Bettina Schori har mange års erfaring i arbejdet med bæredygtighed, og hun glæder sig til at vise Plastic Fantastic frem
Der var engang, hvor bæredygtighed ikke var videre moderne.
Allerede dengang arbejdede Bettina Schori med bæredygtighed, og hun gør det stadig.
Den uddannede glasdesigner begyndte for mange år siden med at indsamle skrot, som hun svejsede sammen til nye og spændende skulpturelle lamper, kombineret med glas, men på Circular Furniture Days er fokus rettet mod et andet materiale.
Plastic Fantastic er en kollektion af lamper, som er lavet af Tupperware og andet plastikservice.
Bettina Schori finder materialerne på loppemarkeder og i genbrugsbutikker, og hun producerer lamperne på eget værksted i København, hvor hun giver gammelt plastik nyt liv i form af glade og farvestrålende farver.
– For mig er designet altafgørende, og det er ikke usædvanligt, at forbrugerne ved første øjekast tror, lamperne er lavet af glas, fortæller Bettina Schori.
Flere gange har hun hørt kommentaren: Gud, er de lavet af plastik, når folk kommer tæt på lamperne, der både spreder lys samt glæde med unikke designs og muntre farver.
– Mange finder det både sjovt og spændende, at lamperne er lavet af plastik, som står til at blive kasseret, siger Bettina Schori.
Konceptet bag er forholdsvis enkelt – Bettina Schori borer huller i de enkelte plastikdele, som hun efterfølgende sammensætter til smukke og unikke lamper.
Hun bruger ikke lim – lampernes fundament er i stedet et nippelrør, som holdes sammen af en aflaster.
Transporttid af materialer og de færdige produkter er nede på et minimalt niveau, det samme er spildet, og lamperne lader sig let skille ad, så de enkelte dele kan genanvendes til nye, unikke lampedesigns.
– Levetiden er dog nærmest uendelig, men der er mulighed for at genanvende de forskellige dele alt efter behov og lyst, fortæller Bettina Schori.
Hun er drevet af passionen for at bruge så få ressourcer som muligt, og med Plastic Fantastic beviser Bettina Schori, at materialerne ikke er afgørende for kreativitet og smukke designs.
Hvis du holder af lys, farver, design og bæredygtighed, skal du besøge Bettina Schori i forbindelse med Circular Furniture Days, for hun er garant for det hele.