Børneplatformen er et helt nyt initiativ, hvor stærke aktører på tværs af brancher og virksomheder vil trille danske produkter ind på alverdens børneværelser. Et unikt samarbejde skal give forældre og bedsteforældre over hele kloden lyst til og mulighed for at købe dansk tøj, møbler, legesager m.m. til de kære små
”Verdensmarkedet for børneprodukter er på tusind milliarder danske kroner. Danske små og mellemstore virksomheder har ikke muskler til hver især at gå ind på markeder som USA, Kina og Japan, men hvis vi går samlet, er vi faktisk en ret stor aktør,” siger adm. direktør Kasper Eis fra KABOOKI®, som er virksomheden bag LEGO Wear og en af de mange, der ser store perspektiver i Børneplatformen.
Han ser ikke nogen problemer i at samarbejde med konkurrenter, men er i stedet optaget af Børneplatformens store potentiale.
”Enhver aktør har selvfølgelig ting, man holder for sig selv, men der er masser, man sagtens kan dele, uden at det giver problemer for forretningen. Det vil jeg slet ikke være nervøs for, for mulighederne er så kæmpestore for hver enkelt af os,” siger Kasper Eis.