Nyt navn til bolig- og beklædningsbranchens innovationsnetværk
Nyt navn til bolig- og beklædningsbranchens innovationsnetværk
Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning skifter navn til Lifestyle & Design Cluster og får nyt logo. Det nye navn er et led i organisationens strategi, hvor et stadig større internationalt fokus skal understøtte de danske bolig- og beklædningsvirksomheders vækst bedst muligt
”Vores nye navn, Lifestyle & Design Cluster, favner alle de mange nationale og internationale aktiviteter, som vi udvikler sammen med virksomheder og vidensinstitutioner,” forklarer Betina Simonsen, direktør i den erhvervsdrivende fond Development Centre UMT, der arbejder for at skabe vækst og udvikling i bolig- og beklædningsbranchens samt de kreative erhvervs små og mellemstore virksomheder. Fonden arbejdede oprindeligt med møbelbranchen, men i de seneste fire år er aktiviteterne udvidet betragteligt. De omfatter nu også beslægtede brancher som interiør, beklædning og tekstil samt kreative virksomheder, der understøtter bolig- og beklædningsbrancherne.
”Vi har brug for et fælles navn. Det nye navn er udviklet sammen med vores partnere og samtidig har vi udviklet et logo, som signalerer de mange aktiviteter, der foregår i vores klynge,” fortæller Betina Simonsen.
Servicerer bolig- og beklædningsvirksomheder i hele Danmark
Lifestyle & Design Cluster har kontorer i Herning og København. Hovedkontoret i Herning er placeret sammen med brancheorganisationen Dansk Mode & Textil og københavnerkontoret ligger på Østerbro i ‘Kaleidoscope’, som er et nyt vækstcenter for mode og livsstil etableret af Kopenhagen Furs internationale center for kreativitet.
Lifestyle & Design Cluster er derfor både i Jylland/Fyn og på Sjælland tæt knyttet til bolig- og livsstilsbranchens centrale aktører; således er både brancheforeningen for byggekomponenter under Dansk Byggeri, Træ og Møbelindustrien samt Dansk Mode & Textil med i bestyrelsen.
Nærmere information fås hos direktør Betina Simonsen, Lifestyle & Design Cluster,
telefon 29 36 00 90, e-mail: betina@ldcluster.com
- Vedlagt pressematerialet: Nye logoer
Lifestyle & Design Cluster
Klyngen har indtil 1. januar 2016 heddet Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning.
Lifestyle & Design Cluster arbejder for at fremme vækst og innovation i bolig- og beklædningsbranchen og står bag en lang række aktiviteter målrettet branchens virksomheder. Den er er samtidig et innovationsnetværk, som hører under Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Til Lifestyle & Design Cluster er tilknyttet en konsortiepartnergruppe samt mere end 120 dialogvirksomheder. Flere end 600 deltager i workshops og seminarer og 300 i kortere eller længere udviklingsaktiviteter.
Konsortiepartnerne består af 18 videns- og forskningsinstitutioner, som i samarbejde med dialogvirksomhederne har til opgave at indkredse branchernes behov og herefter generere ny og brugbar viden til virksomhederne, som kan understøtte og styrke deres innovation.
- Læs mere om konsortiepartnerne her: http://com.ldcluster.dk/om-os/konsortiepartnere-faggrupper/
- Se liste med dialoggruppevirksomhederne her: http://com.ldcluster.dk/om-os/dialogvirksomheder/
Læs mere om de mange spædende udviklingsaktiviteter på www.ldcluster.com