Den 17. maj 2018 satte 47 virksomheder, mange med flere repræsentanter, hinanden i stævne på Godsbanen i Aarhus. Det helt store datingshow var sat i søen under navnet Design Match, der søgte at matche designere, især udvalgte upcoming af designskolerne, og etablerede, med danske design- og møbelvirksomheder med behov for friske input og lyst til nye samarbejder.
I dag har virksomhederne ikke et naturligt forum, hvor det er oplagt at mødes og opdage samarbejdsmuligheder. Virksomhederne kontakter ofte designere, de har hørt godt om, hvilket især som nyuddannet udgør en udfordring. Design Match var vores bud på at skabe ”hul igennem”.
Hjemmefra havde alle virksomheder ”booket speeddates” med potentielle, fremtidige partnere, som de ønskede 20 minutters speeddating med. Og selv om tiden var knap, så var udbyttet for deltagerne virkelig stort med det nye koncept.
– Vi fik tilsendt en miniportfolio på designerne før mødet og kunne dermed selv vælge dem, som så mest attraktive ud i forhold til vores profil. På meget kort tid fik jeg et godt indtryk at de fem designere, som jeg havde møde med. Dette sparer meget tid, men skubber også på for at møde nye talenter, siger Claus Ditlev Jensen, Collection & Visuals Director hos BoConcept.
Dette var netop meningen med speeddating-konceptet, som projektleder Joan Knudsen var ansvarlig for.
– Med Design Match giver vi designerne mulighed for at promovere sig selv ved at uploade en præsentation, virksomhederne kan kigge på, inden de tager en beslutning om, hvem de vil møde. På den anden side sparer producenterne en masse tid, da de kan mødes med op til fem designere efter eget valg på samme sted og dag. På den måde får alle parter en god oplevelse på en effektiv måde, siger projektleder Joan Knudsen.
Det kan de nikke genkendende til hos BoConcept.
– Vi fik helt konkret indsigt i talentmassen i Danmark, mens jeg også fik spottet et par designere, som har potentiale for os. Vi mødtes primært med de unge designere, da det ofte er her, vi ser designere med opdateret viden om teknologi, tendenser og trends, siger Claus Ditlev Jensen.
Faktaboks: 47 virksomheder deltog i Design Match og 45 designere hvoraf mange var opkommende (lige færdige med deres uddannelse). Hver producent havde booket op til fem møder/speeddates, mens der også opstod en del ”blind dates” mellem møder og i pauser. Sidenhen er der opstået mere end 10 konkrete, nye produkter eller produktserier (18 samarbejdende virksomheder) samt en lang række designoplæg og igangværende samarbejder. Derudover er der etableret en del projektansættelser samt en fastansættelse. Design Match er en aktivitet i Lifestyle & Design Cluster finansieret af innovationsnetværksordningen under SIU. Partnerne i projektet var D2i, Design Denmark, Designskolen Kolding, Via Design, Kunstakademiet og Syddansk Universitet.