Møbel- og interiørbranchen skal kickstartes
Toneangivende profiler fra møbel- og interiørbranchen har netop sendt en række anbefalinger til erhvervs- og vækstminister Henrik Sass-Larsen. Målet er at understøtte en spirende eksportfremgang og kickstarte branchens comeback efter finanskrisen.
Det er dyrt at producere i Danmark, selv om vi har høj produktivitet. For faktisk er produktiviteten på danske møbelvirksomheder gennemsnitlig større end i andre EU-lande. Samtidig udgjorde branchens eksport i 2012 omkring 10 mia. kr. – med en opadgående tendens. En stor del af eksporten retter sig mod nabomarkederne Sverige, Norge og Tyskland, men meget tyder på, at den danske møbel- og interiørbranche har potentiale til markant mere eksport – både ved at øge eksporten til lande, hvor danske virksomheder allerede er til stede, men også ved at understøtte den stigende interesse omkring fjernmarkeder.
For dansk design er anerkendt i hele verden og ’New Nordic’-trenden giver et fornyet pust international interesse for nordisk livsstil, og dermed også for, hvordan vi indretter vores boliger.
Der er brug for at understøtte udviklingen, hvis vi vil møblere verden med dansk design
”Finanskrisen har ramt møbel- og interiørbranchen dobbelt hårdt, fordi man både rammes af det faldende boligbyggeri og den lave forbrugertillid. Heldigvis er virksomhederne i dag markant bedre trimmede end før krisen. Samtidig er der sket en konsolidering i branchen kombineret med et større fokus på salg og produktudvikling, som har skabt stigende eksport,” forklarer direktør Betina Simonsen fra Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning, der har koordineret aktiviteterne i en tænketank etableret i 2012, efter at Erhvervs- og Vækstministeriet udtrykte tro på branchens potentiale i ’Vækstplanen for kreative erhverv’ og tilkendegav, at regeringen ville følge Tænketankens arbejde og forslag.
Betina Simonsen peger på, at Tænketanken har kigget omhyggeligt på de virksomheder, som klarer sig godt for at vurdere, hvordan gode erfaringer kan overføres og understøtte en stigende møbel- og interiøreksport.
Rapport om møbelbranchens aktuelle forhold og udfordringer
Tænketanken står bag et dokument sendt til erhvervs- og vækstminister Henrik Sass-Larsen primo 2014. Heri opsummeres den danske møbelbranchens aktuelle forhold og udfordringer og der fremsættes en række konkrete anbefalinger til at stimulere en positiv udvikling i virksomhederne ovenpå finanskrisen. Læs materialet her: