Images of Danish Furniture: Fortællingen om danske møbler anno 2014
I august og september 2014 afholdes Images of Danish Furniture i København. Images of Danish Furniture er en event, der vil fortælle historien om den danske møbelbranche på nye måder.
Images of Danish Furniture indvies den 1. august med en møbeludstilling i foyeren i Industriens Hus i København. 34 danske møbelvirksomheder – både kendte og mindre kendte – er med på udstillingen, der er kurateret af trendspecialisten Anne Lise Kjær, Kjaer Global, London.
Udstillingen varer til den 26. september – der er åbent for alle og gratis adgang alle hverdage mellem kl. 08.00 og 17.00.
Symposium, møbel-tour og ny film
Et højdepunkt under Images of Danish Furniture bliver et stort symposium i København den 4. september 2014, hvor danske og internationale designeksperter og branchekendere giver deres bud på dansk møbelindustri i dag og de muligheder og udfordringer, branchen har. Målgruppen er internationale designere, producenter, journalister og andre branchefolk, og der er adgang for inviterede.
Gæsterne på symposiet inviteres også til at deltage i Furnitours, som er række særlige udflugter med besøg på udvalgte møbel-lokaliteter i København.
Images of Danish Furniture byder også på en ny film, der viser hvordan danske møbler bruges og værdsættes i Danmark og udlandet. Du ser spændende indretningsprojekter med danske møbler og møder passionerede samlere og forhandlere. Filmen vises under hele udstillingen.
De danske møbelproducenter er i centrum på Images of Danish Furniture. Den enkelte virksomhed tilbydes mulighed for at invitere nøglekunder med til symposiet og at lave egne kundearrangementer i forbindelse med udstillingen. Og tilsammen skaber virksomhederne et mangefacetteret billede af dansk møbelindustri anno 2014.
Følg med på hjemmesiden www.furnitureimages.dk