Whocopied.me protects this content
 H9A0073 Optimized

Sylab mærker stor efterspørgsel: Fantastisk og udfordrende

Symaskinerne gløder hos Ikast-virksomheden Sylab, der både tæller en lønsystue samt et iværksættermiljø for spirende modevirksomheder.

I øjeblikket er der dog især fokus på lønsystuen, hvor ordrerne vælter ind over dørtærsklen.

– Vi har virkelig travlt i øjeblikket. Det er vildt fedt, siger Lise Clemmensen, der både driver firmaet ”Curves by H&L” og deltager aktivt i arbejdet på lønsystuen på Sylab.

Travlheden skyldes blandt andet, at danske kunder i stigende grad har fået øjnene op for de kompetencer, Sylab tilbyder.

– Vi kan i høj grad mærke, at vi har været i gang et stykke tid efterhånden, for nu ved folk godt, hvad vi kan her, samtidig med at de ser fidusen i det. Vi har oplevet flere kunder, der har fået ordrer hjem fra deres produktion i Kina, Tyrkiet eller andre steder og opdaget fejl på ”styles”. Ofte kan vi rette, og redde, det hurtigere, end kunden kan udfylde papirerne og få sendt tøjet retur til produktionslandet. De kan både spare en masse tid, penge og også miljøbelastning, siger hun.

Profiltøj og påpasselighed
I øjeblikket har lønsystuen mere end rigeligt at se til, efter en virksomhed, der producerer profiltøj til en specifik branche, har sendt et parti på 600 styks jakker, der havde en ærgerlig fejl, da de kom hjem fra producenten i udlandet. Det fikser de nu hos Sylab.

– Udover profiltøjet har vi også børnesengetøj, børnetøj og noget så specielt som 400 armslynger af aflagte hospitalslagner på listen over ting, der skal laves. Vi har rigeligt at lave, men vi er af samme årsag også meget påpasselige med ikke at slå større brød op, end vi kan bage. Vi beder, hvis muligt, altid kunden om en prøve eller et eksempel på, hvad opgaven består i, så vi sikrer en god forventningsafstemning, siger Lise Clemmensen.

På det seneste har travlheden da også betydet, at der er kommet nye kolleger til hos Sylab.

– En af fordelene for os er, at vi ret hurtigt og smertefrit kan projektansætte en medarbejder i et stykke tid, når vi får ordrer ind. Det giver os en fleksibilitet, der også betyder, at vi endnu ikke har fået en forespørgsel, vi måttet sige nej til.

Lise Clemmensen understreger, at der på Sylab kun er tale om ændringer af eksisterende styles i et vist omfang eller produktion af nye styles – intet skrædderi i den mindre skala. Når kunder ønsker at få produceret lokalt i Danmark, står Sylab dog gerne til rådighed.

– En af de næste opgaver er et samarbejde med ishockey-gutterne fra W3IRDOS. Det er Oliver Lauridsen, Jesper Jensen Aabo og Peter Regin, der fik ideen til atletisk streetwear på en træningslejr på et tidspunkt og fik lysten til at få tankerne realiseret. Det hjælper vi dem så med. Det er en fed opgave at lave noget fra bunden på denne måde, især med nogen, der specifikt ønskede at det skulle produceres lokalt, siger Lise Clemmensen.

Større krav til organisationen
Hos Sylab er de stolte af at have fundet en plads i markedet for danske produktion og tilretning. Samtidig erkender de, at det stiller større krav til organisationen og ikke mindst produktionen.

– Det er fedt, at vi har fået hul på markedet – især uden at bruge penge på markedsføring. Det er dejligt, at der kommer folk til os, der gerne vil have produceret i Danmark, fordi det er ret unikt at få produceret inden for landets grænser i dag. Det stiller selvfølgelig væsentligt større krav til os som organisation, nu hvor der er så meget tryk på produktionen, men det er kun lærerigt, siger Lise Clemmensen.

Det øgede fokus på at få organisationen til at fungere perfekt er nødvendigt, da der også er et socioøkonomisk aspekt hos Sylab.

– Vores medarbejdere skal have det godt. Vi skal ikke overanstrenge dem, hvorfor det også er vigtigt, der er styr på organisationen. Dette er jo også en metode til at knytte dem tættere til arbejdsmarkedet igen.

Ydermere tror Lise Clemmensen, at fokusset på bæredygtighed i samfundet også har gjort noget godt for Sylab.

– Det er jo unikt, at det er produceret ”herhjemme”, og kunderne kan komme ud og se produktionen og få et mere personligt forhold til os, end de har til en fabrik i udlandet. Samtidig er der en klar miljømæssig gevinst ved kun at skulle fragte metervarer og andre materialer til Ikast frem for Kina eller et andet sted langt væk.

Sylab løser også opgaver for virksomheder, der skal have produceret mindre partier fra bunden.

 

KONTAKT OS

Hovedkontor
Birk Centerpark 38
7400 Herning
Tlf.: +45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej

Headstart Fashion HOUSE
Mindet 4
8000 Aarhus C
Tlf.: +45 2420 7207
E-mail: info@ldcluster.com
Kontor i BLOXHUB
Frederiksholms Kanal 30 A5, 1. sal
1220 København K
Tlf.:+45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej

Lifestyle Lab CPH
Bredgade 66
1260 København
Tlf.: +45 2276 7990
E-mail: info@ldcluster.com

CVR
26927722
Lifestyle & Design Cluster
Lifestyle & design cluster is supported by:

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com