hvert møde. Gebyret går til forplejning, venue, oplægsholdere, gaver til oplægsholdere etc..
Netværksmøder i 2023
Netværksmøde #2: Onsdag d. 25. januar 2023 kl. 12.30-16.30.
Mødet planlægges af HOUE, WeDoWood og Mogens Hansen.
Netværksmøde #3: Afholdes i forsommeren 2023 (dato/venue kommer).
Mødet planlægges af TAKT, Mater og HOUE.
Maria Hørmann
Projektleder
Mobil: 40354043
mah@ldcluster.com