LETZLEATHER designer og producer interiør, der kan tåle tidens tand
For Josefine Wraae startede ideen til en virksomhed bogstaveligt talt hjemme ved køkkenbordet.
Hun og gemalen Simon skulle i gang med at renovere lejlighed, og det blev en bærende idé, at renoveringen skulle være så bæredygtigt som muligt.
Og da Josefine altid har været kreativ og praktisk blev det nærliggende, at gøre så meget som muligt selv.
– Jeg har altid været ude i min fars tømmerværksted – når min mor ikke vidste det, fortæller hun.
Så da parret ikke kunne finde den type greb af læder, som de gerne ville have, gik hun selv i gang med at designe dem og andre dele af køkkenet.
Og da venner og familie var mere end høfligt begejstrede og også gerne ville have noget tilsvarende, blev det for parret starten på en drøm om at skabe en virksomhed sammen.
Så siden 2018 har produktpaletten udvidet sig, så de på Lifestyle & Design Clusters Circular Furniture Days i forbindelse med 3daysofdesign kan udstille både ophæng, hylder og knagerækker – fremstillet af restmateriale fra andre produktionsvirksomheder.
Her er tale om læder, aske- og egetræ, som de får fra blandt andet et snedkeri, der laver kosteskafter.
– Vi bruger kun aske- og egetræ, som begge er stærke og holdbare træsorter, der med den rigtige pleje kan holde evigt, siger hun.
LETZLEATHER sørger for, at der er vedligeholdelses-anvisninger på hjemmesiden, så produkterne får lang levetid. Samme tankegang ligger bag det stilrene og tidløse design.
All produkter produceres som håndarbejde i Danmark, hvilket blandt andet minimerer spild, fordi meget af råvaren kan bruges til forskellige dele af sortimentet. Håndarbejdet i Danmark betyder desuden både mindre energiforbrug og begrænset transport. Det meste produceres desuden efter ordre, så der er ikke nogen overproduktion.
For et langt liv
Alle produkter er produceret med fokus på kvalitet, for at skabe en lang levetid – eller på nydansk: ”design for longevity”. Læderet til ophæng er fuldnarvet kernelæder fra økologiske frilandskøer. Kernelæderet er den stærkeste del af huden, hvilket betyder, at de kan holde til næsten alt, og at de ikke bliver slatne og kommer til at hænge med tiden.
Produktionen i LETZLEATHER foregik i starten i parrets lejlighed, men i takt med efterspørgslen kunne de ikke følge med og har derfor outsourcet dele af produktionen.
Det er dog muligt for kunder at få helt egne løsninger, og så kan de kreative processer stadig foregå i lejligheden.
Ud over parrets egen webshop sælges produkterne hos forhandlere i København, Helsingør og Fredericia.
På sidste års Formland fik virksomheden en aftale med en distributør, der vil sælge produkterne i Norge.
Målsætningen er at hendes mand Simon i løbet af et år skal være fuldtids i virksomheden.