Årets Talentprogram Bød På Både Innovative Møbler Og Helt Nye Forretningskoncepter

Årets Talentprogram bød på både innovative møbler og helt nye forretningskoncepter

Syddansk Universitet i Kolding dannede rammerne om præsentationen af 2018-udgaven af Lifestyle & Design Clusters Talentprogram, hvor designstuderende fra KADK, Designskolen Kolding, VIA Design og Syddansk Universitet (SDU) arbejder sammen om at løse en konkret udfordring for et dansk møbelfirma.

De studerende var ud fra kvalifikationer og kompetencer blevet sammensat i grupper af fire, med én studerende fra hver af de respektive uddannelsesinstitutioner med henblik på at give deltagerne mulighed for at udnytte de synergier, der opstår, når forskellige kompetencer sættes sammen.

Og de studerende viste i høj grad, at de havde forstået virksomhedernes ønsker og leverede produkter og koncepter, der i flere tilfælde overgik det, virksomhederne havde håbet på inden starten.

Firkløveret af deltagende virksomheder udgjordes af FLEXA, ENCODED, TrÆls og Farstrup Furniture. Af de fire kunne de to sidstnævnte gå hjem med sejren og hæderen, men der var lige så store smil på læberne hos både FLEXA og ENCODED, som der var hos de vindende deltagere. TrÆls-teamet tog sig af prisen for bedste præsentation på dagen, mens Farstrup Furniture-teamet fik overrakt hovedprisen for det mest gennemførte produkt, som samtidig er muligt at sætte i produktion med få, overskuelige ændringer.

Dommerpanelet bestod af Michael Kvist fra Michael Kvist IPR, Isabel Ahm, der designer under eget navn, og Lars Vejen, der er designer i og stifter af Design Studio Lars Vejen, som alle var tydeligt imponerede over det gennemgående høje niveau, de studerende og virksomhederne lagde for dagen.

 

TrÆls-holdet skabte en ny, visuel identitet

Firmaet TrÆls arbejder, som navnet antyder, primært med genbrugstræ i deres produkter, der spænder bredt, men alle finder fælles fodslag i bæredygtigheden. Deres produkter skal kunne bruges mange gange, hvorfor firmaet også arbejder med udlejning af deres egne møbler til for eksempel festivaler.

De TrÆls-tilknyttede studerende havde bare tænkt meget længere, end den stillede opgave egentlig indbød til. Klar til dommernes dom stod nemlig siddemøbler af genbrugstræ, der geometrisk kan sammensættes på mange forskellige måder, så de er nemme at transportere, mens der også var udarbejdet en ny, visuel identitet og forretningsplan til TrÆls.

– De har taget opgaven markant længere, end man kan forvente. De har udtænkt en forretningsplan, der kan fungere som en hyldevare og kan bruges i mange forskellige sammenhænge med de møbler, TrÆls ellers laver. Samtidig har det for de studerende været et stort stykke arbejde, da TrÆls endnu er et så ungt firma, at deres identitet endnu ændrer sig, som de lancerer nye produkter, sagde dommerne ved evalueringen.

Den evaluering var ejer og udvikler hos TrÆls, Anders Koed Jensen, meget enig i.

– Vores mantra er, at vi kun vil lave det bedste, vi kan, og arbejde med de bedste, vi kan. Det føler jeg i udpræget grad, at vi har gjort her. Det er en rigtig dygtig gruppe, vi har arbejdet med. De har lyttet virkelig meget til både os som virksomhed og til vores kunder og deres behov. Der ligger et stort analysearbejde bag deres arbejde, og de har reelt set identificeret et nyt behov, så vi har fået mere, end vi forventede, da vi startede samarbejdet op. Det er uden tvivl noget, vi kan gå videre med, og rent geografisk åbner det op for noget nyt, da vi på denne måde kan transportere mange flere elementer ad gangen, sagde han.

Også hos en af de TrÆls-tilknyttede studerende var der stor tilfredshed med samarbejdet og produktet:

– Det har været super spændende og en virkelig interessant proces at arbejde med TrÆls, især da firmaet er mindre etableret, hvilket har givet os et stort fri- og råderum. Det betyder også, at der har været kort fra ide til handling. De har været gode til at sparre med os om mulighederne, men har også givet os meget frie tøjler, så vi virkelig kunne sparke til den og udfordre deres identitet. Vi kiggede i samråd med dem meget på, om deres behov nu også var netop det, de gav udtryk for. Så vi udfordrede opgaven og skubbede til grænserne, hvilket var sjovt at prøve, da vi nok alle er vant til relativt strikse designbriefs. Jeg tror, vi vandt for et gennemarbejdet koncept, vores nye logo til TrÆls, farveprofil og vores salgsgreb – den røde tråd, kan man sige. Så det er vi virkelig glade for, sagde Hans-Christian Bach, der studerer på KADK.

ENCODED ser potentiale i nyt produkt

Hos møbel- og interiørfirmaet ENCODED var ejer og designer Trine Bøttger glad for både produktet, samarbejdet og konceptet omkring Talentprogrammet.

– Da jeg blev præsenteret for ideen med at sætte designstuderende sammen med etablerede firmaer i Talentprogrammet, tænkte jeg, at det lød som en spændende måde at få nye input på, sagde Trine Bøttger.

Har du så fået det?

– Ja, det synes jeg. Det er, i min optik, altid fornuftigt at få nye,
friske øjne på det, man selv arbejder med hver dag. Samarbejdet er ydermere forløbet helt gnidningsløst, om end geografien selvfølgelig udfordrer arbejdsgangene, når de studerende er fordelt på hele landet.

ENCODED fik ingen priser for det produkt, de studerende havde udarbejdet efter ønske fra Trine Bøttger. Det lagde dog ikke nogen dæmper på tilfredsheden med produktet fra ENCODED-ejerens side.

– De nye, forfriskende tanker, de studerende har gjort sig om mit design, er super spændende. Jeg kunne sagtens forestille mig at arbejde videre med prototypen, der står her i dag. Umiddelbart vil jeg tro, at vi arbejder videre med produktet, sagde Trine Bøttger.

Da ENCODED muligvis vil arbejde videre med produktet, kan vi desværre ikke afsløre, hvilket produkt der er tale om.

Roser til FLEXA-holdet

Dommerne var også begejstrede for FLEXA-holdets møbel, der ifølge dem lignede ”noget, der kunne sættes i produktion med det samme”.

– Det er tydeligt, når man hører deres præsentation af produktet, at de virkelig har brugt lang tid på research, inden de gik i gang med at skitsere produktet og endelig udforme det. For mig at se, kunne det lige så godt være en ung tegnestue, der har stået for designet, lød det anerkendende fra dommerne under voteringen.

FLEXA laver til dagligt børnemøbler i især massivt træ, og den opgave havde deres hold af studerende virkelig forstået og understøttet, forklarede Helle Ethelberg, Director of innovation and product management hos FLEXA.

– For os var det en oplagt måde at få andre øjne på vores produkter og et frisk pust. For vores studerende var den primære opgave at gøre fyrretræ cool igen. Så på en måde var opgaven ret simpel, da designet skulle lægge sig tæt op ad det, vi er kendt for, men samtidig er det aldrig nemt at redesigne eller bare fortolke en klassiker, sagde Helle Ethelberg med henvisning til, at produktet, de studerende skulle læne sig op ad, blev lanceret for 40 år siden.

– Vi synes, deres grund-ide er god. De har lavet et produkt, der er langtidsholdbart, godt design og ikke mindst noget, børnene kan vokse med og både finde fornøjelse ved i mange aldre. For os er det en ret genial tanke, sagde hun.

Da FLEXA muligvis vil arbejde videre med produktet, kan vi desværre ikke afsløre billeder eller flere detaljer om det på nuværende tidspunkt.

Farstrup Furniture: Vi fik det, vi forventede – og lidt mere til

Det blev Farstrup Furnitures studerende, der stak af med den overordnede sejr for deres produkt ’LUNE’, der er en stol henvendt til det voksende ældresegment i Danmark.

Gruppen imponerede dommerne med deres grundige analyse af, hvorvidt der var behov for en designerstol til ældre mennesker samt den innovative tilgang, de havde haft til udførelsen af det endelige produkt.

– De rammer virkelig den tendens, vi ser hos den voksende
målgruppe, 75+-segmentet udgør. Den kundegruppe forventer, at der er møbler, der er lavet specifikt til dem, og de forventer, at det ligner noget, der ikke er designet til ældre mennesker. De vil også have lækkert design. Med sine funktioner, motorer, der kan øge siddekomforten og sin æstetik, så fanger den essensen af, hvordan design til det segment skal se ud og være i fremtiden. Samtidig udfordrer de producenten med et nyt design til en ny kundegruppe, men de løser stadig opgaven. De ældre vil, ligesom os andre, hellere sidde dårligt, end de vil sidde grimt. Her sidder de både godt og pænt, lød det fra dommerpanelet.

Den betragtning var Steen Lyhne Johansen, Managing Director hos Farstrup Furniture, enig i. Samtidig var han glad for samarbejdet med de studerende, som han roste.

– Vi har med deltagelsen i Talentprogrammet fået det, vi gerne ville have. De har virkelig tilført fire sæt friske øjne og en god energi. De har undersøgt målgruppen, lyttet til både os som producent og målgruppen og til sig selv i forhold til æstetik. Det har været en rigtig god oplevelse at arbejde med dem, sagde han.

Farstrup Furniture er ved at relancere sig selv, hvorfor det også passede godt at samarbejde med nye, unge designere.

– Vi er i en proces, hvor vi støver Farstrup Furniture af og lancerer nye produkter. Vi kan ikke på stående fod sige, om vi sætter stolen her i produktion, men vi synes i hvert fald, at det er noget, vi skal kigge og regne på. Vi er rigtig godt tilfredse med vores gruppes arbejde her og synes, sejren er fuldt fortjent, sagde Steen Lyhne Johansen.

Glæden var også til at få øje på hos Team Farstrups fire designstuderende, der havde knoklet med stolen ’LUNE’. Men de havde faktisk også været glade, hvis ikke de havde vundet.

– Det har været helt vildt fedt at arbejde på denne måde. Det gør bare opgaven så meget mere interessant, når der er tale om en konkret udfordring for en ægte virksomhed. Vi er glade for vores endelige produkt, selv om der selvfølgelig altid er lidt med finishen på en prototype, men det kan jo rettes til. Valget faldt på seniorstolen her, da vi kunne se, at der var et hul i markedet. Der manglede simpelthen funktionel æstetik til senior-segmentet, lød det fra Team Farstrup, der også roste samarbejdet med Farstrup Furnitures ledelse samt medarbejdere.

– Steen, Farstrup Furnitures chef, har vitterligt ingen benspænd sat for os, så det var en enormt åben opgave. Det var nemt at arbejde med en virksomhed, der gav udtryk for, at de manglede noget nyt. Og så synes jeg, vi har haft et godt samarbejde internt i gruppen, hvor vi har været gode til at hjælpe hinanden og byde ind med vores respektive kompetencer. Vi har fået al den hjælp og sparring, vi kunne have brug for, og Farstrup Furniture lod os blive i produktionslokalerne, når alle andre gik hjem, så vi har følt os meget velkomne. Det har været virkelig hårdt og lærerigt, men også rigtig, rigtig sjovt, sagde Julia Sand Skovsted, der var en del af Team Farstrup Furniture.

Et stort tillykke fra Lifestyle & Design Cluster skal lyde til samtlige deltagere!

KONTAKT OS

Afdeling i Jylland
Birk Centerpark 38
7400 Herning
Tlf.: +45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
> Find vej
Afdeling i København
BLOXHUB
Frederiksholms Kanal 30 A5, 1. sal
1220 København K
Tlf.:+45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej
Lifestyle & Design Cluster
Lifestyle & design cluster is supported by: