Tindskard ApS Går Efter Kromfri Garvning Af Fiskeskind

Tindskard ApS går efter kromfri garvning af fiskeskind

For Tindskard ApS har deltagelse i Region Midtjyllands projekt Rethink Business– Fokuseret Værdikædesamarbejde skabt grundlag for at reducere energiforbrug og transport samt udvikle nye kromfri garvemetoder til fiskeskind.

Fiskeskind er et bæredygtigt alternativ

Tindskard Aps blev etableret i Hirtshals i 2016 og ejer 50 % af Atlantic Leather A/S, der ligger på Island. Atlantic Leather A/S garver, efterbehandler og sælger fåre- og fiskeskind. Fiskeskindene sælges typisk til modeindustrien, som anvender skindet til sko, tasker, møbler og meget andet.

Fiskeskind er et meget bæredygtigt alternativ til andre typer læder f.eks. fra slanger eller krokodiller, som ofte enten er fra truede dyrearter eller fra farme, hvor kun skindet anvendes.

Hulda Tindskard, medejer af Atlantic Leather, fortæller:

I dag anvendes globalt kun ca. 1 % af alt fiskeskind til skind­produktion, idet skindet typisk bruges til foder eller går tilbage i havet.

I Atlantic Leather A/S upcycler vi dermed et restprodukt fra fødevaresektoren for at producere de fineste, bæredygtige fiskeskind. Samtidig er fiskeskind utroligt stærkt og let, så det har en høj kvalitet og lang levetid.

Atlantic Leather A/S garver hovedsagelig MSC-certificeret laks, men også torsk og havkat samt andre ikke-truede fiskearter. Fiskeskindene kommer primært fra fiskeproducenter på Island og i Danmark.

I 2013 blev Atlantic Leather A/S tildelt prisen som “Tannery of the Year” i Hong Kong og kåret som producent af det bedste luxury leather i verden. I 2016 blev virksomheden kåret som Europas bedste garveri.

Hulda Tindskard fortæller: – Ved at deltage i Rethink Business projektet ønskede vi at få inspiration til at skabe nye strategier i forhold til bæredygtighed, og samtidig få inspiration til vores salgsudvikling og marketing samt til at forbedre vores kommunikation og netværk.

Fiskeskind har stadig en meget lille markedsandel, men har potentiale til at blive et fantastisk alternativ til andre typer læder fra krokodiller og slanger. Udfordringen er, at forbrugerne og vores kunder ikke kender nok til fiskeskind.

“I dag anvendes globalt kun ca. 1 % af alt fiskeskind til skind, idet skindet typisk bruges til foder eller går tilbage i havet”

Vi skal tiltrække meget mere opmærksomhed for at blive mere synlige, mener Hulda Tindskard.

Producerer på 100 % vedvarende energi

Atlantic Leather A/S havde allerede ved projektstarten et stort fokus på miljøet. Produktionen på Island er f.eks. 100 % baseret på vedvarende energi bl.a. hydro- og geotermisk energi.

Fabrikken på Island ligger desuden ved en havn, så det uforarbejdede fiskeskind fra Danmark kan sejles til Island, for at minimere den samlede C02fra transporten.

 

Fik overblik over sine bæredygtige mål

Gennem brainstorming og diskussion af ideer til konkrete indsatser inden for bæredygtighed fik virksomheden fastlagt et roadmap.

Processen med at fastlægge et roadmap med vores planlagte indsatsområder fra 2018 til 2028, har været en rigtig god metode til at gennemgå vores fokusområder og tænke fremad. Roadmappen er et nyttigt værktøj, fordi den kan opdateres løbende, og den hjælper os med at fastholde vores ideer, når vi holder møder, siger Hulda.

Atlantic Leather A/S har planlagt og allerede iværksat en række initiativer i 2018.

I 2018 har vi sat ambitiøse mål fx inden for materialesundhed, idet vi er gået med i et DTU-projekt vedr. kromfri garvning af fiskeskind. 

Vi vil også sammenligne vores status i forhold til relevante miljømærker f.eks. Cradle to Cradle (C2C) og Svanemærket, da vi oplever stigende kundeinteresse for, at vi eller kunderne kan miljødeklarere produkterne.

Vi vil også arbejde for at nedbringe transport­mængden af de rå fiskeskind fra Danmark gennem bedre forarbejdning af skindet på fiskefabrikkerne. Desuden vil vi i de kommende år arbejde med at reducere energiforbruget med min. 10 % pr år i.f.t. omsætningen på vores fabrik, nævner Hulda.

Udvikling af en kromfri garvemetode

Som led i projektet har Atlantic Leather A/S arbejdet med idéer til nye bæredygtige forretningsmodeller. I øjeblikket anvendes krom 3 til garvning af fiskeskind, idet krom er med til at blødgøre skindet og give det større lysægthed.

Krom 3 er lovligt at anvende og betydeligt mere bæredygtigt end krom 6, som jævnfør EU-krav skal udfases over en årrække. Men kunder inden for modebranchen efterspørger kromfri garvning, så derfor har virksomheden valgt at arbejde videre med dette forretningsspor.

Hulda Tindskard fortæller: – Vi ønsker at udfase krom og andre problematiske kemikalier fra vores produktion. Vi har derfor iværksat en lang række forsøg med kromfri garvning for at finde frem til brugbare alternativer til krom 3.

Vi har indtil nu fået udviklet kromfri garvning af 2 af vores produkter, der således ikke længere indeholder krom. Det er vi rigtig stolte af! Vi oplevede da også stor kundeinteresse for disse produkter, da vi i september 2018 udstillede dem på Milano LineaPelle Fair, som er en international læder­messe i Italien.

Fik også hjælp til strategisk salgsudvikling

Tindskard ApS har også anvendt projektet til at fokusere på virksomhedens økonomiske bæredygtighed, da Atlantic Leather A/S har haft nogle svære år med underskud. Det er derfor afgørende for virksomhedens udvikling at få skabt mere omsætning og indtjening.

Hulda Tindskard fortæller: – Vores konsulent har også hjulpet os med at sætte fokus på vores økonomiske bæredygtighed. Vi har derfor også arbejdet strategisk med salgsudvikling, hvor vi har arbejdet med kundeklassificering samt identifikation og udvikling af flere topkunder inden for mode­branchen og andre brancher.

Vi er bl.a. i god dialog med en række store bil­producenter, der ønsker et bæredygtigt alternativ til deres nuværende læder, så vi betragter bilbranchen, som et område med store potentialer.

“Vi er rigtig stolte af vores første kromfrie produkter, der blev udstillet på Milano LineaPelle Fair. Vi oplevede også stor kundeinteresse for dem”

Virksomheden arbejder også med en kommunikationsstrategi om bæredygtighed, og vil løbende kommunikere om f.eks. udviklingen inden for kromfri garvning og kromfrie produkter. Det vil foregå på virksomhedens webside og på de sociale medier, for at øge kendskabsgraden til fiskeskind og dets bære­dygtig­hed – og dermed skabe et godt afsæt for øget eksport.

 

Et super samarbejde

– Vi er meget tilfredse med vores deltagelse i Rethink Business projektet og med den store støtte og hjælp, vi har fået fra vores konsulent fra Milestone Pro ApS til at gennemføre projektet.

Det har været en meget positiv oplevelse at deltage i projektet, og vi kan allerede nu se nogle konkrete resultater.

Vi er overbeviste om, at kromfri læder vil give os en kæmpe konkurrencefordel i markedet, slutter Hulda Tindskard.

KONTAKT OS

Afdeling i Jylland
Birk Centerpark 38
7400 Herning
Tlf.: +45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
> Find vej
Afdeling i København
BLOXHUB
Frederiksholms Kanal 30 A5, 1. sal
1220 København K
Tlf.:+45 9616 6200
E-mail: info@ldcluster.com
Find vej
Lifestyle & Design Cluster
Lifestyle & design cluster is supported by: