Nybo Workwear på Texcare-messen med nyt CØ pilotprojekt
Texcare-messen er en fagmesse for vaskeri af tekstiler, som finder sted hvert 4. år i Frankfurt (i år fra d. 11.-15.06.2016). Nybo Workwear var repræsenteret som en af de danske virksomheder og standen var velbesøgt alle dage.
I år havde Nybo valgt at vise deres nyeste tiltag inden for bæredygtighed og cirkulær økonomi, nemlig en række uniformsmodeller lavet i 100% polyester i form af tre forskellige styles i tre forskellige kvaliteter: To overdele/tunikaer og ét par bukser, alle dele fremstillet i 100% polyester. Alle tre styles lever op til de funktionelle krav, som stilles af Nybo’s slutkunder (brugerne af uniformerne). De er behagelige at have på en hel arbejdsdag samtidig med at designet udover den cirkulære genanvendelighed også har stil og mode for øje.
Fordelene ved at beklædningsdelen er lavet af blot ét materiale er, at det ved bortskaffelse er meget nemmere at genanvende med i princippet 100 % mulighed for genanvendelse af materialet uden spild, affald eller materialetab ved bortskaffelse.
’ Vores salgsteam følger projektet på tæt hold. Dog er det endnu for tidligt at forvente konkret feedback fra kunderne, men vi føler, at vi nu har sået et frø med denne minikollektion og lægger op til spændende samarbejde og videreudvikling med kunder i flere lande samt til inspiration for andre virksomheder’, udtaler designchef Malene Gregersen.
Nybo Workwear var en af de virksomheder, som deltog i Lifestyle & Design Clusters 1-årige Design for Disassembly projekt i 2015.
Læs eller genlæs hele casen her.
Kontakt designchef Malene Gregersen fra Nybo Workwear, hvis du vil vide mere om projektet på mg@nybo.com