Whocopied.me protects this content
Højer Møbler: Bæredygtighed Er Vejen Frem, Men Omstillingen Tager Tid

Højer Møbler: Bæredygtighed er vejen frem, men omstillingen tager tid

Højer Møbler A/S udvikler, producerer og leverer møbler til undervisningssektoren med fokus på at skabe funktionelle, inspirerende og innovative løsninger, der understøtter forskellige læringsstile. Højer Møbler har arbejdet med bæredygtighed i en årrække, og siden januar 2018 har de samarbejdet med Aalborg Kommune om en mere cirkulær model for indkøb af skolemøbler.

I Vodskov nordøst for Aalborg holder Højer Møbler til.

De har i over 25 år solgt møbler til skoler og uddannelsesinstitutioner, primært på det offentlige kontraktmarked, så der er en vis sandsynlighed for, at de har produceret nogle af de møbler, du og dine børn har benyttet sig af gennem skoletiden.

De seneste år har ønsket om en højere grad af bæredygtighed sneget sig ind på virksomheden i det nordjyske, der gerne vil satse på cirkulær økonomi og nye visionære forretningsmodeller i fremtiden.

 

På spejderære

Højer Møbler har en mission.

De tror på at bæredygtige tiltag, som sikrer ressourcer til den næste generation, skaber en bedre verden. De vil levere fremtidssikrede kvalitetsmøbler og læringsmiljøer under hensyntagen til mennesker, kloden og forretningen. En måde at drive virksomhed på, der faktisk stammer fra grundlægger Jens Højers mangeårige spejdergerning. Det betyder også, at virksomheden over de senere år har arbejdet med at sadle om til en mere bæredygtig og cirkulær tilgang til forretningen.

– Over de senere år har vi brugt meget tid og mange ressourcer på at tilegne os certificeringer. Vi er nu FSC-certificeret samt kvalitets-, miljø- og arbejds- miljøcertificeret, hvilket vi er stolte af.

Hos Højer Møbler mener de, at certificeringer er et godt udgangspunkt, men de må også erkende, at de virkelig store forandringer ikke ligger i at få certificeret enkelte produkter f.eks. efter svanemærkning eller ECO-rating, men i at gentænke måden hvorpå, kunderne indkøber og bortskaffer møbler.

 

Tålmodighed er en dyd

Hos Højer Møbler har de høje ambitioner og stræber altid efter at gøre deres ypperste, også når det kommer til bæredygtighed.

– Vi arbejder meget med vores egen miljøpåvirkning og vores primære underleverandører. Når det er sagt, må vi også erkende, at vi er en mindre spiller, og vi kan derfor ikke stille mange krav til vores underleverandører. Vi arbejder i stedet med at præge dem i en bæredygtig retning, hvilket går godt, men langsomt, siger projektleder fra Højer Møbler Mette Lund Petersen.

På samme måde kræver det tålmodighed i arbejdet med at omstille til mere miljørigtige materialer.

– Bæredygtigt producerede møbler er oftest en smule dyrere end de konventionelt producerede møbler og bliver derfor ofte i sidste ende valgt fra af kunderne. Derfor er det ikke rentabelt for os at investere lige så meget i omstillingen, som vi kunne ønske os.

– Vi arbejder meget med at se på, hvordan vi knækker koden for at investere i at blive mere bæredygtige uden at binde al for megen likviditet. Vi skal stadig tjene penge for at kunne komme videre med vores arbejde med bæredygtighed, forklarer hun.

Højer Møbler vil også gerne gøre noget godt for udsatte mennesker.

– I vores aftale med Aalborg Kommune samarbejder vi med flere af kommunens socioøkonomiske virksomheder om at renovere de gamle skolemøbler, så de kan komme i brug igen. Disse virksomheder hjælper udsatte mennesker med at komme på arbejdsmarkedet, og det vil vi rigtig gerne støtte med at omstille til mere miljørigtige materiale

 

Det offentlige kontraktmarked og bæredygtighed er en svært forenelig kombination
Det offentlige marked er svært at entrere, mener Mette Lund Petersen.

– Vi kan ikke bare henvende os til en skole med bæredygtige produkter. Det er ikke fordi den enkelte skoleleder ikke ønsker at købe bæredygtigt, men skolerne er låst af offentlige udbudsregler og skal købe på en indkøbsaftale, som kommunen udformer.

– Kommunerne er gatekeepere. Hos kommunernes indkøbskontorer har kutymen i mange år været, at pris er det vigtigste parameter, hvilket direkte modarbejder leverandørernes arbejde med innovation og bæredygtighed. Enkelte kommuner, som f.eks. Aalborg, tør dog heldigvis at gøre noget andet. Det glæder vi os over og tror på, at det vil sprede sig til andre kommuner hen over de kommende år.

– Skolerne prioriterer heller ikke at købe bæredygtigt. De har en årlig budgetramme fra kommunen, hvilket gør at de er meget økonomisk presset, og derfor er nødsaget til at prioritere pris, frem for lang levetid og bæredygtige materialer. Det hjælper selvfølgelig ikke på efterspørgslen, siger Mette Lund Petersen.

På den måde kan Højer Møbler godt mærke, at det er svært at sælge bære- dygtighed på et presset marked, hvor prisen er afgørende. Men de stopper ikke med at prøve af den grund.

Fremtidens forretningsmodeller

Et kig i krystalkuglen fortæller ikke nødvendigvis noget om, hvor en virksomhed befinder sig om fem år. Men de vil gerne gætte hos skolemøbelproducenten i Vodskov.

Håbet er, at de med tiden kan lukke op for en leasing- eller take back-ordning, der gør virksomheden i stand til at tage møblerne tilbage fra skolerne, sætte dem i stand og dernæst lease eller sælge dem igen til en ny kunde, der så kan have glæde af dem og holde dem i cirkulation.

– Om fem år skal de cirkulære forretningsmodeller være hverdag. Vi vil også gerne være meget længere fremme ift. miljørigtige materialer, så vi i højere grad kan udvikle mere bæredygtige produkter. Vi tror på, at både kommuner og skoler i fremtiden bliver endnu mere bevidste i deres valg af produkter og løsninger, og at det også kan være en god forretning både for dem og os, slutter Mette Lund Petersen.

KONTAKT OS

Hovedkontor
Birk Centerpark 38
7400 Herning
Tlf.: +45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej

Headstart Fashion HOUSE
Mindet 4
8000 Aarhus C
Tlf.: +45 2420 7207
E-mail: info@ldcluster.com
Kontor i BLOXHUB
Frederiksholms Kanal 30 A5, 1. sal
1220 København K
Tlf.:+45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej

Lifestyle Lab CPH
Bredgade 66
1260 København
Tlf.: +45 2276 7990
E-mail: info@ldcluster.com

CVR
26927722
Lifestyle & Design Cluster
Lifestyle & design cluster is supported by: