Whocopied.me protects this content
True North Designs Pandora Chair Staff Restaurant Design Carsten Buhl 01

Danske Nordic Buzz’er brager igennem på finsk interiør-messe

Finnerne kan lide nyt, dansk design. Det ligger helt fast, efter Nordic Buzz-deltagere fra upcoming danske designvirksomheder forleden gjorde deres indtog på Habitare-messen i Helsinki.

Finlands største bolig-, interiør- og designmesse. 56.000 gæster. 46 nordiske start-ups. Og seks danske design-iværksættere.

Det er rundt regnet ingredienserne til denne historie om Lifestyle & Design Clusters Nordic Buzz-projekt.

Lettere forsinket af en bombealarm i Kastrup Lufthavn nåede alle seks livsstils-iværksættere frem til Habitare-messen i Finland, der udmærker sig ved at være målrettet både indkøbere hos butikker og private slutforbrugere. En kombination, der fungerede rigtig fint for de danske iværksættere, fortæller Annette Spicker Bruhn, der er projektleder på Nordic Buzz.

– Deltagerne har fået mange spændende kontakter til fremtiden, men der har også været godt gang i standene, hvis man kigger isoleret på salget. Det er desuden vigtigt at holde sig for øje, at man ikke kun skal tænke kortsigtet. Det store salg kan sagtens ligge ude i fremtiden, og som iværksætter er det også vigtigt at tænke langsigtet.

Stor interesse fra finnerne i dansk design
Det unikke ved Habitare-messen i Finland er som sagt, at den kombinerer både slutforbrugere og indkøbere, der alle er til stede på messen. Det kunne de mærke hos blandt andre True North Design, der laver stole i den danske designånd – men stadig på deres helt egen måde.

– For os gik messen over al forventning. Vi har solgt en del på standen, og det er vel at mærke til forbrugere, der aldrig har set vores produkter før. Samtidig er der efterfølgende løbende tikket mails ind med mindre bestillinger. Mens vi var i Finland har vi desuden talt med forskellige interesserede forhandlere. Vores oplevelse er, at de rigtig godt kan lide dansk design, hvilket, set fra vores synspunkt, er rigtig dejlig, siger Martin Colberg fra True North Design, en af de danske deltagere på Nordic Buzz-projektet.

Han peger desuden på mere end bare finansielle gevinster ved at deltage i projektet og ikke mindst den finske messe.

– Det kan siges meget kort, hvad Nordic Buzz har betydet for os, for vi var ikke taget af sted uden. Her fik vi adgang til messen til en yderst fordelagtig pris, men måske endnu vigtigere fik vi også adgang til et fællesskab, hvor vi hjælper hinanden, fortæller Martin Colberg.

For ham var det en øjenåbner at se, hvordan de finske forbrugere gik til True Norths design med helt åbne øjne og fordomsløst.

– Når vi kommer til forhandlere i Danmark med vores design, så har de travlt med at kigge på, om vi ligner en Y-stol for meget, om ryggen ligner en Syver fra Arne Jacobsen eller sådan. Det er der intet af i udlandet, hvor de tager godt design for hvad, det er. Vi har ikke stjålet noget som helst, vi har designet, som vi gerne vil have produkterne til at se ud. Det anerkender de finske forbrugere. Det er fedt.

For Martin Colberg har Nordic Buzz også givet ham perspektiv på fremtiden.

– Jeg har helt sikkert fået en masse erfaringer med mig. Og nye venskaber. På messen stod jeg sammen med Harald Hermanrud, som også stod på én af Nordic Buzz-standene, og vi svingede godt sammen. Vi har allerede talt om at tage på andre messer sammen og lave samarbejder, da vores ting komplimenterer hinanden godt.

– Sidst men ikke mindst var det også en god blanding af folk. Nogle er helt unge, andre, som mig, er voksne mennesker. Det giver bare en rigtig god atmosfære og stemning, når forskellige erfaringer kan hjælpe hinanden videre, slutter Martin Colberg.

KONTAKT OS

Hovedkontor
Birk Centerpark 38
7400 Herning
Tlf.: +45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej

Headstart Fashion HOUSE
Mindet 4
8000 Aarhus C
Tlf.: +45 2420 7207
E-mail: info@ldcluster.com
Kontor i BLOXHUB
Frederiksholms Kanal 30 A5, 1. sal
1220 København K
Tlf.:+45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej

Lifestyle Lab CPH
Bredgade 66
1260 København
Tlf.: +45 2276 7990
E-mail: info@ldcluster.com

CVR
26927722
Lifestyle & Design Cluster
Lifestyle & design cluster is supported by:

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com