Created 4 Kids – Første møde på børneplatformen blev en succes
Dansk børnedesign til hele verden, bæredygtighed, kemikalier og gensidig sparring. Ideerne stod i kø, da Innovationsnetværkets nye Børneplatform blev skudt i gang forleden
Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning havde forleden opstartsmøde på den nye Børneplatform, hvor visionen er at skabe et åbent fællesskab, så ny viden flyder og samarbejde opstår på tværs af brancher og brands.
De mange fremmødte viste, at børnebranchen har lyst til at lege sammen, og alle hjalp med at sætte ord på forventningerne til det nye initiativ. Flere deltagere fremhævede det stærke ved sparring på tværs af brancher, så netværksgrupper om dilemmaer, bæredygtighed og samarbejde omkring CSR var et af flere gode forslag til fremtidige aktiviteter.
Fra Dansk Mode & Textil fortalte teknik- og miljøchef Aage Feddersen om muligheder for at skabe netværk om kemikalier og tekstiler for børneproducenter og han opfordrede virksomhederne til at komme med bud på andre relevante sparringsgrupper.
> Se alle billeder fra dagen her
Bæredygtighed og danske værdier
Henriette Melchiorsen fra Designskolen Kolding fortalte om et igangværende projekt om børn og bæredygtighed, hvor studerende sammen med bObles, Green Cotton og Flexa indkredser, hvordan virksomheder kan arbejde med bæredygtighed på en helhedsorienteret måde, så også butikken indgår som element. Der arbejdes blandt andet med genanvendelse af materialer, metoder til udvikling af bæredygtigt design samt kommunikation til forbrugerne om temaet.
Bureauet We Love People fortalte herefter om dansk børne-DNA med afsæt i deres erfaringer fra DRs Ramasjang.
Børn er verdens største målgruppe – men meget forskellige, afhængig af udviklingstrin. Derfor er kunsten at skabe universer, hvor alle kan være med på egne betingelser og hvor børn kan være aktive frem for passive (for)brugere – herunder få muligheden for at spejle sig i jævnaldrende.
For børn elsker at være en del af noget, og de vil have autenticitet og ægthed. We Love People var ikke i tvivl om, at der findes et dansk børne-DNA, der kan bygges kommercielle universer op omkring. Her fremhævede de især det danske frisind, som levner plads til forskellighed samt modet til at leve autentisk og hylde det hele menneske.
Created4Kids – ud på fjernmarkeder
Dermed var der lagt op til dagens sidste præsentation med arbejdstitlen ’Created4Kids in China – eller et andet fjernmarked’. Målet er her at skabe en mobil retail/etail platform til markedsføring på forskellige fjernmarkeder. De virksomheder, som vælger at indgå i projektet, skal under en fælles dansk paraply synliggøre sig med afsæt i edu-/entertainment, så leg, læring og fælles oplevelser bliver omdrejningspunktet.
Spandet & Partners præsenterede forretningsmodellen og tankerne bag, og kommunikationshuset F28 (CC Public Relations, Frontal Lab og c:ommunicate) fortalte om konceptet og hvordan der skal arbejdes med kommunikationen omkring det. Herefter fremviste EM Retail Solutions deres arbejde med butikskonceptet, og hvordan det kan foldes ud på udvalgte fjernmarkeder.
Projektet er stadig i udvikling og næste etape bliver at integrere interesserede virksomheder. Der afholdes et møde herom d. 27. august, hvor alle interesserede virksomheder er meget velkommen.
Præsentationer fra mødet
Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning
Designskolen Kolding
We Love People
Spandet & Partners
Kommunikationshuset F28
EM Retail Solutions
Næste møde i Børneplatformen for Retailgruppen
Se programmet for næste møde i Retailgruppen under Børneplatformen d. 27. august 2013