Flot fremmøde til Rethink Business Kommuneseminar
I alt 14 af regionens 19 kommuner var repræsenteret til arbejdsseminaret om cirkulær økonomi på et kommunalt plan i vores projekt Rethink Business. Trods megen sygdom og aflysninger fra både deltagere og oplægsholdere havde godt 45 repræsentanter fundet vej til Skarrildhus Sinatur, som ligger i de naturskønne omgivelser lidt syd for Herning.
Dagens program skulle give deltagerne en grundlæggende introduktion til cirkulær økonomi og et indblik i projektet Rethink Business, samt de muligheder der findes i forbindelse med søgning af tilskud til projekter. Derudover bestod programmet af faglige indlæg fra nøglepersoner, som enten har praktisk erfaring eller relevant vinkel til arbejdet med cirkulær økonomi på kommunalt niveau.
I dagens sidste del, var der sat tid af til wokshops, hvor udvalgte kommuner præsenterede et projekt i deres kommune, der sætter fokus på cirkulær økonomi og grønne forretningsprincipper.