Processerne i produktionen er helt transparente fra Sydamerika og til Sunds
Transparens er et nøgleord for brandet Le Pirol, der udstiller på Lifestyle & Design Clusters ”Circular Fashion Days” under CIFF fra d. 11.-13. august. Det er dog ikke alene trøjerne, men processerne i produktionen, der tåler dagens lys.
På Circular Furniture Days udstiller Le Pirol både trøjer og inspirationskilderne bag i form af kunstnerskitser. (Foto: Bobby Mandrup, Skitse: Skitsehandlen.dk)
Den første kollektion fra Le Pirol så dagens lys i august 2018 og består af få styles, som alle er skabt ud fra brandets tre grundprincipper: Lokal produktion, økologisk uld og tidløst design. Materialet er øko-certificeret sydamerikansk merinould, der er forarbejdet i Italien, og designet og produceret i Danmark.
Certificeringen betyder, ingen miljøbelastende kemikalier som klorin, blegemidler eller formaldehyd er anvendt under fremstillingen
Le Pirols produkter er sæsonløse, hvilket har vist sig at være muligt.
– Vores første trøje sælger stadig her tre år efter, hvor den jo burde have været på udsalg for længe siden, siger stifteren af Le Pirol, Morten Underbjerg, der selv kommer fra den konventionelle modebranche som designer for modehuse i både ind- og udland. Han er uddannet fra TEKO og har en MA fra Royal College of Art i London.
Alle virksomhedens designs produceres i Danmark på Sontex i Sunds, hvor både strikning og syning foregår. Det handler blandt andet om at sikre, at produktionen foregår under ordentlige forhold, hvilket kan være vanskeligt at tilse, hvis der er tale om produktion i Øst-europa eller Østen.
Den lokale produktion sikrer, at der kan produceres i mængder, der kan skaleres efter salget så overproduktion undgås.
Netop materialeforbruget er en vigtig faktor i forhold til en cirkulære tankegang. Og mens garnerne kommer fra traditionelle kilder – og ikke genbrug – er cirkulariteten tænkt ind i, at ulden kan genanvendes efter endt brugstid. Der er nemlig kun brugt rene materialer, der ikke er mikset med andre og mindre bæredygtige materialer.
Le Pirol har fra starten af satset 100 % på online-handel i stedet for at have fordyrende mellemled i form af butikker.
– Det har været og er fortsat den online tilstedeværelse, vi arbejder mest på, siger Morten Underbjerg, der sammen med en ansat varetager alle funktionerne i virksomheden.