Det hele begyndte hjemme hos Tenna Holdorff Christiansen, hvor den daglige affaldssortering udfordrede, men det sluttede med etableringen af ReCollector
Måske har en lille bunke af aviser og reklamer hobet sig op.
På bordet står en samling plastikemballage fra aftenens madlavning, mens en lille gruppe af flasker står skulder ved skulder med tre konservesdåser.
Det roder mere, end det pynter.
Affaldssortering er kommet for at blive, men dermed følger en daglig irritation og frustration over de forskellige klumper af affald, som i en travl hverdag ofte fremprovokerer dybe suk i hjem over hele verden.
Et brugbart alternativ
Hvor er det brugbare alternativ, som er lige ved hånden? Et alternativ hvor der også er tænkt æstetiske og bæredygtige tanker ind i funktionaliteten.
Det findes faktisk.
Hos ReCollector.
Den nystartede virksomhed er en del af Lifestyle & Design Clusters Circular Furniture Days, der afvikles i forbindelse med 3daysofdesign, og bag det fine alternativ står Tenna Holdorff Christiansen, der med ReCollectors sorteringssystem opløser den daglige emballage-samling, men samtidig kommer med et oplagt produkt til de mennesker, der ser værdien i at affaldssortere, fordi det giver mening i et større perspektiv.
Kan genanvendes igen og igen
Selve produktet er lavet af 100 procent genanvendt PP-plast fra industrispild i Italien, og materialet blandes ikke med andre plastmaterialer, hvilket betyder, at produktet kan genanvendes igen og igen.
– Vi har desværre ikke mulighed for at få den rette og regelmæssige mængde af den lyse plasttype i Danmark, men vi håber, det bliver muligt på sigt, da det giver mere mening med genanvendeligt plast fra Danmark, fortæller Tenna Holdorff Christiansen.
ReCollector produceres i Danmark for at undgå lang transport af produktet, og virksomhedens print kommer fra en cradle to cradle-certificeret printvirksomhed i Danmark.
– Vi kigger hele tiden efter nye, bæredygtige tiltag, så vi konstant udvikler os i en endnu mere bæredygtig retning, siger hun.
Grundigt forarbejde
Tenna Holdorff Christiansen lavede et grundigt forarbejde, inden hun sendte ReCollector på markedet i begyndelsen af 2021.
Hun afviklede workshops, udførte antropologiske observationer af affaldssorteringen hos venner og bekendte, og hele tiden ledte hun efter det, som udfordrede og irriterede i forhold til affaldssortering, men også hvad der fungerede godt.
– Det hele tænkte jeg ind i designprocessen – for eksempel har de færreste plads under køkkenvasken, så derfor blev designet væghængt. Jeg fokuserede også på, at de mest anvendelige typer af genanvendeligt affald skulle af vejen, og derfor baserede jeg målene på vinflasker og store konservesglas, fortæller Tenna Holdorff Christiansen om sit omhyggelige, antropologiske arbejde
Skulle være stilrent
Da en væghængt løsning blev valgt, skulle designet være stilrent, enkelt, nordisk samt i flotte farver, og en lang række andre behov, præferencer og idéer fra antropologiske undersøgelser skabte ReCollectors sorteringsboks, som du kan se meget mere til på udstillingen.
En gennemtænkt og miljørigtig løsning, som samtidig tager sig rigtig godt ud, og den er klar til at klare de stigende udfordringer i takt med, at vi i fremtiden skal sortere flere og flere typer af affald.