I Andesbjergene lever de håndværksmæssige traditioner på bedste vis, og sammen med dansk design er det muligt at skabe unikke og bæredygtige produkter
Gå ind på www.imarit.com, oppe i toppen trykker du på about, og så møder du følgende tekst:
A success story
Our Alpaca knitwear collection
Handmade in Peru
With love
Det er engelsk, ja, men det skal ikke afskrække dig.
Nu scroller du lidt ned, indtil du møder billedet af smukke, mørke øjne, som kigger på dig.
De intense blikke kommer fra seks af de peruvianske kvinder, som står bag Imarits unikke produktion, og under billedet finder du navnene på de seks kvinder og alle deres kolleger.
Det er lige så fint, som Imarits kollektion skabt på alpakauld fra Andesbjergene – designet i Danmark af Mayra Navarrete, håndlavet af de smukke kvinder med de intense blikke i Peru.
Bæredygtighed på tre ben
Velkommen til Imarits verden, der er meget mere og andet end smukke og håndlavede designs – det er også bæredygtighed og cirkulære tanker til gavn for modebranchen.
For Imarit hviler bæredygtighed på tre ben, det sociale, det økonomiske og det miljømæssige, og der er ingen kompromiser hos virksomheden.
Her kombineres de håndværksmæssige traditioner hos leverandører med Imarits avancerede viden inden for bæredygtighed, teknologi, international handel samt materialevalg.
– Vi arbejder med stor respekt for måden at leve på i de områder af verden, vi samarbejder med, og det sker altid med fokus på kvindernes rettigheder og økonomisk vækst, fortæller Mayra Navarrete, der er kvinden bag virksomheden.
Genanvendt og naturligt
Imarit ønsker på Circular Fashion Days at præsentere en unik kollektion på 12 stykker tøj, der alle er håndvævede med genanvendte fibre og naturfibre, men det er ikke det eneste.
Virksomheden giver nemlig også et spændende indblik i de materialer, der bruges – blandt andet materialer inden genanvendelsesprocessen.
Derfor er det muligt at se forskellige prøver fra hele den proces, der går forud for et Imarit-produkt, og samtidig ønsker Imarit at synliggøre vigtigheden af monomaterialer og værdien af dem.
– Vi bidrager også med tidløse designs, som er med til at forlænge levetiden, siger Mayra Navarrete.
Arbejdet med genbrug indledte Imarit med at genanvende egne fibre, men spild er der ikke meget af hos virksomheden, og den smule, der er, findes i Peru hos producenterne.
Derfor er der i Europa indledt en proces, hvor virksomheden i stedet tager naturprodukter retur for at genanvende dem, og via mange forskellige testforsøg, er det muligt at bevare slidstyrke og farveægthed i de genanvendte materialer.
Måden, det sker på, gør det muligt at bevare og udvikle de håndværksmæssige traditioner i dele af verden, hvor der ellers er mangel på jobs.
Produktionsfasen er lokaliseret i Peru og Spanien, idéerne og design kommer fra Danmark, og samarbejdet sker med stor gensidig respekt samt en kompromisløs tilgang til bæredygtighed og cirkulær økonomi.
Hvis du vil mærke, nyde og se Imarits unikke kollektion, så kig endelig ind på standen i forbindelse med Circular Fashion Days.