Christine Hansson og hendes mand Anders Petersen stiftede i 2020 en virksomhed på en bund af mange års cirkulære tanker, og i dag kommer der blandt andet smukke lamper ud af det
I flere årtier har hl-print i Hedensted leveret print i alle afskygninger på forskellige materialer.
En virksomhed stiftet af blandt andre Christine Hanssons farfar, og i dag er hendes mand, Andreas Petersen, projektleder i print-virksomheden.
De seneste år har han tænkt på, hvordan det var muligt at bruge de enorme mængder papaffald, som hl-print står med, og i 2020 blev tankerne ført ud i virkeligheden, da Relife Studio kom til verden.
Her forvandles pap blandt andet til smukke lamper, som sælges via webshoppen på Relife Studios egen hjemmeside.
– Vi vil ikke nøjes med at være de bedste i verden, vi vil også være de bedste for verden, siger Christine Hansson.
Pendler af pap og plast
Pendellamperne produceres både af pap og kanalplast, affaldsprodukter fra modervirksomheden hl-print, og i forbindelse med 3 days of design er der ud over pendellamperne håb om også at udstille nye produkter – blandt andet en bordlampe og en vase.
– Når vi får pap og kanalplast i hænderne, skærer vi det til de ringe, som bliver brugt til lamperne, fortæller Christine Hansson.
Ledninger og fatninger er købt som nyt, da der skal en CE-godkendelse til for at sælge lamperne, og lige nu er det den eneste mulighed, men på sigt er der også på den front bæredygtige planer.
– Vi arbejder målrettet på sagen, sådan er det også med lampernes toppe i metal, messing og kobber, for vores ambition er at gøre lamperne og de øvrige produkter 100 procent bæredygtige, siger Christine Hansson.
Opfordring til videre-salg
Når lamperne når slutbrugeren følger der ønsker fra Relife Studio med, og det handler blandt andet om, at lampen ikke smides ud efter endt brug.
– Vi vil hellere, at de sælger den videre eller sender den retur til os, for dermed opnår vi en forlænget levetid, som vi ønsker for alle vores produkter. Pap og kanalplast har stor styrke, hvis det bruges rigtigt, og lige præcis på det område har vores modervirksomhed stor viden efter mange års arbejde med de to materialer, fortæller Christine Hansson.
Relife Studio hviler på en bund skabt af cirkulære tanker, og det betyder for eksempel, at alle maskiner i virksomheden er brugte maskiner, som enten skulle smides ud eller sælges videre.
Inventaret stammer fra modervirksomheden, og der er sparet på ekstra forsendelsesemballage for at undgå mere indpakning og spild.
– Vi samarbejder også med en lokal bygherre, som leverer affaldspap fra byggeprojekter til os, og det forvandler vi til en smuk lampe, som bygherren så bruger som indflyttergave. Det er et projekt, vi er meget stolte af, og den slags lokale samarbejder ønsker vi at udvikle og optimere i de kommende år, siger Christine Hansson, som også er innovativ og progressiv i forhold til socialt ansvar.
Der er nemlig planer om at ansætte unge mennesker, som er på kanten af arbejdsmarkedet, og på den måde bliver det muligt både at hjælpe de unge mennesker og virksomheden, som Christine Hansson påpeger.
Hvis du ønsker at se, hvor smukt et lys, affaldspap genererer, skal du kigge ind til Relife Studio på 3daysofdesign – en ny virksomhed med hjertet på det rette sted.