Forsikringen mod endnu en Rana Plaza-katastrofe kan findes i cirkulær økonomi

Fashion Revolution Week er over os, og folk over store dele af kloden stiller sig selv spørgsmålet: Who Made My Clothes? Især på sociale medier under samme hashtag.

For hvem laver egentlig vores tøj? Det gør medarbejdere på fabrikker i dele af verden, hvor lønnen er tilpas lav til, at fast fashion-producenter kan afsætte de færdige varer til priser, der appellerer til en bred skare af mennesker.

Det var mennesker som disse, der på tragisk vis mistede livet, da tøjfabrikken Rana Plaza i Bangladesh’ hovedstad Dhaka kollapsede for fire år siden. En tragedie, der for alvor åbnede modebranchens øjne for, at ændringer i produktions-, løn- og arbejdsvilkår måtte, eller i hvert fald burde, revideres.

Siden er der fra især europæiske brancheorganisationers side taget store skridt i retning mod at uddanne og hjælpe både forretningsdrivende og medarbejdere på disse fabrikker.

Mens modeverdens bevågenhed er på emnet, vil vi dog gerne belyse en anden side af sagen. For skal alting nødvendigvis være et kapløb mod billigere mode på den traditionelle måde, hvor der kun er få parametre at skrue på i forhold til priserne?

Et alternativ til stigende råvarepriser og lavere løn til medarbejdere
Utopisk som det kan lyde, så tror vi på, der er andre veje at gå mod mode, der er tilgængeligt for en bred målgruppe.

Det er ambitiøst og fremtidsorienteret, men det er også nødvendigt, hvis vi vil gøre os forhåbninger om at bremse den negative spiral, vores miljøpåvirkning lige nu har på kloden.

Vi taler cirkulær økonomi. Langt fra en enstrenget og simpel redningsplan, men et led i en større revolution af den modebranche, vi kender. For hvad nu, hvis vi kunne genbruge de råmaterialer, vi allerede har brugt én, måske flere, gange?

Hvis vi kunne skabe et lukket kredsløb, hvor tekstiler kunne nedbrydes og derefter genopbygges til halvfabrikata, der igen kunne blive til færdigt tøj, forbrugeren kan købe i butikken? Ville vi så ikke kunne tage skridt mod en grønnere planet, bedre sociale, etiske og arbejdsmæssige forhold for millioner af ansatte i tekstilindustrien verden over?

Jo, vi kan, er i hvert fald påstanden fra Isabella Holmgaard, projektleder på Den Nationale Cirkulære Økonomi HUB under innovationsnetværket Lifestyle & Design Cluster.

– Ved at intensivere udviklingen i at skabe et cirkulært, og dermed lukket, kredsløb for tekstiler vil vi kunne minimere belastningen af miljøet betragteligt. Samtidig ville det give en lavere anskaffelsespris på råmaterialerne til tekstilproduktionen, hvis vi kunne genbruge tekstilfraktioner, vi allerede har købt og betalt én gang. Forhåbentligt vil det give medarbejderne på produktionsvirksomhederne bedre arbejdsvilkår og lønforhold. Både på den økonomiske, sociale og miljømæssige bundlinje vil det have en ikke ubetydelig påvirkning, siger hun.

Samtidig vil det kunne trække arbejdspladser i industrien tilbage til Nordeuropa, hvor vi bedre kan styre værdikæderne. Alligevel er det kun en dråbe i havet, erkender Isabella Holmgaard.

– Det, vi virkelig har brug for, er en kulturændring. Det kommer ikke til at ske, at fast fashion sætter farten ned. I stedet kan vi sørge for, at der er tale om mere bæredygtige materialer, disse kollektioner produceres i. Det redder ikke verden, men mindre kan også gøre det i første omgang, siger hun.

Bæredygtighed er ikke helligt
Sket er sket, men det er vigtigt, vi lærer af begivenhederne i Bangladesh for fire år siden.

Rana Plaza er en plet på flere europæiske mode- og tekstilproducenters hvide skjorte. Det må aldrig gentage sig. Derfor er det også glædeligt, at der findes andre måder at forbedre produktionsforholdene på.

Bæredygtighed i tekstilbranchen kan måske hjælpe på at afværge fremtidige katastrofer på produktionsfaciliteter. For hvis vi i Nordeuropa opnår det ønskede gennembrud og kan genanvende mange af vores tekstiler, så kan vi måske også flytte disse arbejdspladser ”hjem”.

Desuden er der brug for en ændring i vores mindset; vi skal tænke bæredygtighed som standard. En gang var økologiske madvarer noget nyt, noget særligt og noget ganske andet, end det er i dag, hvor økologi på flere punkter er blevet mere opnåeligt og tilgængeligt.

Det samme skal vi sigte efter med cirkulær økonomi og bæredygtighed i tekstilbranchen, mener Isabella Holmgaard.

– Vi skal simpelthen være vort ansvar bevidst. I Nordeuropa har vi alle forudsætningerne for at skubbe udviklingen i den rigtige retning. Vi skal bare også være villige til at satse på det, for ellers ender vi med halve løsninger, som ingen kan være tjent med. Der skal ambitioner og visioner på bordet, som vi skal gå benhårdt efter at indfri, så vi kan lukke materialekredsløbet og gøre tekstilbranchen mindre skadelig for alle aktører og ikke mindst vores planet, siger hun og fortsætter:

– Det er dog også vigtigt at have for øje, at flere bække små som bekendt gør en stor å. Måske er det små skridt, mange aktører tager for tiden i forhold til at minimere forurening, skabe et lukket kredsløb for tekstiler og meget andet i forhold til bæredygtighed. Det ændrer bare ikke det faktum, at nogen er nødt til at agere galionsfigur og drive udviklingen.