Whocopied.me protects this content
Markberg Har Ingen Spild – Overhovedet

Markberg har ingen spild – overhovedet

På Lifestyle & Design Clusters Circular Fashion Days præsenterer taskeproducenten Markberg “Zero Waste”. Her er tale om en produktion af lædertasker helt uden spild.

Markberg Billede 3

Det er lykkedes ved blandt andet at bruge de mindre stykker læderafskær til at skabe tasker af patchwork, ligesom andre rester anvendes til for og andre detaljer.

Produktion af tasker eller andre produkter i læder efterlader ellers typisk en større spild-rest, som ikke kan bruges – ofte omkring 30 % af skindet.

Det har gjort ondt langt ind i sjælen hos indehaver af brandet Markberg, Mette Astrup, og sammen med de indiske samarbejdspartnere, der syer taskerne, har hun gennem flere år søgt at optimere produktionen til et minimum af rest.

I første omgang lykkedes det at komme ned på et spild på 5 % ved at anvende mere af læderet til mindre produkter, som punge, nøgleringe og mindre accessories i linien “Markberg Upcycled”. Her er produktionen fremstillet af upcyclet læder, og den er kun produceret i begrænset mængde, da brandet udelukkende producerer dét antal tasker, som kan laves ud af rest-læderet.

Zero waste

For omkring halvandet år siden gik Markberg i gang med en proces, der skulle sikre, at også den sidste rest kunne komme i anvendelse, og ved at designe produkterne og tilrette produktionen, er hele Markbergs produktion nu ”Zero Waste”.

Alle småstykker anvendes, og Mette Astrup forventer at kunne upcycle 4.000 kvadratmeter læder i år og 5.200 næste år. Det svarer til cirka 4.800 upcyclede tasker i 2021 og 6.200 upcyclede tasker i 2022.

– Det er er et pille-arbejde, erkender Mette Astrup, og det er da også kun de bedste syere og syersker, der har den krævende opgave.

Hun lægger heller ikke skjul på, at det tager op til fire gange så lang tid at sy en taske på den måde – og at de derfor også bliver dyrere at producere.

Ingen spild – ingen  arbejdsløshed

Ud over at det ud fra et bæredygtigt perspektiv er det rigtige at gøre, betyder det også meget for fabrikkens omkring 1000 ansatte, at der er noget at lave mellem sæsonerne.

Ofte lever en hel familie af en enkelt mands indtægt, og med zero waste-produktionen kan de ansatte fastholde jobbet – også uden for hovedsæsonerne.

Markbergs største markeder ligger i Danmark, Norge og Holland. Fra årskiftet er brandet dog også gået ind på de svenske og tyske markeder.

– Vi er stolte af vores produkter, og vi vil gøre det godt, hvis vi går ind på et marked, siger hun. Derfor sker markedsudvidelserne i velovervejede steps.

De næste skridt for virksomheden er at få en bedre udnyttelse af de produkter, der fremstilles i polyester og nylon af genanvendt plast.  Denne del udgør omkring 20 procent af brandets materialeforbrug. For selv om der er tale om genanvendelse, så ligger der fortsat en miljømæssig gevinst ved stadig at sikre maksimal udnyttelse af metervaren.

Vær sød at gøre det samme

Markberg har produceret en video, der fortæller om processen med at nå til Zero Waste. Den kan ses HER.

Mette Astrup håber, at Markbergs produktionsmetoder kan inspirere andre i branchen.

”Se alle brands – vil I ikke være søde at gøre det samme”, som hun udtrykker det.

Hun har i hvert fald ikke tænkt sig at holde det som en hemmelighed tæt ind til kroppen, da hun ser det som en fælles forpligtelse at tage og dele initiativer, der kommer klimaet og os alle til gavn – og at det ikke er på det bæredygtige, brands bør konkurrere.

I forbindelse med Copenhagen Fashion Week, slår Lifestyle & Design Cluster dørene op til udstillingen “Circular Fashion Days”, der finder sted på CIFF d. 11. – 13. august 2021. Her er Markberg en af de i alt 26 udstillere, der er med til at sætte fokus på cirkularitet i modebranchen.

Læs mere om udstillingen HER

Circular Fashion Days

KONTAKT OS

Hovedkontor
Birk Centerpark 38
7400 Herning
Tlf.: +45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej

Headstart Fashion HOUSE
Mindet 4
8000 Aarhus C
Tlf.: +45 2420 7207
E-mail: info@ldcluster.com
Kontor i BLOXHUB
Frederiksholms Kanal 30 A5, 1. sal
1220 København K
Tlf.:+45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej

Lifestyle Lab CPH
Bredgade 66
1260 København
Tlf.: +45 2276 7990
E-mail: info@ldcluster.com

CVR
26927722
Lifestyle & Design Cluster
Lifestyle & design cluster is supported by: