Bæredygtighed og genanvendelige materialer
Efter at Fletco Tæpper i en årrække havde eksperimenteret med bæredygtighed og genanvendelige materialer i deres produkter, takkede tæppeproducenten ja til at deltage i projektet Rethink Business, der skaber grøn innovation og vækst i Region Midtjylland. I forbindelse med en af de workshops, der blev afholdt for deltagerne, fik virksomheden øjnene op for nye måder at arbejde med bæredygtige materialer på, og straks efter startede et ambitiøst udviklingsarbejde.
“Som følge af projektet igangsatte vi et udviklingsarbejde, der bestod i at producere et 100 procent genanvendeligt tæppe, der primært består af genbrugsmaterialer,” forklarer Bent Jensen, som er direktør hos Fletco Tæpper. Den målrettede arbejdsindsats viste sig at bære frugt, og i januar 2015 kunne virksomheden producere de første 4000 kvadratmeter af det 100 procent genanvendelige tæppe på fabrikken i Bording. Tæppet er bl.a. lavet af brugte PETflasker og er genanvendeligt, fordi det efter brug kan smeltes om til nye plasticprodukter.
God sparring
”Et 100 procent genanvendeligt tæppe er ikke blevet udviklet og lanceret før, så det krævede hovedbrud og en masse tests, før vi var tilfredse,” forklarer Bent Jensen. Han fremhæver, at det også ledelsesmæssigt har stillet krav til en høj grad af nytænkning og inddragelse af de rette personer, så udviklingsarbejdet kunne tage den rigtige retning og fart: ”Det kræver sparring og gode samarbejdspartnere at komme omkring væsentlige forhold og sammen finde de rette løsninger”.
Om Rethink Business
Region Midtjylland har igangsat Rethink Business for at skabe grøn innovation og vækst i regionen.
Mere end 30 virksomheder deltog i projektet, der blev afviklet fra oktober 2012 til december 2014. Development Centre UMT er projektoperatør på vegne af Region Midtjylland, og UMT har indgået en underleverandøraftale med COWI A/S og Vugge til Vugge ApS. Konsulenter fra COWI og Vugge til Vugge udgør det virksomhedsrettede team, som vejleder virksomhederne individuelt gennem tre faser; innovationsfasen, afprøvningsfasen og omstillingsfasen.