Whocopied.me protects this content
Dakofa Web

Store ambitioner er livsnødvendige for genbrug af tekstiler

Dakofa_web

Vi forbruger for meget og genbruger for lidt. Det giver en enorm miljøbelastning. Hvordan løser vi den problematik i fremtiden?

Af Anders Skou Kristiansen, journalist & PR-ansvarlig, Lifestyle & Design Cluster

Dansk Kompetencecenter for Affald og Ressourcer, DAKOFA, afholdt for nylig konferencen ”Genbrug og genanvendelse af tekstiler – kan vi øge bæredygtigheden”, hvor flere erfarne branchefolk bød ind med opdateringer på igangværende projekter, nye ideer, fremtidens scenarier og anden inspiration.

Lifestyle & Design Cluster var til stede for både at fremlægge status på Tekstilmølle-projektet men også for at suge inspiration til sig. Og der var masser af inspiration at tage med hjem.

Fælles var, at alle var enige om, at vi i Danmark er nødt til at gøre noget for at skubbe den bæredygtige udvikling i den rigtige retning. Buddene på hvordan det gøres var dog mange og meget forskellige.

For mens nogen ville downcycle, ville andre upcycle. Nogen ville brænde tekstiler af, andre ville sende dem til fjerne lande til genbrug der, nogen ville lave bordplader af tekstilerne og andre ville lave nye tekstiler ud af de gamle tekstiler. Intet af dette er den absolutte løsning på udfordringen med de mange tekstiler, der kasseres – men det kan en kombination af alle løsningsforslagene være.

– Hos Lifestyle & Design Cluster arbejder vi fokuseret på at skabe det, vi kalder Tekstilmøllen, der via ny teknologi i sidste ende kan omdanne affaldstekstiler til nye tekstiler. Forstået på den måde, at Tekstilmøllen ultimativt vil kunne omdanne brugte tekstiler til rene fibre, som derefter kan omdannes til halvfabrikata af for eksempel garn, siger Isabella Holmgaard, Projektleder på National Cirkulær Økonomi Hub hos Lifestyle & Design Cluster.

Virkeligheden er desværre en anden
Endnu er Tekstilmøllen som en samlet produktionsenhed et stykke fremtid. I 2017 er vi som verden stadig ikke et sted, hvor teknologien tillader os at producere et produkt, som bliver mødt med efterspørgsel hos forbrugerne.

Derfor arbejdes der også med andre scenarier, der sammen med hele tekstil-til-tekstil-tankegangen kan blive løsningen på verdens udfordringer med tekstilt affald.

En af dem, der arbejder meget med, hvad vi så kan stille op med vores tekstilaffald, når vi ikke bare kan brænde det hele af eller lave det hele til nye tekstiler, er Wickie Meier Engström fra firmaet REALLY, der, i samarbejde med blandt andre tekstilproducenten Kvadrat, arbejder målrettet på at bruge affaldstekstiler til andet end bare forbrænding. De forsøger nemlig at lave produkter til design- og arkitekturindustrien, hvor resttekstiler benyttes.

Således kunne Wickie Meier Engström fremvise billeder af de kompositbordplader, som REALLY i samarbejde med Kvadrat og flere store vaskerier fremstiller af resttekstiler.

Årsagen til, at der arbejdes med downcycling og ikke upcycling hos REALLY skal blandt andet findes i, at de ikke har kunnet finde aftagere af genbrugstekstiler, der er lavet til ny halvfabrikata. Uhyre nødvendigt i det store billede, men der skal også være plads til endnu større ambitioner, hvis udviklingen skal gå den rigtige vej.

– Det teknologiske niveau for genanvendelsen af affaldstekstiler er endnu ikke højt nok til, at forbrugerne for alvor efterspørger det. Derfor er det også vigtigt, at der er folk som REALLY, der anskuer udfordringerne fra en anden vinkel. Vi er nødt til at opdage forskellige grader af genanvendelse, hvis vi skal kunne flytte noget i det store billede, siger Isabella Holmgaard, der fortsætter:

– I øjeblikket er det ikke muligt at lave tekstil-til-tekstil-genanvendelse, men der er behov for store ambitioner.

Forbrænding er ikke nødvendigvis fjenden
Anders Christian Schmidt fra FORCE kunne berette om, at det, man i vid udstrækning ser som en af de mindst hensigtsmæssige måde at skille sig af med affald, nemlig forbrænding, måske slet ikke er så skidt, som vi går og tror.

Han og resten af FORCE Technology har i samarbejde med flere forretningspartnere udviklet en rapport, der viser, at der er flere ting, der bør tages under lup, inden man konkluderer, at forbrænding ikke nødvendigvis er fornuftigt.

– Forbrænding er længe blevet set som en af de løsninger, der kun bør benyttes når andet ikke er muligt. Det er ikke sandt. Ved forbrænding får vi trods alt energi ud af tekstilerne, hvilket i det miljømæssige regnskab ikke er uvæsentligt. Ja, vi kan rive disse tekstiler itu og skabe nye tekstiler, men til hvilken pris rent miljømæssigt, spurgte han.

Hentydningen går naturligvis på, at genbrug af resttekstiler er fornuftigt, men kun inden for visse rammer. Hvis der skal bruges store mængder vand, kemi eller andet miljømæssigt belastende materiale, så er det i det lange løb måske en bedre forretning rent miljømæssigt ”bare” at brænde det af.

Fremtiden kommer – men er vi klar til den?
Konferencen lod ikke nogen være i tvivl: genbrug er fremtiden.

Spørgsmålet er bare, om vi er klar til fremtiden.

For mens vi taler om genbrug, genanvendelse, up- og downcycling og andre tekniske termer, så ændrer det desværre ikke på det faktum, at bæredygtige tekstiler fylder relativt lidt i de samlede livsstilserhverv.

– Der er stadig brug for innovation, og vi er nødt til at være virkelig ambitiøse. Det nytter ikke noget, at vi forsøger at løse fremtidens problemer med nutidens løsninger. I øjeblikket forsøger mange, også de store tekstilproducenter, at udvikle bæredygtige tekstiler, men hvis der ingen aftagere er til disse tekstiler, så hjælper det intet. Vi har brug for at udvikle vores teknologi, for det bliver den, der skal drive efterspørgslen. Jo bedre produkter, jo større efterspørgsel. Vi har brug for bæredygtige værdikæder, som forbrugerne kan se meningen i, hvis vi vil skabe et marked for genanvendte tekstiler, siger Isabella Holmgaard.

Så ja, vi kan øge bæredygtigheden. Men det kommer til at kræve en indsats.

KONTAKT OS

Hovedkontor
Birk Centerpark 38
7400 Herning
Tlf.: +45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej

Headstart Fashion HOUSE
Mindet 4
8000 Aarhus C
Tlf.: +45 2420 7207
E-mail: info@ldcluster.com
Kontor i BLOXHUB
Frederiksholms Kanal 30 A5, 1. sal
1220 København K
Tlf.:+45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej

Lifestyle Lab CPH
Bredgade 66
1260 København
Tlf.: +45 2276 7990
E-mail: info@ldcluster.com

CVR
26927722
Lifestyle & Design Cluster
Lifestyle & design cluster is supported by: