Hos Sylab er vi rigtig glade for vores samarbejde med @jc_vintagedk. Jonas og Casper arbejder med en rigtig spændende og relevant case! Læs med her hvad de selv fortæller om deres virksomhed:
“JC Vintage er en tøjbutik, hvor vi sælger vintagetøj på vores webshop – og det hele bliver styret fra vores lager i Thy. Virksomheden er bestående af to 21 årige thyboer (Jonas Silkjær Hansen & Casper Næsager Nielsen), og vi går begge to op i god stil, genbrug og ikke mindst bæredygtighed.
Vi sælger vintagetøj, som hovedsageligt er mærkevare fra 80’erne og 90’erne. Vi er bestemt ikke de eneste på dette marked, og det gælder derfor om at skille sig ud og om at være unik. Det har vi blandt andet gjort ved at få produceret vores egne produkter – og det er her Sylab kommer ind i billedet.
Vi har fra starten haft princippet om, at vores virksomhed skulle være så bæredygtig som overhovedet muligt, og vi ville derfor helst undgå at skulle producere nye materialer. Derved fik vi ideen om at sy noget af vores tøj om. Noget af vores tøj har nemlig små fejl og mangler – så ved at tage den del af tøjet, som ikke fejler noget, klippe det ud og sy det om, kan vi altså få et helt nyt og unikt produkt. Problemet var bare at vi ingen erfaring havde med at sy… Men så fik vi anbefalet Sylab i Ikast.
I samarbejde med Sylab har vi altså fået lavet forskellige designs til for eksempel disse såkaldte totebags (som kan ses på billede to), som er syet om fra blandt andet gamle hoodies, sweatshirts og tracktops.
I hele den kreative proces har folkene fra Sylab været utrolig behjælpelige med at udarbejde fede designs til de nye produkter – og tusind tak for det! Vi kan i høj grad anbefale Sylab som samarbejdspartner, for det har været en kæmpe fornøjelse at arbejde sammen med dem indtil videre.