Stor designcamp i København fra 1.- 5. juli 2013
Unge designere skal udvikle køkkener til ældre
Hvem siger, at boligdesign skal være forbeholdt de unge og smarte? Det spørgsmål er rammen for det fællesbaltiske projekt StarDust, som i næste uge samler design-, bolig- og livsstilseksperter fra syv lande i København.
90 deltagere fra 7 lande i EU
90 deltagere fra Polen, Estland, Letland, Litauen, Sverige, Finland og Danmark mødes til en større match making og Innovations Camp på Kunstakademiets Designskole i København, og i løbet af de fem dage, som campen strækker sig over, er målet at udvikle en række koncepter og prototyper på bæredygtige og multifunktionelle køkkener til +65 målgruppen.
”Vi forventer, at vi får udviklet nogle nyskabende køkkenløsninger til den voksende befolkningsgruppe af personer over 65 år. Denne gruppe har nogle andre behov til funktionalitet, men de stiller samtidig krav til designet, og her mener vi, at der ligger et uopdyrket marked.
Derfor er målet, at vi udover at udvikle nogle innovative løsninger også får dannet nogle forretningsmæssige kontakter, som kan bidrage til Danmarks eksport,” siger Betina Simonsen fra Innovationsnetværket Livsstil Bolig & Beklædning, der står for Innovations campen.
På campen deltager både virksomheder og designstuderende fra de syv involverede lande. Det bliver således lagt i hænderne på unge at udvikle fremtidens køkken til ældre. Og det bliver en spændende proces.
Kom og se prototyperne og præmieoverrækkelsen
Alle er velkommen til at se projektets udstilling af prototyper og præmieoverrækkelsen d. 5. juli kl. 13.30 Kunstakademiet Fabrikmestervej 10, 1438 København K